”At lave film er ikke et job for pæne mennesker”
Et ordsprog siger, at virkeligheden overgår fantasien. Intet beviser det udsagn bedre end et makabert øjeblik i dokumentaren Aquarela, der har kørt på årets Cph:Dox.
Kameraet følger på afstand en bil køre hen over den tynde is på Bajkalsøen i Rusland, men pludselig ryger bilen igennem og forsvinder ned i vandet!
Da filmholdet sammen med det redningshold, som de følger, når frem til ulykkesstedet, kigger to forslåede og chokerede mænd desperat ned i vandet. Vi forstår som seere, at en person stadig ligger nede i det iskolde vand, og en redningsaktion går i gang.
Filmen klipper til næste scene, uden at vi får et endegyldigt svar, men det er ret tydeligt, at det ikke ender godt.
”Først ville jeg ikke bruge den scene, men så tænkte jeg, at den måske kunne beskytte andre ved at få dem til at være forsigtige og ikke gøre så idiotiske ting. Det var en hård scene at tage med, men jeg måtte gøre det i håbet om at forhindre det næste dødsfald,” fortæller instruktøren Victor Kossakovsky, der havde dårlig samvittighed over ikke at have gjort noget for at hjælpe.
”Jeg blev overrasket over, hvor paralyseret jeg var i situationen. Men redningsfolkene havde sagt til os, at de havde styr på det, og at vi ikke måtte gøre noget. Det er ikke et job for pæne mennesker at lave film. Man bærer altid rundt på en skyld, som man må leve med.”
”Det svære er jo, at jeg udnytter situationen til mit eget filmiske formål. Men i de to uger, hvor jeg var der, faldt ni biler igennem isen – ni biler! Det sker altså ret ofte, og derfor måtte jeg vise det, så folk forstår, at de skal tage naturen seriøst,” fortsætter den russiske instruktør.
”Som mennesker er vi voldsomt arrogante over for naturen. Jeg spurgte de mennesker, hvorfor de kørte over isen, og de svarede: ’Vi er født her, så vi kender søen og isen. Du skal ikke belære os.’ De er så selvsikre, at det tager livet af dem. Og det gælder faktisk os alle sammen.”
Bange for vand
Det kan lyde, som om Aquarela er et miljøpolitisk indspark, der skal få folk til at åbne øjnene for verdens klimaforandringer.
Filmen rejser rundt i verden og viser, hvordan vandets voldsomme kræfter påvirker kloden og de mennesker, som bor på den. Men det har ikke været hensigten for instruktøren at belære publikum om faren ved stigende temperaturer og havniveauer.
”Hvis jeg bare ville ud med et budskab, kunne jeg meget hurtigere få det bredere ud ved bare at skrive noget på de sociale medier,” siger 57-årige Victor Kossakovsky, der havde mere personlige og tekniske ambitioner for sin film.
”Jeg har altid været bange for vand. Jeg er dårlig til at svømme og har været ved at dø i vandet et par gange som barn. Så det er faktisk mit mareridt. Men jeg besluttede mig for at overvinde det,” fortsætter instruktøren.
”På film er den slags situationer med vand altid blevet lavet i et studie, for man kan ikke filme, når der er bølger på tyve meter. Men det ville jeg, for det er smukt og forfærdeligt på samme tid, og det er altid det, jeg går efter. Jeg gider ikke filme noget, der er enten smukt eller forfærdeligt. Det skal være begge dele. Nogle siger, at jeg er på jagt efter skønhed, men det passer ikke. Det skal være forfærdelig skønhed,” siger Kossakovsky med et grin.
Malick på hovedet
Den forfærdelige skønhed valgte Victor Kossakovsky at indfange ved at filme med 96 frames i sekundet i stedet for de normale 24, som har været standard siden filmens fødsel.
Det resulterer i nogle usædvanligt smukke billeder, som bjergtager med deres detaljerigdom. Imens udfolder udforskningen af naturen sig langsomt med enkelte øjeblikke tilsat heavy metal-musik.
Instruktøren mener, at det er en filmskabers pligt at skubbe til mediets muligheder på forskellige måder.
”Alle har et kamera i dag, så professionelle filmskabere skal gøre noget, som almindelige mennesker ikke kan. Du kan optage en film med din mobiltelefon, så jeg insisterer på, at professionelle skal gøre det umulige. Selv filmskabere ved ikke, hvordan jeg har lavet Aquarela, og mit mål er at lave umulige optagelser, som andre ikke kan,” fortæller Victor Kossakovsky.
”I 100 år har vi filmet med 24 frames i sekundet, men hvorfor? Dengang var det ikke muligt at filme hurtigere, men i dag giver det ikke nogen mening, for det er teknisk muligt,” fortsætter instruktøren.
”Hvis man ser en øl-reklame på tv – det gør I sikkert fem gange om dagen her i Danmark – kan den være filmet med 1000 frames i sekundet. Men den bliver fremvist i 24-25 frames i sekundet, fordi der ikke er blevet arbejdet nok på teknologien i forhold til projektionen.”
Instruktøren fortæller dog, at folkene bag filmen måtte opfinde en blanding mellem forskellige klippeprogrammer for teknisk at kunne klippe filmen. Der er også andre udfordringer ved at skrue op til 96 indstillinger i sekundet, men ifølge Kossakovsky lader det sig gøre – der skal bare være en mening med det.
”Hvis der ikke er nogen grund til at filme på den måde, fungerer det ikke. Terrence Malick lavede Tree of Life omtrent samtidig, som jeg lavede ¡Vivan las antípodas!, og han vendte kameraet på hovedet uden grund i forhold til historien. I min film gav det mening, fordi den handler om et folk, der lever på hovedet i forhold til hinanden, nemlig på hver sin side af Jorden.”
Døden som kunstner
Aquarela er dedikeret til en anden russisk instruktør, Alexander Sokurov, der er kendt for filmiske eksperimenter i eksempelvis det historiske drama med filmhistoriens længste sammenhængende sekvens, Russian Ark fra 2002.
Det skyldes ganske enkelt, at Sokurov ifølge Victor Kossakovsky hører til blandt mestre som Dreyer, Griffith, Chaplin, Tarkovskij og Bergman.
”Der er en måde at se film på, hvor alle kan være med – ligesom matematik i folkeskolen. Så er der et niveau, hvor man studerer film og lærer sproget. Efter det kommer niveauet, hvor man opfinder nye bogstaver i alfabetet, og Sokurov er en af dem,” siger Kossakovsky.
”Man bliver måske ikke berørt og råber mesterværk efter at have set hans film. Men i hver af dem er der noget nyt, som vi kan bruge i filmsproget. Han kan stadig overraske mig. Sådan havde jeg det også med Lars von Trier tidligere, men nu ved jeg ikke længere,” siger instruktøren, der trods sin relativt unge alder selv konstant overvejer sin fremtid i filmbranchen.
”Ser man på historien har ingen instruktør lavet mere end fire-fem gode film. Det er en tragedie at gentage sig selv formmæssigt. Så er man død som kunstner. Instruktører skal finde det perfekte tidspunkt at stoppe, og hvis jeg laver to almindeligt fine film i træk, må jeg trække mig. Jeg skal ikke stå i vejen for alle de andre.”
Trailer: Aquarela
Victor Kossakovsky
Født 1961 i Sankt Petersborg, Rusland.
Begyndte som ganske ung i 70’erne at arbejde som fotograf, assisterende instruktør og klipper i et filmstudie.
Uddannet fra filmskole i Moskva i 1988.
Filmene er båret af originale koncepter – som når han i Wednesday 19.7.1961 opsøger 100 personer født samme dag i Sankt Petersborg.
Har vundet priser for sine dokumentarer på festivaler rundt omkring i verden.
Aquarela vises to gange mere på Cph:Dox.
Film
Aquarela
2018
Graine de champion
2016
Manifestación
2014
¡Vivan las antípodas!
2011
Svyato
2005
Russia from My Window
2003
Tishe!
2003
I Loved You
2000
Sreda
1997
Belovy
1992
Kommentarer