Sicario: Imponerende trailer til narko-thriller
Sicario blev aldeles positivt modtaget på årets Cannes-festival, og det forstår man faktisk godt, hvis filmen er lige så god, som traileren giver indtryk af.
Emily Blunt spiller FBI-agenten Kate Macer, der bekæmper organiseret narkokriminalitet på den amerikansk-mexicanske grænse. Det er ikke noget fredeligt forehavende, og traileren byder på højoktan action i form af skudsalver og eksplosioner i rigelige mængder.
Særligt flot virker en scene, hvor Kate er fanget i en bil midt i tung trafik, mens bilen bliver angrebet fra alle sider. Med hende i bilen er den professionelle lejemorder Alejandro – sicario betyder ”lejemorder” i Mexico, som traileren pointerer – i skikkelse af altid medrivende Benicio Del Toro.
Han fremstår som en dyster og kynisk mand, men han er langt fra filmens eneste. I en anden hovedrolle ses nemlig Josh Brolin som Kates overordnede, der øjensynligt har alt andet end kriminalitetsbekæmpelse for øje. Og filmen giver indblik i de illegale metoder, som USA bruger i narkokrigen.
Det hele er smukt orkestreret af instruktør Denis Villeneuve, der veksler mellem totaler af det barske ørkenlandskab og nærbilleder af martrede ansigter. Sammen med lydsiden skaber det thrillerens spænding, og Sicario ligner en værdig arvtager for Steven Soderberghs Traffic (2000), der ligeledes har Del Toro i en hovedrolle.
Canadiske Villeneuve instruerede sin første spillefilm i 1998, men er først de seneste år for alvor brudt igennem. Han blev Oscar-nomineret for Nawals hemmelighed (2010), mens hans seneste to film – Prisoners og Enemy – begge har Jake Gyllenhaal i topform i hovedrollen.
Han filmer lige nu sit næste projekt, sci-fi-filmen Story of Your Life, hvor Amy Adams og Jeremy Renner spiller hovedrollerne. Og så er han blevet udvalgt som manden, der skal instruere den kommende Blade Runner-film, hvor Harrison Ford gentager sin rolle som Rick Deckard, og Ryan Gosling ifølge rygter spiller hovedrollen.
Sicario har planlagt dansk premiere 3. december.
Kommentarer