Oscar-vinder: ”Ingen er over loven”

Hvad er Watergate? Tja, det kan faktisk siges på tre linjer. 

Watergate-sagen var et stykke journalistisk graverarbejde, der mundede ud i, at USA’s 37. præsident, Richard Nixon, måtte træde tilbage. 

Men det kan også siges med lidt flere ord. 

Watergate-sagen begyndte i 1972 med et indbrud i Den Demokratiske Nationalkomité, der holdt til i Watergate-bygningen i Washington D.C. Efter en lang efterforskning måtte USA’s præsident Nixon i 1974 træde tilbage, fordi han var direkte involveret i tilsløringen af sagen. 

Og så er der den noget mere komplekse historie, som den Oscar-vindende dokumentarist Charles Ferguson ruller ud over mere end fire timer i den Cph:Dox-aktuelle Watergate. 

Her pøser instruktøren nye oplysninger og optagelser ud over tilskueren og tager på den måde hele true crime-begrebet til nye højder. Efterforskningen er nemlig så dybdegående, at den pludselig giver mindelser om noget helt andet end det, filmen ellers beskæftiger sig med. 

Nemlig den nuværende 45. præsident Trumps måde at håndtere virkeligheden på. 

”Jeg vender hver en sten, men min første idé var egentlig, at jeg ville lave en film med en nogenlunde normal længde,” siger Ferguson og læner sig tilbage i sin stol på tredje sal af Berlinalepaladset, hvor Watergate i februar fik flotte anmeldelser under Berlinalen. 

”Men materialet kom simpelthen bare væltende, og derfor lavede jeg det om til en serie på tre afsnit, som nu er blevet en film på fire timer.” 

Præsident ude af kontrol
Undertitlen til Watergate er Or: How We Learned to Stop an Out-of-Control President. Det sætter selvfølgelig endnu en tyk streg under Donald Trumps indflydelse på dokumentaren. 

Men det er sådan set også en reference til Stanley Kubricks Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb fra 1964. 

”Ja, det er der ikke mange, der har noteret sig, men det er helt korrekt. For der er noget vanvittigt og ukontrollerbart over hele Watergate-skandalen,” siger Charles Ferguson og kører hånden hen over den trimmede isse. 

”Derfor er det også virkelig tragikomisk, at vi nu igen står med en præsident, der er ude af kontrol. Og Dr. Strangelove er jo lige netop et tragikomisk mesterværk. Derfor nikker jeg til den her.” 

Instruktøren voksede selv op i Californien. Både med Kubrick og Watergate-skandalen i det grynede fjernsyn. 

”Watergate-sagen foregik, mens jeg gik i high school, og jeg husker det som et teater, der ikke burde have noget med virkeligheden at gøre. En politisk sæbeopera,” siger instruktøren og sender et smil ud i den tomme luft. 

”Derfor har jeg også ofte i arbejdet med filmen mødt mennesker, der spurgte mig: ’Hvorfor gider du lave en dokumentarfilm om det her? Det var jo en absurd tid.’ Mit svar har hver eneste gang været, at jeg i Det Hvide Hus i dag ser et cirkus, der minder om Watergate-tiden. Og derfor er det vigtigt, at vi minder hinanden om historien.” 

Et wakeupcall
Der er noget absurd over at se Watergate. Hvad Charles Ferguson finder frem til, skal naturligvis ikke afsløres her, men instruktøren formår at frembringe optagelser og klip, der tegner et fornuftsstridigt billede af magtmennesker. 

Vi oplever deres perversioner og ikke mindst krumspring, når lokummet for alvor begynder at stå i flammer. Det absurde er blot en del af fortællingen om, hvordan USA som land bliver mere og mere polariseret. 

”Komplicerede fortællinger får ikke plads nok i vores moderne verden, og de fire timer er også et wakeupcall til alle os, der forbruger film og stormer videre ud af døren. Med Watergate bliver du nødt til at sidde ned og koncentrere dig,” siger instruktøren, der med det ene ben konstant sitrende faktisk selv minder om en løber, der er på vej videre. 

Men instruktøren bliver heldigvis siddende og lader i stedet pointerne løbe. For den komplicerede historie om Watergate-sagen giver især mening på grund af en enkelt ting. 

”Det er i dag helt i orden, at man efterforsker præsidenten, og det er Watergate-skandalens skyld. Se blot, hvordan graverjournalistikken har fået en helt anden status siden dengang,” siger Charles Ferguson og lægger en hånd på sit urolige ben. 

”Det, Watergate viser, er, at ingen er over loven. Det er vigtigt at huske på i tider som disse i USA, hvor præsidenten netop bliver undersøgt for at bryde loven.” 

Følelser versus sandhed
Det er som nævnt umuligt ikke at drage en parallel mellem Donald Trump og Richard Nixon, når man ser Watergate. 

Spørgsmålet er, om Trump er kriminel på samme måde som Nixon. Får vi nogensinde det afdækket?

”I Watergate-sagen arbejdede alle institutionerne sammen om at finde sandheden. Det er meget svært at forestille sig, at det vil kunne ske i dag, fordi der ikke længere er en enighed i USA om, hvad der er sandt og falskt,” siger Charles Ferguson og ser igen ud i luften. 

”Her i nutiden kan alt tilpasses et liberalt eller et konservativt verdensbillede, og det er skræmmende.” 

Med det mener instruktøren, at vi lever i en tid, hvor uenigheder ikke længere kan afgøres med fakta. For følelser er blevet en mere værdifuld valuta end sandhed. 

”Jeg er bange for, at man i dag kan slippe af sted med en forbrydelse, hvis man bare siger, at man har begået noget ulovligt,” siger Charles Ferguson. 

”Derfor viser Watergate også, at det er vigtigt, hvem der sidder i Kongressen, og hvem der bestrider sæderne i højesteret. For disse mennesker skal kunne samarbejde om, at ordentlighed og retfærdighed er noget, der kan gå hånd i hånd.” 

– Tror du, at det, præsident Trump kalder ”the Russia thing”, kan være en ny Watergate-skandale? 

”En ny Watergate-skandale foregår måske, mens vi taler sammen her. Men det faktum, at der undersøges en så stor konspiration, bør påkalde sig enhver dokumentarist og journalists interesse. Og hvis det ikke gør, håber jeg da, at det kan inspirere alle at se Watergate.”