”Det var rent held, at jeg ikke blev radikaliseret”

Vi har alle sammen én. Kvinden i vores liv.

Om det er en mor, datter, søster, tante, veninde eller kæreste, vil én altid skille sig ud fra alle andre kvinder.

For den tunesiske mor Olfa Hamrouni er der ingen tvivl om, hvem af hendes fire døtre der er kvinden i hendes liv. Det vil altid være den førstefødte, følsomme og feminine Ghofrane, hvis dådyrøjne og store, sorte krøller fik mænd til at køre galt, når de passerede hende på scooter.

Men hvad gør man med al sin kærlighed, når kvinden i ens liv som sekstenårig beslutter sig for en vild flugt og i ly af natten tilslutter sig Islamisk Stat? Og i samme træk hiver sin femtenårige søster Rahma med?

Den chokerende dokumentar Fire døtre, som vor anmelder giver fem stjerner, viser, hvordan radikalisering spirer i hjertet af en helt normal, tunesisk middelklassefamilie.

Med en konstant, knugende følelse af sorg og tomrum medvirker de to tilbageværende døtre og moren Olfa i rekonstruktioner, hvor skuespillere, udklædt som de fortabte IS-brude, gennemspiller familiens skæbnesvangre fortid, der førte til hellig krig.

Genoplever fortiden
”I Tunesien kender alle historien om Olfa og hendes døtre. Det var i nyhederne hver dag, men medierne var så overfladiske og beskrev aldrig, hvordan det kunne ske,” fortæller Ichraq Matar over Zoom og smiler opgivende, mens hun trækker på skuldrene.

Langt, mørkt hår glider ned over et markant kraveben, og hun stryger blidt en vildfaren tot væk fra øjet, hvor et par hår har filtret sig ind i hendes lange øjenvipper.

Ligheden mellem Matar og den radikaliserede ældste datter Ghofrane, som hun spiller i Fire døtre, er slående.

”Olfa begyndte at kalde mig for sin datter imellem optagelserne,” fortæller Ichraq Matar om filmen, der i bedste The Act of Killing-stil lader de autentiske personer genopleve fortiden for at finde frem til sandheden.

”Olfa savner Ghofrane så meget. Som mor var hun lettet og overvældet over at kunne røre ved sin ’datter’ igen. Det var rørende, men jeg blev også bange på hendes vegne – og lidt på mine egne,” siger hun.

Matar agerer perfekt stand-in i hybridfilmen, der både rummer Olfas vold mod sine børn samt stedfarens voldtægtsforsøg og systematiske overgreb.

Når den 29-årige kamæleon-skuespiller tager den ældste datters tøj på, har selv Olfa svært ved at skelne mellem virkelighed og fiktion.

”Det endte med, at jeg måtte sætte grænser for Olfa. Jeg havde researchet hendes datter enormt meget op til optagelserne, så jeg vidste, hvordan Ghofrane opførte sig. For at beskytte Olfa og mig selv, begyndte jeg at gøre ting, som jeg vidste, Ghofrane bestemt ikke ville gøre. Bare for at bevise, at jeg ikke var hende.”

Blåt hår og rock
I 2016 så den tunesiske instruktør Kaouther Ben Hania et spektakulært tv-interview, hvor Olfa fortalte om sine to ældste børn, der havde tilsluttet sig Islamisk Stat.

Instruktøren kontaktede straks den tilbageværende familie og filmede dem parallelt med fiktionsdramaet The Man Who Sold His Skin, som blev Oscar-nomineret til bedste internationale film i 2021.

”Fire døtre gør et empatisk forsøg på at forstå, hvorfor unge kvinder tilslutter sig IS uden at dømme dem,” siger Ichraq Matar, der to gange tidligere har medvirket i Hanias specielle værker, som ofte blander genrer.

Enten hader eller elsker tuneserne Fire døtre. Gennem en enkelt familie skildrer filmen en problematik, der er blevet velkendt i det arabiske land, som har leveret flest krigere til Islamisk Stat.

Hybriddokumentaren konkurrerede om Guldpalmen ved Cannes-festivalen i 2023, og det er kun anden gang, en tunesisk produktion deltager i hovedkonkurrencen. Første gang var i 1970 med A Simple Story.

”I Tunesien er det normalt for unge at gøre oprør mod deres forældre. Jeg gjorde det selv. Jeg hang bevidst ud med venner, som gik i sort tøj og hørte rock. Mine forældre kunne slet ikke klare det,” siger skuespilleren og griner.

”Ghofrane har netop en emo-periode, hvor hun barberer sine ben, går med mørk makeup og farver sit hår blåt,” fortæller hun smilende med reference til en meget barsk sekvens.

Genindspilning i Fire døtre viser, hvordan moren reagerer, da hendes yndlingsbarn viser sin nye, alternative frisure frem.

Den konservative kvinde slår datteren så længe og så hårdt, at hun ikke bevæger sig længere. På lydsiden beskriver Olfa, hvordan hun, med en stor klump afrevet blåt hår i hånden, faldt på knæ ved datterens side og lyttede efter en svag vejtrækning.

Fanatikere uddeler hijab
”På mange måder forstår jeg godt, hvorfor Ghofrane endte med at tage til Islamisk Stat,” lyder det uden tøven fra Ichraq Matar.

”Jeg kender alt til hendes kamp for at finde sin egen stemme i et land, hvor der ikke bliver lyttet til unge kvinder.”

”Vi har alle et behov for at blive anerkendt, og på mange måder er jeg bare heldig, at jeg ikke blev radikaliseret. For det sker hele tiden for almindelige unge. I sidste ende er det nok bare et spørgsmål om miljø. Hvem man lige tilfældigt møder på gaden.”

”Når Ghofrane gik ud af hoveddøren, stod der altid religiøse fanatikere klar til at fortælle hende om frelse i Paradis. Når jeg gik ud af min dør, stod der heldigvis ikke nogen.”

Efter morens afstraffelse bliver den ellers frigjorte Ghofrane kuet. Olfa har klippet hende, og pigen har skaldede plamager i hovedbunden.

”En dag fik Ghofrane udleveret en hijab af ekstremisterne, der hvervede unge på gaden. Da hun prøvede den på, overdængede de hende med komplimenter. ’Du ser så smuk ud,’ ’dine øjne skinner’ og så videre. De udnyttede, at der her var en sårbar teenager,” fortæller Ichraq Matar.

Form for oprør
Som den ældste i søskendeflokken var den smukke Ghofrane en uundgåelig trendsetter, og der gik ikke længe, før alle fire døtre var tildækkede.

”Jeg kommer selv fra en konservativ familie. Da jeg var elleve år, begyndte min yndlingstante at gå med hijab. Hun var mit største forbillede, og jeg ville gøre alt for hende,” fortæller Ichraq Matar og tænker tilbage.

”Jeg vidste ikke rigtigt, hvad det betød, men jeg begyndte at gå med hijab, bare fordi hun gjorde det. Min mor var ligeglad, men min far var meget imod det. Det var kun godt, for så kunne jeg både bære den som en form for oprør og kærlighedserklæring til min tante.”

Ichraq Matar gik med hijab i to måneder, inden det blev for upraktisk. Et par år senere erklærede hun over for sin familie, at hun ikke var muslim, hvilket de tog ret afslappet.

Helingen af traumer
I dag sidder Ghofrane fængslet for terrorisme i Libyen. Hun og søsteren Rahma er hver idømt seksten års fængsel.

Ghofrane fødte for otte år siden datteren Fatma, som aldrig har været uden for fængslet. Det har skabt røre i Tunesien og blandt internationale menneskerettighedsorganisationer.

Hun har ikke set Fire døtre, men er klar over, at filmen eksisterer. Hun har dog svært ved helt at forstå genremixet og blandingen af virkelighed og fiktion.

”Når Ghofran bliver løsladt, vil jeg meget gerne møde hende. Jeg vil se filmen med hende og spørge, hvad hun synes om mit portræt. Jeg vil enormt gerne høre hendes kritik og få historien fortalt fra hendes vinkel. For der er så megen subjektiv sandhed i spil, når der er tale om minder om fortiden,” fortæller Matar.

Fire døtre blev indspillet af et primært kvindeligt filmhold, og kun få måtte være på settet, når særligt barske sekvenser skulle indspilles.

”Det var et meget sikkert rum at optage i, og det gjorde, at familien virkelig kunne udfolde sig. Det betød, at de to tilbageværende døtre turde sige ting til deres mor, som de nok aldrig ville have gjort ellers.”

”Jeg var imponeret over, hvor meget familiedynamikken ændrede sig i løbet af optagelserne. De to yngste var elleve og tretten år gamle, da Ghofrane tog til IS. Ved at gennemgå deres historie fik kvinderne som voksne sagt fra over for deres mor og helet mange traumer.”

”Vi taler stadig ofte i telefon sammen, og jeg skrev med Olfa så sent som i går.”

”Jeg ved, at de er i nær kontakt med Ghofrane, og at familien vil blive ved med at kæmpe for at få Rahma, Ghofrane og hendes datter ud af fængsel.”