”Kvinder i filmbranchen bitcher mindre end mænd”

”Det er vigtigt at fortælle en historie om en kvinde, som er handlekraftig.” 

Den unge instruktør Carla Eleonora Feigenberg er ikke i tvivl, hvad hun vil med Alice Is a Nice Girl, der er nomineret til Ekko Shortlist Awards 2017 for bedste manuskript. 

Carla Eleonora Feigenberg har med barndomsveninderne Alice Bier Zandén og Selma Trier lavet en film om den unge pige Alice, der i et stadie mellem barndommen og voksenlivet ønsker at udforske sine grænser. De bliver for alvor sat på prøve, da hun tager på en venindetur til Berlin, hvor hun bliver fascineret af en ældre mand. 

”Det er en fortælling om en ung kvinde, der selv opsøger det ukendte og farlige, slår sig – men rejser sig op igen,” siger Carla Eleonora Feigenberg. 

”Alice er alt andet end passiv,” fastslår Alice Bier Zandén, som spiller hovedrollen. 

”Når man ser film om en ung pige og en ældre mand, så bliver pigen ofte portrætteret som et offer,” supplerer Carla Eleonora Feigenberg. 

”Hun går med på, at han udnytter hende. Sådan skulle det ikke være i vores film. Jeg ville lave en historie om et modigt ungt menneske, der har virkelig meget krudt i røven og vil udforske sin seksualitet.”

Kaotisk proces
Carla Eleonora Feigenberg pitchede idéen for ledelsen på KBH Film og Fotoskole, som valgte at støtte projektet med et mindre beløb. Holdet måtte også gribe i egen lomme og tog det ambitiøse valg at filme i Berlin. 

”Når man er ung og ude at rejse for første gang, kan man pludselig tage en maske på. Man kan lege voksen og sende en masse signaler, som man ikke helt selv forstår. Man tør bare mere. Derfor var rejsen til Berlin nødvendig for, at historien blev realistisk,” siger Carla Eleonora Feigenberg. 

Men valget om at rejse til Berlin udløste også en hel del kaos. 

”Vi fik ikke et papir over optagedagene, så det var alt sammen meget impulsivt,” siger Alice Bier Zandén, og Selma Trier supplerer: ”Jeg var pisse bange for at skulle ud at rejse alene så pludseligt, men det gik jo fint.” 

Carla Eleonora Feigenberg havde først skrevet historien som en novelle. Hun omformede den så til et manuskript, men det impulsive kom også til udtryk i optageprocessen, hvor Carla var åben for improvisation fra pigerne. 

”I venindescenerne skulle de have lov til at udfolde sig. Vi startede med at spille ud fra manuskriptet, og når det var slut, sagde vi ikke nødvendigvis tak på optagelsen. Hvis pigernes pingpong var god, lod vi bare kameraet køre,” forklarer instruktøren. 

Kvinder bag kameraet
Alle på holdet bag kameraet er kvinder. Det medførte en helt speciel stemning og energi på settet. 

”Kvinder i filmbranchen bitcher bare mindre, end mænd gør,” siger Selma Trier og fortsætter: 

”Fordi filmbranchen i så mange år har været domineret af mænd, er der en helt speciel iver hos kvinderne. Derfor er det spændende at arbejde med kvinder på et filmset. Der har aldrig været nogen, som havde ondt af kvinderne. Der var ingen kære mor. Det har måske egentlig været meget godt. For vi er endt et sted, hvor vi har en masse kvinder med stort potentiale, som vil vise, hvad de kan.” 

Carla Eleonora Feigenberg har dog et håb om, at man når til et punkt, hvor det ikke længere er en sensation, at man har valgt at lave en film kun med kvinder. 

”Hvis det kun havde været mænd, er jeg ret sikker på, at spørgsmålet slet ikke var kommet. I virkeligheden er det jo ikke vigtigt, hvilket køn man har, så længe man arbejder på lige vilkår. Men jeg mener alligevel, at det fortsat er vigtigt at sætte fokus på kvinderne, da der stadig er ulighed i filmbrancen.” 

#MeToo
Særligt kvinders rolle i filmbranchen har været på dagsordenen i den seneste tid med de mange skandaler om seksuelle krænkelser og den omfattende #MeToo-kampagne, som har bredt sig på de sociale medier. 

Alice Bier Zandén påpeger det fantastiske ved en kampagne som #MeToo. 

”Der kommer sager frem, hvor magtfulde personer på det groveste har udnyttet unge kvinder og mænd. Alle har vidst det, men det er blevet holdt skjult,” siger hun. 

”Når #MeToo kører i medierne, bliver de unge måske bedre rustet til at sige fra,” siger Carla Eleonora Feigenberg. 

Pigerne er dog ikke blåøjede og mener, at det er vigtigt at huske gråzonerne. Hver sag er forskellig og kompliceret. 

”Jeg er meget splittet,” fortæller Selma Trier. ”Det er godt, nødvendigt og på tide, at der sker nogle ændringer i branchen. Men når folk er sammen om noget isoleret, hvad end det er film, teater eller musik, så kommer sex bare op på et eller andet tidspunkt. Det er en dynamik mellem mennesker. Så det er vigtigt, at man adskiller tingene.” 

Kvinderne mener, at det farlige ved #MeToo-kampagnen kan være, at alt kommer under samme paraply. 

”Det er absolut ikke sort-hvidt, og det er utroligt svært at gøre sig til dommer over noget, som folk skriver på Facebook. Man er nødt til at behandle enhver sag individuelt,” mener Carla Eleonora Feigenberg. 

Selma Trier ser også et moralsk problem i, at mange vælger at stå frem så mange år senere. 

”Hvis jeg havde taget én på røven, og de kom ti år senere og sagde, at jeg forulempede dem, ville jeg tænke, hvorfor fanden de ikke sagde det til mig for ti år siden. Nu kan jeg jo ikke gøre noget ved det.” 

Unødvendig heksejagt
Snakken falder på Peter Aalbæk Jensen, som i disse dage er i vælten på grund af anklager om sexchikane. 

”Der er ikke nogen, som fortjener at blive brændt på et bål,” siger Selma Trier. ”Det er jo de problematiske strukturer i branchen, som burde være det interessante at tale om.” 

”Heksejagten, der foregår i øjeblikket, kan komme til at flytte fokus fra det vigtige, nemlig det store billede, som viser en ret stor ulighed mellem kønnene, og det taber både mænd og kvinder på,” mener Carla Eleonora Feigenberg. 

Carla Eleonora Feigenberg ytrer et ønske om, at man bruger energien, som der er i øjeblikket, på nogle mere konkrete forslag til, hvordan der kan ske af ændringer i filmbranchen. 

”Når du som ung laver frivilligt arbejde, fordi du gerne vil have foden ind i en branche, som er virkelig hårdt, så kunne det være fedt, hvis du var blevet gjort mere bevidst om, hvilke rettigheder du reelt har,” siger Carla Eleonora Feigenberg. 

Forældre i filmbranchen
De tre unge piger er alle københavnere og har været venner i mange år. Alice Bier Zandén og Selma Trier mødte allerede hinanden i folkeskolen, mens Carla Eleonora Feigenberg gjorde bekendtskab med pigerne i gymnasietiden. 

Sammen har de dyrket deres fælles interesse for film og kunst, og de har startet en teatergruppe. 

Interessen for kunstens verden kommer dog ikke som nogen radikal overraskelse, da de alle har forældre, som er store personligheder i den danske filmbranche. 

Det har til tider været hårdt at have forældre, som er offentlige personer, men det har også givet pigerne en stor portion viden og inspiration. 

”Vi er enormt privilegerede. Vi er i en tidlig alder blevet præsenteret for film og kunst, som har været inspirerende. Vi har fået en masse referencerammer,” fortæller Carla Eleonora Feigenberg. 

Fremtiden
Pigerne har alle tre fået blod på tanden og er i gang med diverse projekter.

Selma Trier er i gang med en kortfilm, som Alice Bier Zandén har en mindre rolle i. Selma Trier mener, at den eneste måde at udvikle sig på er ved at producere en masse.

”Før i tiden prøvede jeg kun at fokusere på én – at skrive. Nu giver jeg mig i kast med flere forskellige projekter. Jeg spiller musik, skriver og så videre,” fortæller hun.

Alice Bier Zandén vil gerne ind på Den Danske Scenekunstskole. Lige nu er hun på barsel, men det stopper hende ikke fra at planlægge projekter. ”Your mind can go everywhere,” siger hun storgrinende.

Carla Eleonora Feigenberg er i gang med et dokumentarprojekt, hvor hun med skjult kamera filmer folk, der udlever deres passion i fritiden på aftenskoler, for eksempel på dansehold eller til kampsport.

”Jeg er fascineret af folk, som prioriterer deres tid anderledes og dyrker en lidenskab, som ikke er deres job. I det her samfund, hvor mange anser ens job for at være ens identitet, er det inspirerende, at nogle vælger et udmærket, men måske for dem lidt ligegyldigt arbejde, fordi også vil have tid til andre ting. De har måske forstået noget, som alle de mennesker, der løber rundt i en lukket arbejdscirkel, ikke har.”