Ikke flere trafikdrab - tak!

Åh nej, ikke nu igen! Nikolaj Arcels Kongekabale er knapt nok begyndt, før en bil kommer på tværs. En stor lastbil brager ind i den personbil, hvor lederen af Midterpartiet befinder sig. Aksel Bruun er kvæstet, muligvis død, i hvert fald sat definitivt ud af spillet.
                     
Vi har oplevet det før. Flere gange, ja, efterhånden så mange gange, at man må konstatere, at den fatale bilulykke er blevet en kliché i dansk film. Trafikulykken er — med anmelder Kim Skottes ord — den blodige kanin, som film efter film hiver op af hatten.
                     
I Paprika Steens debutfilm, Lad de små børn, er Britt og Claes' teenagedatter blevet dræbt af en spritbilist. I dogmefilmen Et rigtigt menneske fører forældrenes skænderi om børnepasning til et bilsammenstød, hvor datteren omkommer. I Små ulykker er det moren, som møder sin skæbne i trafikken, og i Skagerrak sender Søren Kragh-Jacobsen, noget uforståeligt, sin mest levende karakter i døden på den skotske landevej efter bare en halv time.
                     
I Susanne Biers Den eneste ene skal neurotiske Lizzie lige ned for at hente mælk i 7-Eleven, da en bil kommer i vejen — ganske belejligt, for hendes rare mand Niller har lige mødt dejlige Sidse Babett. Susanne Bier gentager kunststykket i Elsker dig for evigt, hvor en forelsket Nikolaj Lie Kaas helt meningsløst bliver påkørt, så han må tilbringe resten af filmen i en hospitalsseng, lammet fra top til tå.
                     
Trafikulykker er ikke grebet ud af luften. De indtræffer hver eneste dag. I 2003 kom 8.412 personer til skade i trafikken, 432 blev dræbt, og der var 5.102 bilulykker med personskade. Trafikulykken er en naturlig historie. Tragisk naturlig. Men på film fungerer den sjældent. Den kommer let til at virke postuleret, og hvis man benytter en så stærk effekt, skal den også have et indhold. Det har den sjældent i dansk film. Her optræder den ofte som en nem måde at skaffe sig af med en karakter, som er blevet overflødig eller står i vejen for dramaets hovedpersoner. Eller som en genvej til at skabe et alvorsdrama, som om man er løbet tør for originale ideer. 
                     
Bevares, der er interessante biluheld i den internationale filmhistorie. I Kieslowskis Blå mister Julie mand og barn i en bilulykke. Julie, der har levet som en skygge af sin mand og sit barn, bliver nu pludselig tvunget til at finde sin egen identitet. Fra den brutale trafikulykke løfter instruktøren os ind i Julies verden, som ikke kun er sorgsort, men også fyldt med livsmod, sanselighed og overjordisk musik.
                     
I The Sweet Hereafter kører instruktøren Atom Egoyan en hel bus med skolebørn i søen. Alle børn, på nær et enkelt, drukner. Det er et traume med format. Og instruktøren søger ikke sensationen for dens egen skyld, men bruger tragedien til at belyse nye facetter af sit yndlingstema: tabet af uskyld. I Jean-Luc Godards Udflugt i det røde optræder knuste biler og kvæstede mennesker i vejkanten som symboler på en afsporet civilisation. Og så er der David Cronenbergs Crash, der — baseret på J.G. Ballards roman — handler om mennesker, som tænder på bilsammenstød. Det lyder plat, men i Cronenbergs optik bliver ulykkerne en metafor for sammenstødet mellem moderne teknologi og den menneskelige psyke.
                     
Over for denne skæbnesvangre storhed er trafikdrabene i dansk film en noget tam affære. I bedste fald virker de retningsløse og ubearbejdede — i værste fald tilfældige og overfladiske. Er det bare mangel på fantasi? Eller er det hele efterhånden blevet så komfortabelt og trygt i dansk film, at vi helt ubekymret kan strø om os med livets store tragedier?
                     
Postbudet ringer altid to gange, siger man. Hvad trafikulykker angår, har han efterhånden ringet én gang for meget. Må jeg foreslå en dogmeregel, der forbyder trafikulykker i dansk film?