Ind i mysteriet

Overvågning, spirende politistat, begrundet paranoia.
Suspense er ikke det første begreb, man forbinder med dansk biograffilm, men i de senere år har flere filmskabere fået smag for den klassiske konspirationsthriller. Engang skulle man lægge sin skepsis ved døren, når diverse spændingsformer blev anvendt i dansk sammen- hæng. Desværre har tiden virket for genren. I dag accepterer man en historie, hvor systemet ikke har rent mel i posen, og uskyldige mennesker anklages.

Det begyndte i 2004 med Kongekabale, en solid spændingsfilm om indspistheden på Christiansborg, der byggede på eksspindoktoren Niels Krause-Kjærs roman fra 2000. Nikolaj Arcel instruerede filmen og bearbejdede forlægget sammen med Rasmus Heisterberg. Siden har Ole Bornedals Kærlighed på film og Søren Kragh-Jacobsens Det som ingen ved været gode bud på en kropsnær dansk thriller. Også Morten Hartz Kaplers' fingerede dokumentar AFR var på sin måde et originalt forsøg i genren.

I Kasper Barfoeds aktuelle Kandidaten tager forsvarsadvokat Jonas Bechmann (Nikolaj Lie Kaas) med vennen Michael (David Dencik) i byen for at fejre en sejr. Han går hjem med den inciterende Louise (Laura Christensen), som imidlertid er død næste dag, da Jonas kommer til sig selv i sengen på Hotel Skt. Petri. Der er blod alle vegne. Den panikslagne mand sletter sporene og flygter hjem til kæresten (Tuva Novotny). Et belastende videobånd dukker op. Det viser, i hvert fald tilsyneladende, at Jonas slog Louise ihjel.

Genrens troper
Snart er Jonas i den udsatte situation, hvor tusindvis af fejlagtigt anklagede helte, fra Richard Hannay i De 39 trin til Jack Bauer i 24 timer, har befundet sig gennem historien. Nogen vil ham til livs, og systemet sætter alt ind på at fange den farlige flygtning. Mens komplottet griber om sig, er hans eneste chance at opklare sagen og finde den flygtige sandhed.

Der må være en stressende tidsfaktor. Bomben tikker, kuppet iværksættes, likvideringen forberedes. Centralt placerede faderfigurer viser sig at være på fjendens side, hvis de ikke ligefrem er fjenden, og imens er hverdagen sat på standby. Der er i regelen også en smuk, farlig kvinde, som man ikke kan være helt sikker på. Stefan Jaworski har skrevet manuskript til Kandidaten. Han, Barfoed og fotografen Manuel Claro er tydeligvis fortrolige med de grundlæggende troper og faste fremtrædelsesformer, som forfølgelsesfilmen benytter. Også komponisten Jeppe Kaas gør sit bedste for at lyde som Bernard Herrmann, og Ulf Pilgaard kan atter dæmonisere figuren, han etablerede i Ole Bornedals Nattevagten fra 1994 og fortsatte året efter i Jørn Faurschous Farligt venskab.

I den officielle historie tegnes dansk film 1995-2005 af grænseafsøgende dogmefilm og sædeskildrende familiehistorier. I tilbageblik ses et andet spor lige så klart. Med film som Nattevagten, Farligt venskab og Nicolas Winding Refns Pusher (1996) begynder den danske genrefilms renæssance. Det er dén, der i dag dominerer med titler som Rembrandt, Mørke, De fortabte sjæles ø, Cecilie, Vikaren, Fighter og Kollegiet. Når Lars von Triers Antichrist afsløres, giver bevægelsen muligvis mening trods alt.

Flugten i begyndelsen
Forfølgelsesgenren har sine rødder i spionage og adventure. Den bliver for alvor defineret i britiske spændingsromaner fra begyndelsen af forrige århundrede, især John Buchans fine serie om efterretningsmanden Richard Hannay. Buchans egen helt var Henry Rider Haggard, forfatteren til Kong Salomons miner. Han lånte adskillige elementer fra kolleger som Rudyard Kipling og Arthur Conan Doyle, men han tilføjede Hannay-fortællingen en hidtil uset troværdighed ved at skrive den tæt på faktiske begivenheder og dog holde eventyrelementet rent.

Den flotteste bog er den første, The Thirty-Nine Steps fra 1915, som også i filmsammenhæng blev en urtekst, da Alfred Hitchcock i 1935 filmatiserede den med Robert Donat som Hannay og Madeleine Carroll som kvinden, der hjælper og forelsker sig i Hannay. Hos Buchan flygter Hannay alene, og hans isolerede udsathed er den primære spændingsskabende faktor, både i toget og på vidderne i det skotske landskab, hvor handlingen kulminerer.

Hitchcock kendte filmens krav og tilførte for egen regning den romantiske faktor. Flere af hans senere film varierer skabelonen fra De 39 trin.

Især Menneskejagt (North by Northwest, 1959) er som en fuldkommen arie, med Cary Grant som manden, der flygter, Eve Marie Saint som hans kvinde i nøden og James Mason som den sataniske bagmand, der vil slukke lyset i verden. Atter balancerer Hitchcock forholdet mellem paranoia og adventure, og han lader lokaliteterne udgøre et katalog over flugtgenrens omdrejningspunkter, fra den klaustrofobiske fastlåsthed i toget til udsatheden på vejen i Midtvesten, hvor Grant angribes af biler og fly. Slutkampen finder sted på Mount Rushmore.

De ældste flugtfilm var romantisk fortættede spionhistorier. Konspirationsfaktoren og den akutte paranoia kom for alvor ind i billedet, da kommunistforskrækkelsen var på sit højeste i USA i 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne, hvor den blev forstærket af angsten for en atomkrig. Sammensværgelsen bliver da et eksistentielt hovedtema snarere end et spændingsforstærkende plotpunkt.

Tidligere har fjenden typisk været gamle nazister, eller den er kommet udefra i skikkelse af forklædte kommunister. Nu sidder ormen inde i æblet. Den første moderne konspirationsthriller er John Frankenheimers Kandidaten fra Manchuriet fra 1962, som bygger på en bog af Richard Condon. Laurence Harvey har rollen som Shaw, den hjernevaskede elitesoldat, der er programmeret til at reagere på et bestemt signal. Han vil da likvidere præsidentkandidaten, som hans mor og stedfar angiveligt støtter. Frank Sinatra er Marco, som kæmper mod tiden. Angela Lansbury er sublimt kold som moderdyret, der med åbne øjne ofrer sin søn.

Filmen er en hysterisk skæbnesymfoni, der dygtigt udnytter den latente angst og det tilbageholdte skrig bag koldkrigsårenes konformisme. Historien kunne uden megen omskrivning bruges igen, da Jonathan Demme genindspillede filmen i 2004, nu med krigen i Irak som afsæt. Frankenheimer fulgte selv filmen op med Syv dage i maj i 1964, hvor militæret planlægger et statskup.

Watergate-affæren
Som genre har konspirationsthrilleren sin kulmination i 1970'ernes New Hollywood. For det første kunne de såkaldte Hollywood Brats — Spielberg, Coppola, Lucas, De Palma med flere — lave kunstnerisk ambitiøse studieproduktioner, som publikum tog til sig. For det andet har en begrundet politisk paranoia næppe haft bedre kår på noget tidspunkt i noget vestligt system.

Efter likvideringen af Kennedy-brødrene og Martin Luther King kom Watergate-affæren som en bekræftelse på de akkumulerede forestillinger om en statsmagt, der blev ædt indefra. Virkeligheden gav vrangbilledet ret. Hvad afsløringen af Cambridge-spionerne var for det britiske efterkrigssamfund, blev Watergate for det amerikanske.

Selve indbruddet i demokraternes parti-hovedkvarter fandt sted den 17. juni 1972. Sagen rullede, før den kunne standses, og før man gjorde sig klart, hvor omfattende den ville blive. I juli 1973 kom det frem, at Secret Service — med ni skjulte båndoptagere — havde optaget mere end 2.800 timers samtaler mellem præsident Nixon og hans rådgivere. Båndene blev frigivet drypvist, med mange forsøg på forhaling, mens andre politiske sager — ikke mindst krigen i Vietnam — gik deres gang. I juli 1974 besluttede Senatet at sigte præsidenten. Den 5. august udleverede Nixon båndet, som fældede ham. Efter tre dage kapitulerede han og overlod embedet til Gerald Ford.

Historien er fortalt på film flere gange og bliver det igen, når der i februar 2009 er premiere på Ron Howards Frost/Nixon. I samtiden blev det Alan J. Pakula, som i Alle præsidentens mænd fra 1976 fortalte den fulde version af historien om, hvordan Bob Woodward (Robert Redford) og Carl Bernstein (Dustin Hoffmann) fra The Washington Post afdækkede Watergate, bistået af en loyal redaktør og en hemmelig kilde i statsapparatet. I 2005 kom det endelig frem, at den legendariske "Deep Throat" var identisk med William Mark Felt, vicedirektør i FBI.

Gådebilleder og aflytninger
Alle præsidentens mænd er en nyklassiker og i mange henseender en udmærket film. Som konspirationsthriller er den dog relativt tam. Snarere er dramaturgien som i en western, hvor to gode mænd kommer til byen og rydder op i tingene.

Forlægget er Woodward og Bernsteins egen bog om Watergate, og det er næppe tilfældigt, at William Goldman — manden bag manuskriptet til Butch Cassidy and the Sundance Kid — blev hyret til at skrive Watergate-filmen. Den sender publikum hjem med en forestilling om, at meget var på spil, men at tingenes orden blev genoprettet, fordi den frie presse gjorde sin pligt.

På samme måde trak nationen vejret med lettelse, da Nixon havde vinket farvel. Man ville videre efter den mørke episode. De interessante film er derfor dem, som blev produceret, mens Watergate endnu verserede. 1974-76 får en snes realistiske konspirationshistorier premiere. Flere er hovedværker, som stadig gør deres virkning, skønt den faktuelle baggrund er fjernet.

Francis Ford Coppola instruerede i 1974 Aflytningen (The Conversation), som i dag står som et hovedværk inden for genren. Coppola var specifikt inspireret af Michelangelo Antonionis Blow-Up (1966), som blev et internationalt arthouse-hit og en effektiv annonce for livsstilen i Swinging London.

I Blow-Up tager en fotograf (David Hemmings) nogle billeder, som viser udsnit af en helhed, han ikke forstår. Motivet var et elskende par, men i baggrunden ser man et mord finde sted. Fotografen forstørrer detaljerne og prøver at komme nærmere sandheden, som imidlertid opløses i det absurde. Han tror, at han kan kontrollere situationen, da kvinden på billederne (Vanessa Redgrave) opsøger ham. De elsker, og hun inddrager ham i den dybere sammenhæng, som han først begriber, da det er for sent.

Coppola ville sige det samme med lyd i stedet for billeder. Sammen med klipperen Walter Murch skaber han i Aflytningen en fantastisk kompleks og detaljeret lydside, der smelter ind i billederne, skønt den ofte distancerer sig fra dem. Harry Caul, spillet af Gene Hackman, driver et privat bureau med speciale i overvågning. Med en stab af freelancere er han i stand til at registrere fortrolige samtaler, selv i travle offentlige rum. Han bor alene, lever for sit arbejde og prøver at holde en klinisk distance til sine sager.

Det fremgår, at hans professionalisme har forårsaget menneskers død. Han vil for enhver pris undgå en gentagelse, men fejlaflæser situationen og motiverne hos det par, som han aflytter tidligt i filmen. Deres samtale afspilles igen og igen, med minimale forskydninger, så tilskueren aldrig ved mere end Harry. Endelig tror Harry, at hans egen lejlighed bliver aflyttet. Han splitter den bogstaveligt ad i et forsøg på at finde den skjulte mikrofon. Slutbilledet viser den knækkede mand, som spiller saxofon i ruinerne af sin tilværelse.

Den politiske faktor er nedtonet i intrigen, som driver Aflytningen i retning ad ny film noir. Den er til gengæld trukket helt frem i Alan J. Pakulas Sidste vidne (The Parallax View), også fra 1974. Her trænger journalisten Joseph Frady (Warren Beatty) ind i labyrinten, som omgiver den diskrete Parallax Organisation, et firma, der rekrutterer lejemordere.

Filmen er direkte inspireret af Kennedy-mordene og åbner med et spektakulært attentat, som finder sted i Seattle. Efterfølgende fjernes vidnerne systematisk. Frady lader sig hverve af Parallax. Han afværger et flyattentat og vil forhindre mordet på en præsidentkandidat. Filmens frosne slutbillede er et af de flotteste og mest foruroligende steder i 70'ernes kunst overhovedet.

Pakulas force er detaljerede overflader, som karaktererne panisk prøver at aflæse. Hans spændingsfilm er gådebilleder, hvor skjulte forbindelser kommer til syne, glimtvis som lys i et stjernebillede, for atter at forsvinde i den myldrende overflade. Virkningen er hyper- realistisk.

Konventionelle konspirationer
Med Sydney Pollacks Tre døgn for Condor fra 1975 sker et umærkeligt gearskift. Den politiske paranoia bliver konvention, og konspirationsthrilleren avancerer fra nichefilm til kommercielt hovedspor.

I Tre døgn for Condor er CIA-lektøren Joseph Turner (Robert Redford) ude til frokost, da repræsentanter for "The Company" likviderer det øvrige personale. Det er tjenesten selv, som eliminerer sine ansatte. I de følgende døgn må Turner være et springende mål og holde sig i live, mens han efterlyses i alle medier, jages af professionelle mordere og prøver at trænge ind i mysteriet. Kathy Hale (Faye Dunaway) er tvunget til at hjælpe ham, men overbevises af hans historie og ender med at blive hans aktive partner.

Filmen er fuld af effektive sætstykker. Det er i store træk det samme plot, som bærer De 39 trin, og hvis det politiske perspektiv er skræmmende, kan det samtidig ikke sige sig fri for at være opportunistisk. Der er endog en slags lykkelig slutning, hvor døren til helvede atter bliver lukket. Modsat Harry Caul i Aflytningen og Joseph Frady i Sidste vidne er Joseph Turner i Tre døgn for Condor mere en mand for selv at styre situationen.

Drejningen mod det kommercielle gør sig også gældende i John Schlesingers Marathonmanden fra 1976. Laurence Olivier er den nazistiske tandlæge, som torturerer Dustin Hoffman. Sadismen er skamløs og meget kulørt. Den er også skrækkeligt effektiv, men heller ikke Marathonmanden rammer i solar plexus, i selve den inderste angst. Ganske som hos Hitchcock er heltens situation en lille smule attråværdig. Den følelse har man aldrig omkring Harry Caul og Joseph Frady. De er fortabte individer, som ædes af mørket.

Spionen der kom — og gik
Mens tingenes orden genoprettes i den amerikanske thriller, griber uvisheden om sig i de britiske variationer af genren. Det sker først og fremmest i tv-mediet.

En særstilling indtager kultserien The Prisoner (1967-68), hvor Patrick McGoohan lader popkunst, Kafka og sci-fi blande blod i en føljeton om agenten Number 6, som prøver at flygte fra sin bungalow i en idyllisk engelsk kystby. Han ved ikke, hvorfor han er fængslet. Han kan ikke overskue situationen, men ser hele tiden glimt, der antyder en større sammenhæng.

The Prisoner er et tidligt forsøg på at bruge spiongenren i eksistentielt øjemed, og Christopher Nolan er i gang med at skabe en filmudgave.

I 1960'erne bliver spiongenren dekonstrueret og fyldt med realisme i de romaner, som John Le Carré og Len Deighton skriver i protest mod den maskuline eskapisme i Ian Flemings James Bond-bøger. Signalværket er Spionen der kom ind fra kulden fra 1963, men Le Carré finder for alvor sin stemme i trilogien, som består af Spionen der kom ind i kredsen (1974), Spionen der gik sine egne veje (1977) og Til døden jer skiller (1979).

I BBC-dramatiseringen af Spionen der kom ind i kredsen har Alec Guinness rollen som den smerteligt menneskelige spionchef George Smiley. Her er spionfaget ikke en fuga af spænding, men beskidt, vilkårlig menneskeofring, som praktiseres af falmede embedsmænd. Der er ingen sandhed i hjertet af labyrinten, kun skæg og blå briller i fjerde potens. BBC sprang The Honourable Schoolboy over, men gjorde fortællingen færdig i Til døden jer skiller.

Over tid blev den komplekse spiongenre manieret og træt, men i 1985 kom føljetonen Mørkets labyrint som en seriøs åbenbaring, der blæste spindelvævet af inventaret og genopfandt konspirationsgenren. Miniserien, skrevet af Troy Kennedy Martin, er en skarp reaktion på Margaret Thatcher og forfaldet i det politiske system, pamperiet i fagbevægelsen, den økologiske nedsmeltning og regeringens hang til hemmelighedskræmmeri. Seriens bedste idé er at gøre den myrdede miljøaktivist Emma til et levende genfærd, som hjælper sin far, politimanden Craven, med at skelne mellem rigtigt og forkert.

Der er næppe i tv-mediet skabt et stærkere konspirationsdrama. Martin Cambell, som instruerede de seks episoder, skal også instruere den amerikanske filmudgave, som får premiere i 2009.

Levende hverdag
I 90'erne og 00'erne er dæmoniseringen af de statslige tjenester blevet et gratis virkemiddel, som ingen forbinder med ægte systemkritik. Der er systemet, som vil dræbe sine børn, og der er manden i midten, som kæmper mod drager. Men i dag tør ingen pille ved formlen, som siger, at vi må have katarsis.

Chris Carters kultserie Strengt fortroligt (The X Files, 1993-2002) er en original okkult variation over konspirationsthrilleren, men scenariet er blevet ren gimmick i serier som Alias, 24 timer og Prison Break. De første tolv episoder af 24 timer var brilliante, og Prison Break er en antologi over genren. Megen forbindelse til vores hverdag er der dog ikke.

Den findes i nye britiske miniserier som David Abbotts State of Play fra 2003, hvor sigtet atter er strengt realistisk og rettet mod relationen mellem regering og presse. En amerikansk filmudgave bliver for tiden gjort færdig af Kevin MacDonald og vil sandsynligvis skuffe i biografen, men på den lille skærm gav State of Play konspirationsgenren fornyet relevans.

Det er det samme, som de danske filmskabere forsøger i Kongekabale, Kærlighed på film, Det som ingen ved og Kandidaten. Der er afgjort meget, som lykkes. Alligevel mangler den faktor, som får tilskueren til at undre sig, reflektere og gyse. Det er ikke mangel på professionalisme. Det er heller ikke, fordi Anders W. Berthelsen og Nikolaj Lie Kaas spiller alle de udsatte helte, mens Ulf Pilgaard og Henning Jensen uvægerligt castes i rollen som bagmænd.

Problemet ligger i historierne, som ikke er dybe eller farlige nok. Der er for lidt at afsløre, og virkeligheden må ses i avancerede vinkler for at blive uoverskuelig. I Kongekabale kan man se på Søren Pilmark, at han ikke har rent mel i posen, og både i Det som ingen ved og Kandidaten er der god tid til at tromme med fingrene.

Det kan også være en kvalitet at holde sig tæt på den levende hverdag. Tager man et aktuelt fransk eksempel på genren, franske Guillaume Canets Fortæl det ikke til nogen, er gådens løsning lige så kulørt som hos Barfoed og Kragh-Jacobsen, men man rammer jorden løbende og føres åndeløs gennem labyrinten.

I Det som ingen ved bliver man hurtigt vant til overvågningen, og det er svært at gætte på andre skurke end Henning Jensens efterretningschef. Men man sidder med hjertet i livet, da Thomas' datter trues på livet under en opvisning i trampolinspring. Her i gymnastiksalen, blandt stolte og bekymrede forældre, er sagens kerne mere konkret end på den øde metroplatform, hvor man skal føle sig truet og dybt fremmedgjort.