Ikke museumsdirektører

Vi befinder os hos Fehmis frisør i Ny Munkegade i Aarhus. Fehmi er fra Tyrkiet, han er selv digter, men han og Søren Ulrik Thomsen har ikke hørt om hinanden før.

Jeg beder Søren Ulrik Thomsen sætte sig i stolen og Lars H.U.G. om at stille sig ved siden af. Søren gør, som han får besked på. Han ser derhen, hvor han skal se. Lars derimod har en rastløs energi, der sender hans øjne, hans ord og hans hænder på evig vandring.

Han finder en barberkniv. Fehmi advarer: ”Den er skarp.” Lars fører kniven op til Søren Ulrik Thomsens ansigt. Søren bevarer roen.

Det er meget betegnende for de to.

Søren er i fuld kontrol, analyserende og hele tiden et skridt foran sine egne ord. Med Lars er det anderledes. De har begge svaret på spørgsmål om City Slang så ofte, at automatpiloten giver mig en masse af de svar, jeg har læst i arkivklip eller har hørt i filmen i identiske formuleringer. Men når Lars lokkes ud over rutinen, er det umuligt at vide, hvor han bevæger sig hen — måske ikke ulig den proces, der for lang tid tilbage blev til først pladen og siden showet City Slang.

Byens sprog
Hvad er City Slang? Det er byens sprog, og ligesom byen er det under konstant, rastløs forandring. Giver det overhovedet mening, for andre end os, der var til stede, at beskæftige sig med byens sprog, som det blev talt engang?

Søren Ulrik Thomsen skrev digtsamlingen City Slang og Lars H.U.G. brugte digtene til et værk i musik og sceneshow — dengang i 1980’erne. Pladen solgte skidt, men er siden vokset.

City Slang var med til at definere tidsånden i de tidlige 80’ere, hvilket har været gentaget igen og igen af journalister, der i tilbageblik beskriver den tid. Nutidens gymnasie-elever læser og hører digtene i dansk og kan måske opdage sig selv i dem?

Nu har Torben Skjødt Jensen lavet en dokumentarfilm, der kombinerer gamle optagelser af koncerten med nye interview.

Jeg er levende
I Aarhus blev filmen vist i Øst for Paradis. Flertallet af de tilstedeværende var på alder med filmens hovedpersoner og instruktøren, og de brugte spørgetiden bagefter til at knytte deres egne minder til den film, de lige havde set. En enkelt yngre tilskuer fortalte dog, at hun godt kunne lide musikken.

Efter visningen lagde Lars H.U.G. selv ironisk afstand ved at forestille sig reaktionen hos en ung af i dag ved synet af filmens unge udgave af H.U.G.:

”Hold kæft hvor ta’r han sig selv seriøst," siger han og fortsætter ærligt: "Det gjorde vi også. Det skulle bløde ud af ørene.”

Det gør det i Lars H.U.G.’s performance og i Søren Ulrik Thomsens tekster. ”Født af en tid / Mit tøj er beskidt / jeg er levende / vandet koger / jeg er levende,” skriver Søren Ulrik Thomsen i teksten til Levende. City Slang er dog ikke bare et stykke 80’er-memorabilia.

”Selv om det selvfølgelig er fristende straks at tale om firserkunst og tidsånd og så videre, skal man passe på med at beskære og reducere værket til dén slags overskrifter. For nok hænger City Slang sammen med de tidlige 80’ere, men forhåbentligt rækker både pladen og bogen også ud af deres tid og kan opleves af unge mennesker i dag,” siger Søren Ulrik Thomsen, da Ekko møder ham og Lars H.U.G.

Storby-generation
Digtsamlingen var Søren Ulrik Thomsens debut. Han var en ung digter, som var kommet fra landet til storbyen og havde taget bolig i en kælderlejlighed i en baggård i et slidt kvarter. Og storbyen var overvældende.

”Jeg var både bange for og hypnotiseret af den. Der var en dobbelthed af fascination og skræk. Den generation af kunstnere, der kom før os, dyrkede alt, hvad der var naturligt, og for dem havde storbyen været et billede på det onde, på kapitalismen, på det kunstige og fremmedgjorte liv. Mens vores generation tværtimod dyrkede metropolen — både som en hyldest til det kunstige og som en reaktion imod vores forgængere,” siger Søren Ulrik Thomsen.

”Jeg var et helt andet sted,” fortæller Lars H.U.G.

”Det var en flad bog, der var tilpas stor til at være i min kuffert. Jeg læste den og kunne ikke slippe den. Jeg kan huske, den var slået op på digtet Glemt kvarter. Den lå så fremme på bordet en dag, hvor jeg sad med min guitar.”

Digterspaden
Lars begynder at synge: ”I et glemt kvarters blå bombetomt”.

”Jeg havde læst digtet før, men med den tålmodighed jeg havde på det tidspunkt, var digte ikke det, der stod øverst på hylden. Guitaren blev for mig den spade, jeg kunne grave mig ned i hans digte med, få dem ind og spytte dem ud igen som sange.”

”Jeg var fra forstaden, var droppet ud af 2.g. Jeg havde lidt meget under at skulle sætte trekanter under genstandsleddene og boller under udsagnsordene. Det forstod jeg aldrig. Der var et eller andet i de ord her, en genklang, der komplementerede min måde at gå til musikken på.”

”I min musik er jeg nødt til at lave mine egne ting. Jeg var ikke musiker i den forstand, at jeg kunne spille sammen med andre. Jeg var heller ikke musiker i den forstand, at jeg kunne huske mine egne sange. Min hånd kan stadig huske mine egne sange, men jeg kan ikke høre, om jeg spiller E-mol eller A-mol, eller hvad fanden det er.”

Tilfældigheds-modellen
Lars H.U.G. var på det tidspunkt forsanger i bandet Kliché. Kliché var sat på pause, og Lars var på vej ud mod en solokarriere. Sangene blev for ham første trin på vejen. Han havde fået digtene ved et tilfælde. Han fortsatte med at lade sig styre af tilfældet ved at lade en terning bestemme akkordskiftene i sangene:

”Det var som en åbenbaring for mig, da jeg fik hul på tilfældigheds-modellen. Jeg følte mig som et medium, der fortolkede noget, som allerede var lavet selvstændigt som et digt. Jeg fisker i det kollektive univers, hvor alle sidder og hænger deres liner ud. Om man så er Lars von Trier, Lars Lilholt, Lars H.U.G. eller Lars Thomsen, det er underordnet. Det er forskellige fisk vi fanger, men det er de samme ting, vi dykker ned i. Jeg oplevede det lige så tilfældigt som mange andre ting. Overordnet er der altid en sammenhæng. Det er de rigtige ting, der møder hinanden, og tingene går op i en højere enhed. Det, der hører sammen, skal finde sammen.”

— Hvorfor blev du fascineret af digtene?

”Fordi der var en genklang i de ord der. Jeg vil udvide det til mere end angsten for storbyen. Jeg tror, det var angsten for det hele, en kollektiv paranoia, som jeg oplevede i Kliché, og den tilgang vi havde til virkeligheden. En tilgang, der fjernede alle de der følelser, fjernede alt, hvad der var af menneskelighed. Så råt som muligt, så enkelt som muligt, for at føle, at man er tæt på noget, man kan genkende fra sig selv.”

Defineret af tidsånden
Der er løbet meget vand i åen, siden Søren Ulrik Thomsen udgav City Slang, og Lars H.U.G. satte lyd og performance til. Hvad er City Slang i dag?

”En digtsamling, der kom for 30 år siden,” svarer Lars H.U.G.

Søren Ulrik Thomsen bygger igen oven på Lars H.U.G.’s lakoniske svar:

”Den er et objekt i verden. Og så skal den kunne leve videre. Prøven, som et kunstværk skal kunne bestå, er, om det også kan opleves af mennesker, der ikke aner, hvem vi er, og som måske ikke engang var født, da bogen og pladen blev til.”

Jeg bliver ved med at forsøge at få de to til at kondensere City Slang til nogle få salgbare sætninger, og det provokerer Søren Ulrik Thomsen, som læner sig ind over bordet:

”Prøv at høre her: Hvis man har været en del af noget, som har været vigtigt engang, så er der to forkerte måder at forholde sig til det på. Den ene er resten af livet at sidde og sutte på sin ungdom som på et bolche og sige, at alting kulminerede i 1984, og lige siden er verdenshistorien bare gået ned af bakke. Den anden fare er at være så bange for at gro fast, at man fornægter sin egen historie i det øjeblik, den er blevet fortid: ’Nu er jeg et helt andet sted og en helt anden person, og jeg gider ikke tale om City Slang, for jeg er nemlig i den grad fulgt med tiden og skal snarere sammenlignes med de allernyeste kunstnere’. De to farer eksisterer jo.”

”Det drejer sig om at fastholde, at vi var en del af en tid, som vi ikke kun var med til at definere, vi blev også selv defineret af den. Men at være tro mod sin historie er jo ikke det samme som, at man holder op med at udvikle sig. Tiden er ikke et objekt. Man kan ikke bemægtige sig den, men heller ikke undgå den. Vi har lavet dét her, City Slang var et projekt, som vi var glade for dengang, og som vi stadigvæk er glade for, samtidig med at vi begge to arbejder videre med helt andre ting,” siger Søren Ulrik Thomsen og læner sig tilbage i stolen. Nu er han igen på sikker grund:

”Tiden er ikke et objekt. Du kan ikke indfange den. Men du kan heller ikke undgå den. Vi har lavet det her. Det var et projekt, som vi var glade for dengang, og som vi stadigvæk er glade for. Jeg bliver stadigvæk glad, når jeg hører City Slang-pladen. Det drejer sig om at være tro mod sin historie, samtidig med at man udvikler sig.”

Iscenesat problemstilling
Lars har stor erfaring i at blive interviewet — og han ved, hvad interviewere som mig er efter:

”Det er jo, fordi du har brug for de der oneliners. Du har brug for dem for at kunne kategorisere: Der havde vi BZ’erne, så havde vi Kim Larsen, vi havde noget City Slang, og så er den ged barberet. Jeg har været bange for sådan en ting, som det her. Nu har der været mange, som har henvendt sig, om vi ikke snart skulle lave filmen om Kliché. Så kunne vi sidde dér og snakke om, hvor fedt det var at stå deroppe og gøre ditten og datten. Det bliver bare et surrogat for et gammelt rum, vi har siddet i, som kun henvender sig til de mennesker, der også var i det rum, og som i dag måske sidder og keder sig, fordi nu sker der ikke noget i det rum.”

— Det er selvforstærkende. Jo flere, der nævner City Slang som central, jo tættere kommer det på at være en kliché om 80’erne?

”Meget muligt, men hvad vil du have, at vi skulle gøre ved det? Sige ’nej’ til at medvirke i filmen? Og ’nej’ til at blive interviewet til Ekko? Vi kan jo ikke styre, hvordan der bliver talt om værket, men vi kan da i det mindste være tro imod os selv. Stå ved, at dét her betød noget, da vi lavede det for næsten 30 år siden. Hvad der er så meget lettere, som at City Slang-pladen faktisk i dén grad stadig holder,” replicerer Søren Ulrik Thomsen.

Lars H.U.G. tager over:

”Det er en selviscenesat problemstilling, vi skyder os selv i foden. Der er jo problemer i alle ting. Det er også et problem som kunstner, at når man er ung, så er man nyskabende. Når man bliver ældre, er man lidt mere retrospektiv og systembekræftende. Man flytter sig og er et andet sted henne.”

En halvreligiøs oplevelse
— Er det også en beskrivelse af jer to som kunstnere?

Igen er Lars den hurtigste til at svare: ”Selvfølgelig er det det. Nu taler jeg for mig selv, ikke for Søren.”

Søren bygger en velovervejet ekstra etage på svaret:

”Der er altid noget nyt, der skal siges, og det er kun unge mennesker, der kan sige det. Der er altid nye unge, som skal sige noget, som ikke har været sagt før, og som kun de kan sige. Det betyder ikke, at man senere ikke kan bidrage og ikke har noget at sige, fordi man i mellemtiden er blevet uddateret. Selvom man ikke længere er med til at sætte den hotteste dagsorden, kan man sagtens skabe noget værdifuldt og tale ind i tiden et andet sted fra. Det, der ville bekymre mig, var, hvis jeg ikke selv skabte nye ting og var blevet museumsinspektør for 80’erne. Men siden City Slang har jeg faktisk skrevet elleve bøger. Plus det løse.”

— Lars, hvad kan digtene?

”Digtet Henover Himlen, det har en puls, hvor det hele tiden i sin måde at fremmane ordene på nærmer sig det fikspunkt i ens liv, som er det eneste, man egentlig ved: Det, at man skal dø. At stå og synge det bliver til en halvreligiøs oplevelse, fordi jeg kommer længere og længere ud i de der tove, hvor jeg synger om mit eget liv set på den der store bluescreen. Det er jo det, vi gerne vil, det ordløse, hvor det bliver en åbenbaring, hvor vi lader os forføre. Det er det, vi vil, lade os fortære, lade os rive med af nogle impulser, ord, der er kastet ind på papir, som på en eller anden måde bringer os ind i en ny dimension og en situation, hvor vi ikke er tvunget til at analysere eller forholde os til fortid og fremtid — eller om jeg var en tidsånd eller bare har dårlig ånde.”

Henover hånden sejler min puls hen over pulsen sejler mit blod henover blodet sejler min dag og min nat henover dagen og natten sejler mine år henover årene sejler min død.

— Søren Ulrik Thomsen, Henover himlen, City Slang.

City Slang Redux kan ses i København i Grand Teatret fra 25. til 28 marts og Cinemateket 14. marts og i Odense i Café Biografen fra 12. til 18. april.