Ida & Skrubsak

Jesper W. Nielsens trilogi om søskendeparret Ida og Skrubsak giver eleverne anledning til at fokusere på grundvilkår i et moderne børneliv. Kompositorisk beskriver filmene overgangen fra barndom over præpubertet til egentlig pubertet, og de kan ses som instruktørens bud på Paulus’ berømte treenighed: Tro (Buldermanden), håb (Lykkefanten) og kærlighed (Ogginoggen).

Med disse ord turde det være antydet, at der er store følelser på spil i de tre mesterlige novellefilm, der bør være et must for enhver dansklærer. Det er film med ufatteligt stort potentiale, uanset om man vælger at arbejde med dem i 2. eller 9. klasse. Udbyttet bliver naturligvis størst, hvis læreren vælger at arbejde med alle tre film, da der på den måde er mulighed for, at filmene gensidigt kan berige elevernes opfattelse af hovedpersonerne. Men det er omvendt ikke noget krav, da filmene sagtens kan fungere enkeltvis. Læreren skal afsætte tre-fem dansktimer til hver film. Vælger man at arbejde med dem alle tre, er det vigtigt, at der er lange pauser mellem filmene; gerne måneder, hvorefter det til sidst er en stor oplevelse at se dem umiddelbart efter hinanden og uden didaktiske afbrydelser.

Denne artikel fokuserer på nogle indfaldsvinkler, man kan benytte, hvis man vælger at arbejde med filmene på mellemtrinnet. Jeg gør mest ud af arbejdet med Buldermanden, men de filmtekniske og fortolkningsrelaterede pointer kan uden problemer overføres til andre film.

Forbudte følelser
Buldermanden fra 1995 er første del af trilogien og varer blot 18 minutter. Skåret ind til benet handler filmen om søskendejalousi og samvittighedskvaler. Ville livet ikke være sjovere, hvis lillebror ikke var til? Buldermanden kan ses på mindst to planer: Et konkret, der bare handler om hverdagsagtige søskendeproblemer og en vicevært, der har besvær med utætte vandrør og rensning af skorsten, og et symbolsk, hvor begivenhederne antager eksistentielle dimensioner for hovedpersonen Ida. Anslaget er mørke, og udtoningen er lys, men mellem disse poler udspiller der sig et sandt drama med fokus på storesøster Ida, som sammen med sin bror Skrubsak er på besøg hos mormor, der ikke forstår, hvad der er på færde i børnenes univers. Mormoren truer Ida med Buldermanden, som hører og ser alt og bor inde i skorstenen. Ida tvivler, men stivner, fordi skorstenen reagerer. Er Idas inderste tanker kendt?

På et tidspunkt firer Ida Skrubsak ned i skorstenen, men halvvejs nede åbnes en lem, og Buldermanden tager Skrubsak og spiser ham – tror Ida. Egentlig er Buldermanden bare en vicevært, men i Idas bevidsthed bliver figuren den, der realiserer de tabuiserede ønsker om lillebrors fravær. Plaget af skyld og dårlig samvittighed styrter Ida ned i kælderen for at redde sin lillebror, men for sent – tror Ida. Hun løber op til mormoren, der trøster uden indsigt. Døren til opholdsstuen går op, og dér sidder Skrubsak – uskyldigt legende på gulvet. I blændende lys toner historien ud efterladende billedet af de lykkeligt genforenede søskende.

Tegne og fortælle
Filmen er hård og næringsrig kost for børn. På filmkassetten er angivet, at Buldermanden er ”en gyserfilm for børn” – en anvisning, man absolut ikke skal lade sig skræmme af. Som med mange andre angstfremkaldende oplevelser er det en god idé at få angsten italesat. Lad eleverne starte med at tegne de situationer i filmen, som gjorde dem bange, men sæt begrænsninger på maksimum tre tegninger.

Derefter kan læreren med fordel lade eleverne fortælle hinanden om ”de spændende steder” i mindre grupper på højst fire elever. Det er en stor fordel, at eleverne har deres egne tegninger at fortælle ud fra og støtte sig til undervejs. Mens eleverne fortæller og lytter, er det meget væsentligt, at læreren udnytter muligheden for at være særdeles aktivt lyttende – det er ikke kun eleverne, der har mulighed for nye indsigter! Lad eleverne komme med forslag til, hvorfor de blev bange. Denne del skal læreren afslutte med at fokusere på forhold, som eleverne sjældent er opmærksomme på, men som udgør en væsentlig baggrund for oplevelse og fokus, når vi ser film: Vi sidder i mørke, billedet på skærmen er stort, og lyden er høj. Og sidst, men ikke mindst: Der er ikke noget eller nogen, som forstyrrer os, bryder illusionen og minder os om, at der er ”en verden” udenfor. Sådan kan vi som lærere i det små danne eleverne til at værdsætte biografkulturen.

Fællesskab og betydning
Efter denne indledende fase, som egentlig bare tjener det formål at få gjort filmen klar til videre behandling, er det altid en god idé at spørge ind til filmens titel. Hvad er egentlig en Buldermand? Hvad tror Ida? Hvad tror Skrubsak? Hvad tror mormor? Hvorfor siger mormor, som hun gør?

Set fra en voksen-synsvinkel trænger associationerne sig på: Den Store Bastian, den straffende faderfigur, den alvidende og dømmende Gud, den dårlige samvittigheds urårsag. Jeg har aldrig oplevet, at børn af sig selv har sagt eller brugt sådanne begreber – ikke i 3. klasse. Men jeg har oplevet, at de meget godt forstår den situation, Ida er i. De kender godt til søskendejalousi og voksne, der misforstår, men tror, de forstår, hvad der foregår, eller hvad der er sket. Og de kender godt til følelsen af magtesløshed, når ordene ikke slår til, og de ikke kan forklare, hvad de synes, føler eller mener i den slags situationer. Her kan film blive en uvurderlig støtte og bidrage til at skabe fællesskab og betydning. Der er altså andre, der kender til den slags følelser, og vi kan, hvis vi er trygge og tør, godt lære af hinandens måde at fortælle om forbudte følelser og tanker på.

For at gøre elevernes oplevelse af filmens handling anderledes konkret er det en god idé at lade dem formulere forslag til andre mulige titler – en titel skal jo helst være samlende og pointerende for indholdet og på sæt og vis udtrykke en forståelse af filmens idé. Der kommer mange forslag; jeg nævner bare to, som jeg selv er blevet præsenteret for: Misforståelsen og I mormors kælder.

Filmiske virkemidler
På dette tidspunkt kan eleverne typisk ikke holde til mere. Men det betyder ikke, at forløbet er slut. Efter et par uger skal de se filmen igen. Alle har så en opfattelse af, hvad filmen handler om, men selv om de godt ved, hvad der sker lige om lidt, bliver de alligevel bange og forskrækkede.

Dette er et godt udgangspunkt for at snakke om filmens hvordan. Eleverne vil godt, for de er faktisk overraskede over, at de, selv om de kender handlingen, alligevel bliver bange. Jeg plejer at lade dem tage udgangspunkt i overvejelser over, hvor kameraet monstro er placeret. Denne indfaldsvinkel tjener mindst to formål. Dels en bevidstgørelse om, at film rent faktisk er en konstruktion (måske få meter fra det, vi ser på filmen, står der mennesker i ganske almindeligt tøj), dels en introduktion til begrebet perspektiv: fuglen, frøen og det normale. Jeg udvælger et par gode sekvenser, og så sidder eleverne og råber: Fugl! Frø!

Et nært beslægtet område er kameraets bevægelser. Eleverne skal kende forskel på en ydre og indre vinkel. Hvis ”øjne” er det, vi låner eller ser begivenhederne igennem? Sekvensen, hvor Ida skal ned at redde Skrubsak fra Buldermanden, er et fremragende eksempel på skift mellem subjektiv/oplevet/indre og objektiv/beskrivende/ydre kamerabevægelse. Jeg slutter som regel denne del af med at lægge op til iagttagelser af billedbeskæringer og opmærksomhed på lydsiden. Med skyldig respekt for aldersgruppen er et eller få eksempler nok. I Buldermanden er nærbilledet et indlysende valg. Hvordan kan det vise en persons følelser?

Inden trætheden melder sig, fokuserer vi så på filmens lydside. Det er utroligt, hvad der kan ske, når ”black screen” er slået til, og vi kun hører lyden. Selv når eleverne har kendskab til billedsiden, kommer lyden for alvor i fokus og tilføjer bevidst den dimension, den fortjener. Hvad husker eleverne? Lad dem høre filmens anslag. Et andet lille eksempel som udvidet illustration: Vis sekvensen, hvor Ida og Skrubsak er på vej op på loftet. Vis den først uden lyd. Vis den derefter uden billeder. Og til sidst i den kombinerede version.

Livets lykkefant
Lykkefanten er fra 1997 og varer 57 minutter. Filmens anslag viser Idas desperate forsøg på at forlade denne verden. Gud afviser imidlertid hendes ønske om træde ind i Himmerige. Sammen danner filmens anslag og udtoning rammen om et langt flash-back, der skal vise, hvorfor Ida er kommet så langt ud: Idas forældre er blevet skilt, hjemmet er bogstavelig talt slidt op, interiøret præget af karikeret forfald, og moren er ude i et selvdestruktivt alkoholmisbrug.

Ida er loyal og bliver hurtigt en lille voksen, der tager ansvar for, at dagligdagen kommer til at hænge sammen. Hun køber ind, laver mad, vasker tøj, trøster Skrubsak, beskytter og dækker over sin mor og ofrer sin veninde, da moderen endnu en gang er faldet i. Scenen, som refererer til filmens titel, viser Ida vaske sin mors hår, mens moren i stærkt beruset tilstand synger Fiskerpigens sang: ”Mit skib gik ned, men skæbnen var mig nådig – jeg reddet blev, og livets lykke vandt.” Men i morens alkoholiserede version bliver ”livets lykke vandt” til ”livets lykkefant”.

På et tidspunkt afslører Skrubsak tingenes tilstand over for mormor, der straks ringer efter hjælp. For Ida er det ensbetydende med børnehjem, og ”så er der ingen til at passe på os”. Ida beslutter sig for at tage sit liv. Men i filmens udtoning lover Gud Ida, at moren er holdt op med at drikke. Imens er moren løbet efter Ida og sprunget i havnen. Kampen om at redde Ida vises symbolsk med trappen op til Himmeriges Port, hvor det lykkes moderen at hive Ida til sig. De bringes til hospitalet, hvor de mødes i håbefuld forsoning og sammen med Skrubsak realiserer et nyt liv.

Selvmord til debat
Filmen er en rystende oplevelse for alle børn – og voksne. Eleverne er udtalt skeptiske over for indholdet. Er der virkelig nogen, der lever og har det sådan? Men det er der jo. Der er i hvert fald mange, som i mindre målestok har oplevet noget, der ligner. Hvor mange børn bryder sig om at se deres forældre i beruset tilstand? Hvor mange børn har oplevet, at deres forældre svigter? Hvor mange børn har oplevet ”ting”, de føler, de ikke må tale om?

Spørgsmålene er altså ikke irrelevante, men derimod en motiverende faktor for at gå i gang med forståelsesarbejdet. Hvorfor giver Ida op? I første omgang er det vigtigt at give ro og individuel tid til ransagelse. Lad eleverne lave deres egen liste over alle problemerne, lad dem beskrive, hvordan der ser ud i huset og lad dem til sidst diskutere og snakke i grupper om, hvordan de synes, at Ida ”overlever”. Lad eleverne komme med bud på forståelse af titlen. Hvor vil de placere filmens point of no return? Kan de placere skyld og ansvar? Sæt fokus på pointen: Der må ikke i elevernes hoveder være noget nok så stort problem, som kan retfærdiggøre et selvmord. Der er altid en mulighed – et håb.

Se på filmens konstruktion. Tag udgangspunkt i scenen, hvor moderen viser sin arbejdsplads for børnene, og lad eleverne beskrive og forklare, hvordan og hvorfor scenen er konstrueret, som den er: perspektiv, klip, billedbeskæring, lyd og kamerabevægelser. Eller fokuser på scenen, hvor Ida og Skrubsak om aftenen ligger og snakker i sengen, hvor drengen for at give en indre smerte – en ydre årsag – hiver hår ud af sin hovedbund. Lad eleverne opleve, at de rent faktisk kan gennemskue filmens hvordan. Til sidst skal der arbejdes med filmens slutscene. Start med hospitalsforsoningen og lad eleverne fylde ”den tomme plads” til pastoralescenen med den thailandske flodbåd ud. Hvad må der være sket, og hvordan skal slutreplikkerne opfattes? Ved at slutte forløbet på denne måde lægger læreren et link til sidste del af trilogien.

Den gryende seksualitet
Ogginoggen er fra 1997 og varer 43 minutter. Ida er på vej ind i puberteten, men dæmonerne lurer. Opdagelse og accept af seksualitetens og kærlighedens ambivalente konsekvenser er filmens gennemgående tema. Selv om Ida iført ny kjole finder behag i sit eget spejlbillede, opfatter hun sin dansepartner Christoffers (Ogginoggen) komplimenter som væmmelige seksuelle tilnærmelser og nægter vrængende at modtage hans kærestebrev. Sammen med den gode veninde Klara kan der til gengæld godt eksperimenteres med den gryende seksualitet. Vi ser, at både Klara og Ida er forelsket i Ogginoggen, selv om ingen af dem vil indrømme det. Og så står vi med et klassisk dilemma: Skal Ida vælge at være tro mod veninden, der i virkeligheden er rivalinde, mod sin mormor, som vi nu ser som striks danselærer, eller mod Christoffer?

Ida vælger i første omgang at besegle venindeskabet. Pubertetens indsigt i, at ting langt fra altid er, hvad de giver sig ud for, skræmmer Ida. Når barndommens uskyldige what you see is what you get ikke længere er en gyldig måde at iagttage sin verden på, hvad er så? I det perspektiv er det nærmest åndeløst spændende at overvære en scene som afdansningsballets indtogsmarch. Pigerne har skjult Ogginoggens dansetøj, men da Klara afslører Ida, fortvivler hun og flygter. I en fantasi ser Ida garderobens loftslem åbne sig og Christoffers tøj dale ned. ”Tøjet” danser en vild mazurkalignende dans. Pludselig materialiserer Christoffer sig og gør tilnærmelser. Efter et modvilligt kys giver Ida efter. Fantasien afbrydes, da Ida falder ned fra bordet, men afklaret løber Ida mod dansesalen blot for at se Klara og Christoffer danse og vinde pokalen. Ida går grædende hjem i seng. Sekvensens mor-datter-samtale gør Ida determineret. Hun tager kærligheden på sig, eliminerer Klara og swinger med Ogginoggen ud på kærlighedens vej.

Vælg en sekvens
Lad eleverne beskrive, hvordan filmen viser forskelle på børneverden og voksenverden. Et begreb som ambivalens er voksensnak, men så kunne man erstatte det med ”den følelse, man kan have, når man på samme tid er nysgerrig og væmmes”. Dramaturgisk er denne film god til at introducere berettermodellens fikspunkter: anslag, uddybning, optrapning, point of no return, optrapning, konfliktløsning og udtoning – se i øvrigt denne side, hvor berettermodellen gennemgås med eksempler.

For at fokusere på filmens virkemidler vælger læreren sekvensen, hvor Ida føler, at Klara svigter, da de to veninder bliver konfronteret med anklagen at have gemt Christoffers tøj. Sekvensen varer 2 minutter og 54 sekunder og består af 39 klip. Fokuser på sammenhængen mellem blikretning og klip, klippehastighed, kameraets placering, perspektiver, kamerabevægelser (især på zooms) samt billedbeskæringer. Afslut øvelsen med at se sekvensen et par gange uden afbrydelser og kommentarer.

Jesper W. Nielsens film sætter spor, der i bedste fald kan nuancere elevernes livsforståelse. I allerbedste fald kan filmen gøre eleverne dygtigere til at leve livet, der i al sin mangfoldighed af glæder og sorger beriges af film og fortællinger om troen, håbet og den barske og blide, den rene og grumsede kærlighed.



Mere undervisningsmateriale til Indskolingen.