”Indoneserne har lært af The Act of Killing”

Den 10. december 2012 blev The Act of Killing lanceret i Indonesien ved en storstilet kampagne, hvor filmen blev vist simultant et halvt hundrede forskellige steder.

Samme dag kunne man i det danske dagblad Information læse et interview med filmens (af sikkerhedsgrunde) anonyme indonesiske medinstruktør, som blandt andet sagde: ”Jeg håber, at Indonesien aldrig bliver det samme igen efter den 10. december 2012. Ønsk mig held og lykke.”

Men hvordan er filmen blevet modtaget i Indonesien, og hvilken effekt har den haft?

”The Act of Killing har bidraget til at igangsætte en transformation, specielt hvad angår den måde, indoneserne taler om dette dunkle kapitel af deres fortid på,” fortæller amerikanske Joshua Oppenheimer, som bor og producerer sine film i Danmark.

”I dag publicerer mainstream-medierne jævnligt seriøse undersøgelser af folkemordet – og for første gang bruger man virkelig det ord: folkemord.”

”Samtidig er man begyndt at tale mere bredt om fænomener som forsoning og overtrædelse af menneskerettighedskonventionerne, ikke bare i 1965, men i hele Suharto-perioden (1967-98, red.) og også derefter. Så alt dette er blevet noget, man debatterer åbent i offentligheden, ligesom det også er blevet et tema i forbindelse med det aktuelle valg til præsidentembedet.”

Medierne kigger indad
Da vi i sommeren 2012 talte med Joshua Oppenheimer, havde The Act of Killing endnu ikke haft premiere. Siden skulle den danskproducerede dokumentar komme til at sætte det skammeligt oversete folkemord i Indonesien i 1965 på landkortet.

Den kontroversielle film kom på alles læber og høstede et rekordstort antal priser, en proces, der kulminerede med en Oscar-nominering i 2013.

Nu er Joshua Oppenheimer klar med sin opfølger The Look of Silence, der på torsdag den 28. august får verdenspremiere på Venedig-festivalen. I den nye film skildrer han fortidens rædsler i Indonesien, denne gang set gennem ofrenes optik.

Den film taler vi med instruktøren om i det kommende nummer af Ekko, der er på gaden 10. september. Men vi benyttede også mødet til at se tilbage på The Act of Killing og spørge til, hvordan Oppenheimer og hans filmhold greb lanceringen an i Indonesien.

”Før vi iværksatte den officielle premiere i december 2012, vurderede vi, at det var nødvendigt at opbygge et klima af kritisk opbakning til filmen, især i medierne. Så mellem august og oktober 2012 arrangerede vi en række lukkede visninger i The National Human Rights Commission i Jakarta. Hér inviterede vi fremtrædende indonesiske journalister, redaktører, udgivere, akademikere, menneskerettighedsadvokater, berømtheder, kunstnere og forfattere, og stort set alle, som så filmen, gav udtryk for, at den rørte dem dybt.”

”Flere medier begyndte at publicere historier om filmen, og det vigtigste af dem var Indonesiens førende nyhedsmagasin Tempo, som ikke nøjedes med at skrive om filmen, men selv igangsatte en omfattende undersøgelse af folkemordet.”

”Faktisk ringede den ansvarlige udgiver direkte til mig og sagde: ’Josh, jeg har lige set The Act of Killing, og jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg har censureret historier om folkemordet, siden jeg begyndte i mit job. Men nu vil jeg ikke mere, for din film har fået mig til at indse, at jeg ikke ønsker at blive gammel som bøddel. Det er jo dét, jeg ser, når jeg ser Anwar i slutningen af filmen.’”

Sneboldeffekt
Ifølge Joshua Oppenheimer sendte Tempo 60 journalister rundt i landet for at opsøge bødler à la Anwar og få dem til at tale.

”I løbet af bare to uger gentog de stort set dét, som jeg havde brugt flere år på at opnå. De indsamlede omkring tusind siders vidnesbyrd fra hele landet og udsendte derpå et dobbelt særnummer af Tempo under overskriften: ’Testimony from Indonesian 1965 Executioners.’”

Det udkom den 1. oktober 2012 og blev øjeblikkelig udsolgt. Herefter genoptrykte de det flere gange, indtil de til sidst samlede det hele i en bog, fortæller Oppenheimer og fortsætter:

”Det førte til, at andre medier også begyndte at foretage deres egne undersøgelser, og da filmen så omsider blev vist offentligt i december, var vejen banet for, at sneboldeffekten kunne fortsætte. Vi delte gratis kopier af filmen ud til alle, der meldte sig og sagde, at de gerne ville arrangere visninger, og i nogle tilfælde stillede vi også en projektor til rådighed – sammen med en manual om, hvordan man kunne håndtere sikkerhedsspørgsmålet.”

”Da vi nåede frem til sommeren 2013, havde der været tusindvis af visninger i mere end hundrede byer rundt om i landet. Derefter gjorde vi filmen frit tilgængelig online, blandt andet på Youtube, hvor den er blevet set flere hundrede tusind gange. Og alt i alt er den blevet downloadet tre millioner gange, alene i Indonesien.”

Anerkendelse fra regeringen
– Kom der reaktioner fra officielt hold?

”Først da The Act of Killing var blevet nomineret til en Oscar, udsendte den indonesiske regering et statement, formodentlig mest af alt som en slags damage control. De kunne ikke sige, at dét, der var foregået dengang, kunne retfærdiggøres, for det ville trods alt stille dem i et for dårligt lys.”

”Så i stedet sagde de noget om, at de udmærket var klar over, at dét, der var sket, var forfærdeligt, og at der var behov for en forsoningsproces, men at de foretrak at håndtere disse ting i deres eget tempo, og at de i hvert fald ikke havde brug for, at der kom en udlænding og fortalte dem, hvad de skulle gøre.”

”Det bedste af det hele var imidlertid, at de rent faktisk brugte vendingen ‘forbrydelser mod menneskeheden’, hvilket efterfølgende skulle komme til at ramme dem som en boomerang. Pludselig kunne folk sige: ‘Hør, I sagde jo selv, at der var tale om forbrydelser mod menneskeheden, så hvorfor lærer I vores børn i skolen, at dette var heroisk eller retfærdigt eller nødvendigt for at udvikle vores demokrati?’”

”Så alt i alt har filmen været med til at sætte nogle meget vigtige processer i gang, men når det er sagt, har den ikke med ét slag ændret hele situationen i landet på den måde, som min anonyme medinstruktør måske havde håbet på i det interview i Information.”

Indgyder empati
– Har Anwar Congo set filmen?

”Ja, og han blev meget berørt. Først var han stille i lang tid, og da han endelig åbnede munden, sagde han: ’Josh, denne film viser, hvordan det er at være mig.’ Det er ikke, fordi jeg bilder mig ind, at han med ét slag er blevet omvendt eller har taget afstand fra sine tidligere handlinger, men han praler ikke længere med dem og er ikke længere så kæphøj. Vi taler jævnligt sammen, og jeg kan mærke, at han er forandret.”

”Imidlertid er dét, som jeg er mest stolt af, at filmen indgyder så megen empati, at folk ikke bare gør Anwar til syndebuk, men i stedet kigger indad. Som for eksempel udgiveren af Tempo, der ikke bare sagde: ’Lad os få fat i den fyr!’, men i stedet begyndte at spørge: ‘Hvad er min egen rolle?’ Dét er jeg meget tilfreds med.”

– Hvad med USA, hvor mange jo dengang udtalte sig positivt om forfølgelsen af kommunister?

”I kølvandet på Oscar-nomineringen benyttede vi den opmærksomhed, der var om filmen, til at arrangere visninger for lovgivere i den amerikanske kongres og det amerikanske senat.”

”Målet var at påpege, at USA ikke kan have et etisk forsvarligt forhold til Indonesien fremadrettet, og at man ikke kan tale om straffefrihed uden at fremstå som hyklere, før man har anerkendt sin egen rolle i disse forbrydelser. Derfor bør den amerikanske stat frigive alle de relevante dokumenter og stå ved sit ansvar.”

Sammenlignet med Vietnam-krigen
I filmen ser man eksempelvis en reporter fra det amerikanske NBC, som helt undlader at reagere, da en indonesisk mand hævder, at kommunisterne selv tiggede om at blive dræbt, fordi de var kede af at være sådan nogle slemme mennesker.

– Har sagens politisk kontroversielle implikationer spillet ind i forhold til forløbet omkring Oscar-nomineringen?

”Det er mit indtryk, at reaktionerne i USA i det store og hele har været selvransagende,” forklarer Joshua Oppenheimer.

”Først og fremmest tror jeg, at folk har set Anwar og er begyndt at reflektere over, hvor meget tættere på at være bødler vi alle sammen kan være, end vi bryder os om at tænke på.

”Dernæst har filmen givet mange anledning til at rejse spørgsmålet om, hvordan vi som amerikanere selv var involveret. For eksempel har jeg flere gange mødt den kritik, at … du ved, sådan en kolonialistisk eller imperialistisk attitude, hvor folk siger, at eftersom det jo var amerikanerne, der stod bag det hele, og det kun kunne ske i kraft af CIA, hvorfor bliver det så ikke nævnt i filmen.”

”Det korte af det lange er imidlertid, at størsteparten af de amerikanere, der ser filmen, bliver rystede over historien og går hjem og googler eller slår op i nogle bøger for at få flere informationer. Og at mange af dem også begynder at drage sammenligninger med USA’s engagementer andre steder i verden: Vietnam, Central- og Sydamerika, Mellemøsten og så videre.”

”Men for at vende tilbage til dit spørgsmål, så tror jeg altså ikke, at det var det kontroversielle indhold, der kostede os den Oscar. Måske var Twenty Feet from Stardom bare en bedre film,” ler Joshua Oppenheimer med henvisning til, at den amerikanske dokumentar om backing-sangere løb med årets Oscar for næsen af The Act of Killing.

Beskyldt for at være en snuff-film
– Hvad så med BBC-redaktøren Nick Frasers indlæg i The Observer lige op til Oscar-uddelingen, hvor han kaldte The Act of Killing ”a snuff movie”?

”Det er da muligt, at det havde en effekt, jeg ved det ikke. Omvendt var det vidunderligt for os at opleve alle de sympatitilkendegivelser, som hans indlæg udløste, ikke mindst fra Indonesien, hvor folk spurgte, hvorfor han gjorde hærens arbejde for dem.”

”Men det er klart, at det var beklageligt, at han skulle publicere det indlæg lige op til Oscar-uddelingen. På det tidspunkt kunne han selvfølgelig ikke vide, at jeg var i gang med The Look of Silence, men under alle omstændigheder gik hans modvilje mod min person meget længere tilbage.

”Første gang, jeg kontaktede ham, var for cirka ti år siden, altså længe før jeg havde fundet Anwar Congo, og jeg skal aldrig glemme, hvad han sagde, da jeg præsenterede min idé: ’Jeg vil ikke have min bred oversvømmet med grusomheder.’ Hvorpå han afviste projektet.”

”I dag er jeg imidlertid glad for, at han ikke var involveret, for han ville under ingen omstændigheder have accepteret den film, vi ville lave.”

Hollywoods bevågenhed
– Men det havde vel også en effekt bare at være nomineret, også selv om I ikke vandt?

”Helt sikkert. Sådan som Oscar-reglerne er i dag, vil det inden for dokumentarkategorien uvægerligt være de mest populære eller kendte film, der har den største chance for at vinde. Men alene det faktum, at hele akademiet i princippet skal se alle film, betyder, at folk som Brad Pitt og Angelina Jolie og Martin Scorsese har set filmen og er begejstrede for den.”

”Kort sagt har vi på den måde fået hele Hollywoods bevågenhed og ikke bare dokumentarlejrens, og det er meget vigtigt, for i sidste ende handler det jo først og fremmest om at kunne gøre en forskel i Indonesien. Selv om jeg da må indrømme, at det selvfølgelig ville have været fantastisk at vinde en Oscar – for Indonesien, mener jeg.”

PS. Efter interviewet fandt det indonesiske præsidentvalg sin afgørelse. I lang tid var favoritten general Prabowo Subianto, en old school-figur, som er på The U.S. State Department’s sorte liste over krigsforbrydere.

Men i sidste ende gik sejren til valgets outsider, den reformvenlige og folkekære guvernør Joko Widodo (populært kaldet Jokowi), som ikke er formet af landets tidligere magtelite. Endnu et positivt tegn for Indonesiens fremtid.