Indespærrede brødre: ”Film blev vores redning”

”Det er faktisk virkelig svært at beskrive. ’Begrænset,’ er det første ord, jeg kommer i tanke om. Det var jo ligesom at være i fængsel.”

Man kan ikke fortænke syttenårige Eddie Vaughan Reisenbichler i, at han lige skal lede efter de rette ord til at beskrive en surrealistisk barndom.

Sammen med sine fem brødre voksede han op i en verden, der kun var få kvadratmeter stor. I en lille lejlighed holdt den peruviansk fødte, Hare Krishna-følger Oscar Angulo sin familie i et jerngreb.

Oscar var den eneste med en nøgle, og der var år, hvor ingen af de seks brødre fik lov at forlade lejligheden.

Det er det ekstraordinære udgangspunkt for instruktør Crystal Moselles debut som dokumentarist, The Wolfpack.

”Vi mødte hende på gaden på vores første tur ude som gruppe. Hun sagde, hun var filminstruktør, og det lød jo spændende,” forklarer den 21-årige Mukunda Angulo.

Eddie og Mukunda er i København i forbindelse med Cph:Dox, og vi anvender lejligheden til at finde ud af, hvordan man undgår at blive skør af sådan en barndom.

Vinduet ud af lejligheden
Film blev brødrenes store redning. Far Oscar mente, at samfundet og i særdeleshed New York var et ondt og korrupt sted, så han forsøgte at beskytte sin familie ved at holde dem i lejligheden.

Til gengæld bragte han sine sønner utallige film, og de blev adgangen til verden.

”Vi lærte rigtig meget gennem dem. De var vores vindue ud af lejligheden. Vi lærte, hvordan man taler ordentligt med hinanden, hvordan politik fungerer, hvad penge er for et begreb, hvordan man får venner, og hvordan man får et job,” fortæller Mukunda Angulo.

The Wolfpack viser, at brødrene er særligt begejstret for voldelige film. Og de genindspiller The Dark Knight og Reservoir Dogs i lejligheden med hjemmelavede pistoler af pap og dragter af yogamåtter og morgenmadspakker.

”Vi har jo hele tiden været klar over, at det bare er film. At intet af det er virkeligt. Alle film har jo et dilemma, uanset om det er børnefilm eller horror. I Godfather og Tarantinos film er det bare mere interessant,” forklarer Eddie om deres filmsmag.

Heavy metal som religion
The Wolfpack viser brødrene som sympatiske ulve, der gennem kreativitet og med en mors kærlighed forsøgte at overvinde de skadelige restriktioner, faren havde ført. Moren var på sin vis også spærret inde, og hun forsøgte at hjælpe sine børn og undervise dem hjemme.

Ingen af brødrene introduceres med navne i dokumentaren, og det kan være vanskeligt at kende forskel. I dokumentaren går de ofte i jakkesæt med øjnene gemt bag solbriller – som håndlangerne i Reservoir Dogs. Og alle seks har langt, sort hår.

Til interviewet er det blevet nemmere at se forskel. Mukunda ligner sig selv med langt hår og et begyndende overskæg. Eddie Vaughan Reisenbichler har derimod ændret sig markant.

Han havde oprindeligt et navn fra det indiske sprog sanskrit – ligesom sine andre brødre. Men for nylig ændrede han navn fra Jagadisa til Eddie. Han drømmer nu om at blive musiker, og det affarvede, høje hår afslører inspirationskilderne.

”Jeg er vild med Judas Priest og Iron Maiden. Og så er jeg begejstret over at være i King Diamonds hjemland,” fortæller Eddie.

Mukunda har vendt religion ryggen efter deres fars odiøse opdragelse, mens Eddie har fundet en ny.

”Heavy metal er min religion!”

Forståelse, ej tilgivelse
Oscar Angulo er den store skurk i The Wolfpack. Han burde have ødelagt sine sønner med den opvækst, men både Mukunda og Eddie fremstår som høflige, rolige unge mænd. Det er ikke Kaspar Hauser-typer, der er mødt op til Cph:Dox.

”Filmen beskriver meget godt vores forhold til vores far. Han har ikke længere kontrol over vores liv, og vi snakker stort set ikke med ham,” siger Mukunda, der dog stadig bor hjemme i lejligheden. Det samme gør Eddie.

– Kan I på nogen måde forstå, hvorfor jeres far gjorde, som han gjorde?

”Ja, til en vis grad. Men derfor mener jeg jo stadig, at det var fuldstændig forkert,” svarer Mukunda Angulo og uddyber:

”Han blev opdraget på nogenlunde samme måde selv. Han var bare enebarn. Han gjorde det, som han formentlig troede på ville være bedst for os. Han ville beskytte os for samfundet, som han opfatter som noget farligt.”

Men trods forståelse er der endnu et stykke vej til tilgivelse.

”Tilgivelse er nok for stort et ord. Vi er begyndt at forstå det en smule bedre. Men vi har ikke rigtigt noget forhold til ham nu,” pointerer Mukunda.

Alligevel vælger Oscar at være med i filmen, og han stiller sågar op til et enkelt interview.

”Han har vendt tommelfingeren opad til dokumentaren. Han mener, den giver et ærligt indblik i vores familie. For filmen lyver på ingen måde om, hvordan vi har haft det,” siger Mukunda.

Da tårnene kollapsede
Brødrene var godt klar over, at de ikke havde en normal barndom.

”Noget instinktivt fortalte os, at det her var forkert. Og vi så jo også børnefilm, hvor vi kunne se, hvordan andres barndom var,” erindrer Eddie.

Ulveflokkens gamle billedrørsfjernsyn kunne tage nyhedskanaler, og særligt en begivenhed sammensmeltede drengenes billedverdener med virkeligheden udenfor.

”Da World Trade Center blev angrebet, sad vi og fulgte med på vores lille skærm. På et tidspunkt kigger vi ud af vinduet i lejligheden, og så kan vi se det ene tårn kollapse,” husker Mukunda og fortsætter:

”Det underlige er, at dér lignede virkeligheden noget fra en film. Vinduet var fuldstændigt som en tv-skærm, og det så meget uvirkeligt ud.”

Sødere end frygtet
Som femtenårig fik Mukunda nok af farens fængsel. Han ville forsøge at gå ud i samfundet.

Han vidste bare ikke, hvordan man gjorde. Så i mangel af bedre løsninger tog han en maske på. Uheldigvis for flugtforsøget var det en Michael Myers-maske fra Halloween, og politiet tog fat i ham, da folk begyndte at blive skræmte.

Mukunda kalder episoden for sit ”teenageoprør”, og det fik afgørende betydning for Angulo-brødrene. Det blev starten til, at faren opgav sin besynderlige indespærring.

Ikke længe efter kunne de alle tage på gåture på Manhattan uden at frygte repressalier.

– Hvordan var det at gå ud i samfundet for første gang?

”Til at starte med ret skræmmende, men vi fandt jo hurtigt ud af, at alle er meget sødere, end vi troede. De første par måneder var usikre, men vi vænnede os til det,” svarer Mukunda.

Alt er uredigeret
Det første sted, drengene gik hen, da de gik ud som flok, var ikke overraskende en dvd-forretning. Derefter gik de i en park.

I The Wolfpack ser vi, hvordan de kaster filmreferencer ud over alt, de møder. En ganske almindelig park på Manhattan får dem til at tænke på Fangorn-skoven fra Ringenes herre. Og da de tager på stranden ved Coney Island, får de associationer til Lawrence of Arabia.

– Hvad var den største forskel på verden, I kendte fra film, og den verden I nu skulle begå jer i?

”Alt i virkeligheden er uredigeret. Alt er improvisation, og tingene er blandet på kryds og tværs. Der er ikke umiddelbart nogen struktur eller orden. Så på en måde er det mere tilladt at gøre, hvad som helst ude i virkeligheden. Når nogle skejer ud i en film, så sker det i ordnede rammer,” mener Mukunda, og Eddie er enig:

”Det var vildt spændende at komme ud! Bare at købe tyggegummi var helt vildt. Det havde vi aldrig prøvet før. Og så farligt var det jo ikke. Vores største frygt var faktisk, om vi ville kunne finde hjem igen.”

Første prom party
The Wolfpack vandt Grand Jury-prisen på dette års Sundance festival. Og brødrene nyder succesen. Eddie Vaughan Reisenbichler ser det som træning til livet som rockstjerne.

”Det er fantastisk at rejse så meget rundt. Det er øvelse til, når mit band skal på tour. Det er egentlig sådan her, jeg håber det meste af mit liv kommer til at foregå.”

Mukunda drømmer om at blive filminstruktør, og han nyder opmærksomheden, dokumentaren giver dem.

”Jeg har altid drømt om at rejse rundt i verden, ligesom jeg har set diverse filmpersoner gøre det. Det er ret vildt at leve i den drøm lige nu,” siger Mukunda.

Desuden har The Wolfpack givet dem mulighed for at gøre nogle af de ting, de aldrig fik gjort, fordi de var fanget i lejligheden. De har lavet en liste over ting, de skal nå.

”Vi har aldrig haft et prom party, fordi vi blev undervist hjemme. Det har alle andre unge. Så da dokumentaren havde verdenspremiere i New York valgte vi at holde det som et afslutningsbal. Vi var virkelig lykkelige over, det kunne lade sig gøre,” siger Mukunda.

”Og vi havde et rock’n’roll high school-tema til festen,” tilføjer Eddie Vaughan Reisenbichler.