Ingen er skurk i sin egen historie

The White Lotus blev i sommer en af tidens mest kritikerroste tv-serier. Ekkos anmelder gav fem stjerner for den satiriske skildring af forkælede overklasseamerikanere i et hawaiiansk ferieparadis, der forvandler sig til et helvede. 

En af seriens hovedpersoner, ejendomsmægleren Shane Patton (Jake Lacy), er den første, man kommer til at hade. Han er ellers nydelig, ung og nygift. Men han er også blind for sine enorme privilegier. 

Ligesom resten af seriens rige personer overtræder han grænser, ser ned på den oprindelige befolkning i Hawaii og er sikker på, at netop hans problemer er de største i verden. 

I seriens første scene møder man Shane i lufthavnen. Han har været på, hvad der skulle være en uforglemmelig bryllupsrejse med sin smukke journalistkone Rachel (Alexandra Daddario). 

Men det startede dårligt, da de fik det forkerte luksusværelse. Og så hører vi, at der skete et mord på titlens hotel, The White Lotus. Dernæst sparker et flashback for alvor handlingen i gang. 

Den retfærdige kamp
Da jeg for nylig talte med Jake Lacy, spurgte jeg ind til Shanes rethaveriske side, og hvordan det er at spille en så umiddelbart usympatisk og ulidelig karakter. 

”Ingen er skurk i sin egen historie. Folk kan være pushy eller aggressive og manipulerende, men den slags adfærd kommer altid et sted fra. Den kan komme af et desperat behov eller en stærk tro på noget, der kan bruges til at retfærdiggøre hvad som helst,” fortæller Jake Lacy. 

”Hvor insisterende Shane end er, har han ret i én ting: De fik det forkerte hotelværelse! Han betalte uendeligt mange penge for netop bryllupssuiten, og hotellet tog røven på dem. Han vil bare gerne have det, som de betalte for.” 

”Som skuespiller tænker jeg ikke på, om seerne kan relatere sig til eller fatte sympati for karakteren. Karakteren skal fremstå, som han eller hun gør i manuskriptet, og jeg forsøger – helt fordomsfrit – at forstå, hvorfor personen gør, som han eller hun gør.” 

Ukendt farvand
Jake Lacy ser i Shane en stædig person, der er villig til at gå langt for at få det, der tilkommer ham. I stedet for at dømme den enkelte karakter er det for skuespilleren mere interessant at se på relationen mellem personerne. 

Det er også tydeligt for ham, at dynamikken mellem Shane og Rachel ikke helt fungerer. 

”Shane og Rachel er ikke det samme sted og har ikke de samme ønsker. Til sidst i serien har de forandret sig, men de er stadigvæk ikke i sync,” siger Jake Lacy. 

”Shane er egentlig ret tydelig omkring sine ønsker. Han kan godt lide at have sex med sin hustru og vil have dem til at komme godt overens med hinanden. Det er der sådan set ikke noget galt med, men Rachel ønsker sig mere end det, og det kan Shane ikke tilbyde.” 

”Der er en tragisk dynamik eller mangel på forbindelse i deres forhold.” 

”Shane har aldrig oplevet modgang eller afvisning. Han er forkælet og har altid fået det, han har peget på. Så det er skræmmende for ham at være i ukendt farvand, og han gør sit bedste for at løse situationen, men har ikke de værktøjer, der skal til.” 

Seriøs satire
Den svære balancegang i satiriske serier som The White Lotus ligger netop i karakterarbejdet og i sammenstødet mellem, hvordan personerne ses udefra, og hvordan de oplever sig selv. 

Shane er insisterende på en komisk og til tider irriterende facon. Hans kamp for at få det rette værelse kommer ironisk nok til at ødelægge bryllupsrejsen. Og han er bestemt ikke seriens eneste underholdende ulidelige figur. 

Hotellets concierge Armond (Murray Bartlett) er falsk og uinteresseret i reelt at efterkomme sine kunders ønsker. Mossbacher-familien, der også flytter ind på hotellet, er en skøn forsamling af neurotikere og selvoptagede businessfolk. Plus privilegieblinde unge mennesker, der er klar til at forandre alt fra klimaet til klassekampen, så længe det ikke koster dem noget. 

Og livstykket Tanya McQuoid, spillet af den uforlignelige Jennifer Coolidge, fylder det hele med sin tilsyneladende selvindsigt og sit teatralske tungsind. 

”Serien kan kun fungere som satire, hvis skuespillerne tager deres karakter gravalvorligt. Mit job er at behandle Shanes problemer, som om de er ægte og relevante,” siger Jake Lacy. 

”Vi lavede i sagens natur forskellige optagelser af hver scene, hvor vi også forsøgte os med forskellige tilgange. I sidste ende handler det om at stole på, at serieskaber Mike White og klipperne vælger de bedste optagelser. Mike er genial, så man kan roligt regne med, at han får fortalt historien på den bedst mulige måde.” 

Spændvidde
The White Lotus er ikke den eneste af tidens tv-serier, der skildrer usympatiske karakterer og rige, hvide svin. 

Tænk blot på den opsigtsvækkende NRK-serie Exit, der chokerende nok er baseret på virkelige hændelser, og HBO’s populære dramaserie Succession. 

Trods sine blot 36 år har Jake Lacy faktisk allerede spillet en række komplekse personer. Han har gjort sig bemærket i så forskellige serier som The Office, Girls og I’m Dying Up Here. Den genremæssige spændvidde er markant, og det samme gælder Lacys spillestil. 

Én ting går dog igen hver gang. 

”Jo mere jeg tænker på det, jo mere tænker jeg, at man skal spille sin rolle, som om den betyder noget. Også det latterlige skal tages alvorligt. Når det sker, griner jeg selv højest.”