Indonesiens killing fields

Forestil dig, at Hitler havde vundet Anden Verdenskrig. Det er nu 1985, og du rejser til Tyskland for at få et indtryk af, hvordan nationen har udviklet sig. Der er gået 40 år siden krigens afslutning. På overfladen er der mere eller mindre fredeligt. Samfundet har fundet sig til rette i en ny orden. Livet går sin gang. Alle ved, hvad der skete dengang, og sejrherrerne er stolte af deres bedrifter.

En del af de oprindelige nazi-ledere lever stadig og nyder stor respekt i deres lokalsamfund. Til enhver, der orker at lytte, fortæller de velvilligt om myrderierne i kz-lejrene: Hvor mange liv de har på samvittigheden, hvilke metoder de anvendte og så videre. Mange af dem ynder at omgive sig med grupper af unge bøller eller smågangstere, som ser op til dem, stiller sig til rådighed for dem og misunder dem deres gloriøse fortid.

De nyder alle sejrherrernes privilegier. Og når de på gaden møder tidligere modstandere eller slægtninge til deres ofre, hilser de på dem med en venlighed, som rummer et hav af undertoner: den overlegnes medfølelse, sympati, foragt, slet skjulte trusler. De plejer deres image som nationens redningsmænd, men sørger samtidig for at udstråle lige netop så megen aggression, at de kan bevare deres magt.

En grotesk drøm? En synopsis til en syg kioskroman? Eller oplægget til en skrottet science fiction-b-film? Måske. Men også en fuldstændig realistisk parallel til virkeligheden, som den i disse år tager sig ud visse steder i Indonesien. Og netop dette er emnet for den amerikanskfødte og nu i Danmark bosatte instruktør Joshua Oppenheimers enestående og rystende dokumentarprojekt The Act of Killing.

”Det er et projekt, som har været længe undervejs,” fortæller Joshua Oppenheimer i en pause under de afsluttende etaper af postproduktionen.

”Faktisk lavede vi de første optagelser til filmen helt tilbage i 2005, så det nærmer sig syv år. På det tidspunkt havde jeg opholdt mig i Indonesien i seks måneder for at optage en anden film, The Globalisation Tapes, om de kummerlige forhold, som plantagearbejderne lever under. Da jeg opdagede, at der ude i lokalområderne stadig fandtes tidligere bødler, som gik rundt og pralede med at have begået massemord, blev jeg nysgerrig efter at undersøge, hvad det betyder for et samfund, at et så dystert nationalt traume er nærværende i nutiden.”

Biografgangsterne
I hjertet af Oppenheimers fortælling befinder sig den71-årige Anwar Congo, en karismatisk elegantier medkatteagtigt smidige bevægelser og en uhyrligt blodigfortid.

Congo, som bor i millionbyen Medan på den nordligedel af Sumatra, tilhørte i 1960’erne et lokalt miljø af såkaldte biografgangstere, der fik en del af deres indtægter ved at sælge biografbilletter på det sorte marked. Samtidig levede de det søde liv med modetøj, kvinder og ballroom dancing og dyrkede i det hele taget alle former for amerikansk kultur.

På indonesisk oversættes ordet for gangster med ”free men”. Og frie var de. Frie og med masser af sortbørspenge på lommen. De nød tilværelsen – og dræbte alle, der stod i vejen for deres livsstil. En livsstil, som en repræsentant for nutidens stadig ekstremt korrupte og skruppelløse indonesiske magtelite beskriver med mottoet ”Relax and Rolex”.

Oppenheimer fortæller, at da hæren umiddelbart efter militærkuppet i 1965 begyndte at rekruttere håndlangere til at udslette de kommunister, som protesterede imod den vestlige kulturimperialisme, lod Anwar Congo og mange andre som ham sig velvilligt rekruttere til at udføre det beskidte arbejde.

”De steg hurtigt i graderne fra at være anonyme, lokale småfisk til en slags nationale frontkæmpere. Og da først der var åbnet for, at hadet kunne få frit løb, gik det stærkt. Den fjende, hæren havde udpeget, var kommunisterne, men så snart blodrusen begyndte at brede sig, kom en række andre ’uønskede elementer’ i søgelyset: intellektuelle, kunstnere, etniske kinesere og i det hele taget alle, som bødlerne havde et horn i siden på,” siger Oppenheimer.

Legede sig gennem myrderier
I perioden 1965-66 blev over en million indonesereangiveligmyrdet – systematisk, koldblodigt og ofte medde bare næver. Ikke noget med maskinpistoler, bombereller giftgasser – i hvert fald ikke i Medan.

Congo og hans kumpaner satte en ære i at udføre deres håndværk individuelt og effektivt. Og så morede de sig med at lade sig inspirere af de amerikanske film, de så i biografen. Havde de set en gangsterfilm, kunne metoden være kvælning med en stål-wire. Var det en western, blev wiren skiftet ud med en lasso. De legede og dansede sig bogstavelig talt gennem myrderierne.

I den internationale offentlighed bifaldt man dengang de massakrer, som banede vejen for præsident Suhartos mangeårige diktatur (1967-98). Specielt i USA, hvor Vietnam-krigen var begyndt at blive en varm kartoffel, tog man med kyshånd imod efterretningerne om, at den asiatiske krig mod kommunisme kunne vindes. Indonesien blev set som en succeshistorie, og aviserne omtalte folkedrabet i nærmest euforiske vendinger.

”The West’s best news in Asia,” skrev magasinet Time. Og i The New York Times berettede den anerkendte klummeskriver James Reston om ”a gleam of light in Asia”. Ikke noget at sige til, at Anwar Congo og massevis af andre med blod på hænderne svulmede af stolthed.

Naturligvis kan der opremses lignende tragedier fra andre steder i verden. Khmer Rouge i Cambodja i 70’erne. Tutsi-massakren i Rwanda i 1994. Og fortvivlende mange lige så grelle tilfælde. Men det særlige ved folkedrabet i Indonesien er, at det aldrig fik noget retsligt efterspil. Ja, samtlige ansvarlige – fra gadens beskidte håndlangere til militærets øverste ledelse – gik ikke alene fri. De overtog tilmed magten, som de i det store og hele har siddet på lige siden.

Episoden forsvandt også mere eller mindre ud af den internationale offentligheds søgelys, og i dag har det indonesiske folkedrab status som en af historiens store, glemte tragedier. En af de paramilitære grupper, som stod for at rekruttere bødlerne og organisere drabene – Pancasila Youth – har nu tre millioner medlemmer og støttes åbent af de politiske magthavere.

”Da jeg hørte om den historie, besluttede jeg at interviewe alle de bødler, jeg kunne komme i nærheden af,” siger Oppenheimer, der blandt andet begyndte at arbejde med en mand ved navn Nasution. Han havde skrevet en graphic novel om de drab, han havde været involveret i – men fortalt fra de døde ofres synsvinkel. Han var nu kunst- og dramalærer på en lokal folkeskole og var også digter og maler.

”Til min overraskelse var Nasution meget ivrig efter at vise mig de steder, hvor drabene havde fundet sted, og fortælle mig om, hvordan han havde slået sine ofre ihjel,” fortæller Oppenheimer.

”Han samlede de overlevende medlemmer af sin gamle dødspatrulje med henblik på at skabe nogle rekonstruktioner, og de gik meget op i, at kostumer og scenografi skulle være i orden. Det var mit første møde med den storskrydende attitude, som hersker blandt mange af de tidligere drabsmænd. Det var fuldstændig grotesk.”

Undervejs fik Nasution imidlertid nogle personlige problemer, som førte til, at han trak sig ud af filmprojektet – blandt andet døde to af hans børn i tsunamien i Aceh i 2004. Men Oppenheimer havde på det tidspunkt arbejdet i Indonesien i tre år, han havde lært sproget og følte, at han havde fået færten af en unik historie. Og så mødte han Anwar Congo.

Psykisk rustning
The Act of Killing ligner ikke en traditionel dokumentarfilm.Inspireret af de talrige amerikanske genrefilm, dehar set – kombineret med deres frodige fantasier omegen storhed – kaster Congo og hans medsammensvornesig ud i at iscenesætte tableauer, som har afsæt i deresegen fortid. Til hvert aspekt af deres fortælling vælgesen ny genre, en ny stil.

I en scene, hvor Congo demonstrerer, hvordan han i sin tid strangulerede mange af sine ofre med en wire, er påklædning og scenografi hentet fra et gangster noir-univers. I en anden mere munter sekvens er Congos trofaste støtte – en yngre og noget overvægtig gangster ved navn Herman Koto – hentet ind for, iført kjole og stiletter, at danse i et flamboyant musicaloptrin af Fellini-agtige dimensioner.

I en tredje genopfører de gamle bødler sammen med et væld af statister rekrutteret blandt bødlernes familier og gruppen Pancasila Youth, som mange af dem er medlem af, massakren på en hel landsby – og det med en realisme, der overrasker og chokerer både en del af de medvirkende og bødlerne selv.

”Der var flere ting, vi kunne opnå med den metode. For det første fik vi en fornemmelse af, hvordan bødlerne opfattede sig selv og det, de havde gjort. For det andet gav det os et reelt indblik i, hvad der rent faktisk skete dengang. Og endelig banede det vejen for en indsigt i, hvilken funktion performance kan have – ikke blot i en erindrings- og bearbejdningsproces, men også i forhold til de handlinger, de udførte i sin tid.”

”Det er et emne, der optager mig meget. Vi forstår gennem metoden, hvordan performance også var en del af, hvad de gjorde dengang, og af hvordan de var i stand til at gøre det. Bødlerne kunne dengang beskytte sig selv under myrderierne ved at gemme sig bag en rolle. Det var simpelthen en slags psykisk rustning, som gjorde det muligt for dem at begå disse horrible handlinger og samtidig opretholde en cool facade over for omgivelserne.”

– Hvad tror du, at Anwar Congos motivation var for at medvirke i filmen?

”Alt omkring Anwar var tvetydigt og meget komplekst. På den ene side gav han udtryk for at være stolt af sin indsats for landet og spillede med på, at det var vigtigt at bevare erindringen om deres bedrifter for eftertiden. Han havde også behov for at pudse sin egen forfængelighed og selvglorificering af – simpelthen for at beskytte sig mod minderne om de ugerninger, han havde begået.”

”På den anden side har han og de paramilitære grupper også fortsat brug for at være frygtede. Det giver magt, og fremstillingen af overgrebene fra 1965-66 er et meget vigtigt element i opretholdelsen af denne magtbalance. Men jo længere vi kom ind i processen, des tydeligere blev det, at det – bevidst eller ubevidst – var en slags terapi for Anwar. Det viste sig, at han hver eneste nat havde mareridt om myrderierne, og jeg tror, at han måske forestillede sig, at han ved at medvirke i filmen og rekonstruere nogle af sine onde drømme kunne tæmme dæmonerne.”

Hemmelighedskræmmeri
Oppenheimers metode har som mål at trænge ind ipersoner,som bærer på erindringer eller fortrængningeraf en så dunkel eller traumatisk karakter, at de ikkelader sig afdække via gængse greb som interviews ellerobserverende dokumentarisme.

Spørgsmålet er derfor, om Anwar Congo og co. helt har forstået, hvad det er for en film, de medvirker i, og hvad konsekvenserne af deres medvirken eventuelt vil kunne blive (et faktum, som har nødvendiggjort en høj grad af hemmelighedskræmmeri under den lange produktionsperiode, og som også betyder, at filmmagerne mildt sagt er spændte på hovedkarakterernes reaktioner på det færdige resultat).

”Hvis Anwar til at begynde med havde næret et lille håb om, at filmen ville komme til at fremstå som en hyldest til hans bidrag til nationens historie og sikre ham og hans meddrabsmænd en position som helte, vil det håb ikke blive indfriet,” siger Oppenheimer.

”Vores mål var naturligvis ikke at forherlige bødlerne. Vi ønskede at forstå, hvad de havde gjort, og hvad deres straffrihed betød. Eftersom de havde opbygget et regime, som terroriserede deres ofre til at behandle dem som helte, ønskede vi at forstå karakteren af dette regime: Hvordan tror de dybest set, at folk opfatter dem? Hvordan ønsker de at blive opfattet? Hvordan ser de sig selv? Hvordan ser de deres ofre?”

”Det var en vigtig del af metoden at vise optagelserne for Anwar og hans venner. Vi viste dem jo de mest pinefulde scener, og på den måde kan de ikke undgå at vide, hvad filmen indeholder – ja, faktisk ser vi dem diskutere konsekvenserne i selve filmen. At se disse optagelser gjorde blot Anwar endnu mere lidenskabelig omkring projektet, og jeg fornemmer, at filmen lidt efter lidt blev en måde for ham at bearbejde sin smerte på. Også i den forstand er Anwar den mest ærlige karakter i filmen.”

Sprækker i bødlens panser
Et langt stykke af vejen giver filmen det indtryk, at denaltid beherskede og smilende Anwar Congo er blottet for anger og empati. Det kommer ikke mindst til udtryk, da filmmagerne viser ham de første optagelser – en rekonstruktion af kvælning med wire – og hans eneste kommentarer handler om, at han har noget forkert tøj på og ikke agerer med tilstrækkelig overbevisning.

Efterhånden åbner der sig dog små sprækker i hans panser. Og uden at røbe for meget kan vi sige, at den forhærdede gamle mands menneskelighed begynder at stikke sit ansigt frem, da han i en scene indvilger i at spille offer i stedet for bøddel. Fornemmelsen af at smage sin egen medicin bliver ganske enkelt for meget for ham. Og senere bliver hans fysiske og psykiske reaktioner endnu stærkere.

”Der var selvfølgelig mange af de ting, Anwar Congo sagde, som bød mig stærkt imod. Men jeg besluttede at forsøge at lægge mine egne følelser til side, mens optagelserne stod på. Og så opstår der jo gerne en eller anden form for sympati eller forståelse, når man tilbringer lang tid sammen med et menneske. Jeg kunne ikke undgå at føle en vis glæde, hver gang jeg mente at kunne spore blot de mindste tegn på anger eller følelsesmæssig sårbarhed.”

– I var konstant omgivet af bødler og gangstere. Følte I jer nogensinde truet?

”Der var selvfølgelig situationer, hvor vi var nervøse, og hvor vi var nødt til at tage forskellige forholdsregler, men vi modtog aldrig direkte trusler. Under den type optagelser er det min erfaring, at det vigtigste er, at man ved, hvad man gør, og at man ikke viser angst eller usikkerhed. For eksempel var der en episode, hvor jeg tilfældigt hørte, at nogle af de medvirkende stod og talte dæmpet om, at jeg måske var kommunist. I stedet for at ignorere det gik jeg med det samme hen til dem og sagde, at jeg ikke havde kunnet undgå at høre, hvad de snakkede om, og at jeg selvfølgelig ikke var kommunist.”

Når de medvirkende havde tillid til Oppenheimer og hans filmhold, hænger det angiveligt sammen med, at de lod dem gøre præcis, hvad de havde lyst til, og at de investerede al deres filmiske kunnen og alle deres ressourcer i at bakke dem op.

”Det har jo aldrig været målet at hænge nogle bestemte personer ud. Tværtimod handler det om, at hvis vi vil gøre os forhåbninger om at forstå den menneskelige ondskabs natur, må vi først rydde den misforståelse af vejen, at folk som Anwar Congo er født onde.”

”Dette peger igen tilbage på vores egen historie i den vestlige verden – herunder også på min personlige historie, idet min familie oprindelig kom fra Tyskland, og mange af mine slægtninge, specielt på min fars side, blev dræbt under Anden Verdenskrig. Kun ved at forsøge at forstå, hvad der gjorde bødlerne i stand til at udføre deres ugerninger, kan vi gøre os forhåbninger om at komme videre.”

”Selvom situationen på Nordsumatra på flere måder var ekstrem, har en af mine primære motivationer for at lave filmen været, at denne særlige tragedie efter min mening kan ses som en allegori over den straffrihed, som karakteriserer hele den generation af bødler i Indonesien. På den måde håber jeg, at filmen vil kunne fungere som et wake-up call for hele landet.”