”Ingen frihed, og eleverne elsker det!”

”Vi har frembragt nogle rigtigt gode resultater i de senere år. Efterhånden har vi uddannet omkring 312 filmskabere, og vi ved, at 95 procent af dem har job i film- og tv-branchen,” siger rektor Thomas Stenderup over telefonen.

Optagelsesprøverne til Den Norske Filmskolen i Lillehammer er i gang, og man har samtidig taget hul på et år med store udfordringer i form af en spritny masteruddannelse og to nye linjefag.

Den Norske Filmskole oprettedes som egen afdeling på Høgskolen i Lillehammer i 1997 med dokumentarfilmskaberen Malte Wadman som leder. I 2009 overtog danske Thomas Stenderup, der er uddannet fra Den Danske Filmskole og i en årrække har arbejdet som filmproducent og som områdedirektør på Det Danske Filminstitut.

Siden Thomas Stenderup tog over, har Den Norske Filmskolen gennemgået en rivende udvikling.

I sommeren 2014 blev den sågar nummer femte på The Hollywood Reporters top 15 over filmskoler i udlandet. Magasinet beskriver, hvordan Den Norske Filmskolen siden oprettelsen har spillet en nøglerolle i arbejdet med Netflix’ succeshistorie Lilyhammer, der har Sopranos-stjernen Steve Van Zandt i hovedrollen.

”Det er en gruppe af mine eksstuderende, der har været med til at skrive den. To manusforfattere fra kuld syv har skrevet hele to sæsoner. Derudover er der en lang række lydfolk, produktiondesignere og klippere fra Den Norske Filmskolen involveret,” forklarer Thomas Stenderup.

Fire år er ikke nok
Lilyhammer blev startskuddet for streaming-tjenestens tradition for at offentligliggøre en hel sæsons afsnit samtidigt, og serien har siden gjort den norske flække berømt.

Efter flere års hårdt arbejde fik Den Norske Filmskolen i efteråret 2014 vedtaget en toårig erfaringsbaseret masteruddannelse som overbygning til den treårige bachelor. Tiltaget er inspireret af Filminstituttets talentordning New Danish Screen, der giver støtte til talenter, der tør tænke ud af boksen. Ifølge Thomas Stenderup er der i den grad brug for nye historier fra vovemodige elever.

”Man bør kunne krybe, før man kan gå. De største talenter kræver mere tid – sådan er det bare. Du kan ikke skabe en ener på tre år.”

– Heller ikke på fire år som på Den Danske Filmskole?

”Nej, ikke uden nogle skift indimellem. Lige nu tror jeg på vores model om, at eleverne skal tage en bachelor på tre år, hvorefter de skal ud i felten og så komme tilbage til masteren med mindst to års erfaring fra branchen.”

– Kunne man ikke forestille sig, at netop de bedste får job efter bacheloren, og de svage knækker nakken og tager endnu et par år i skolens trygge rammer?

”Det sker bestemt. Men vi ser også, at de bedste går i stå. Så piber de og kommer tilbage,” svarer Stenderup og nævner branchens svære økonomiske tilstand som endnu en vægtig bevæggrund for, at unge filmskabere har godt af et par ekstra år på skolebænken.

Begrænsninger åbner øjne
Thomas Stenderup startede på Den Dansk Filmskole i midten af 80’erne, da der så småt blev lagt an til store forandringer. Stenderup fortæller om indførslen af de såkaldte penneprøver, der skulle lære de frihedsvante elever at skabe film med begrænsninger.

”Jeg fik øje på noget, jeg slet ikke forstod, da jeg gik der. Jeg blev møgirriteret, faktisk. Men så forstod jeg det nogle år efter og indså, at det kunne bruges til noget”, siger han.

Efterfølgende årgange tog de nye regelsæt til sig, og ikke mindst da Vinterberg og Co. udformede deres helt egne kunstneriske begrænsninger med Dogme 95. Her fik Thomas Stenderup øjnene op for potentialet i at reducere den kunstneriske frihed. Han videreudviklede tankesættet i sit arbejde på Den Norske Filmskolen.

”Jeg fik en forståelse for, at en kunstnerisk uddannelse rent faktisk har brug for nogle meget faste rammer,” siger Thomas Stenderup og tilføjer, at hvert minut af de tre år på Den Norske Filmskolens bachelor er skemalagte.

”Der er absolut ingen frihed, og eleverne er vilde med det.”

Skandinavien skuffer i år
I løbet af de seneste år har filmskabere som Joachim Trier, Eskil Vogt Bent Hamer, Joachim Rønning og Espen Sandberg været medvirkende til at skabe et kvalitetsløft i den norske filmbranche. Norsk films markedsandel i Norge er forøget, men man har også tiltrukket sig udlandets opmærksomhed.

”Der er kommet meget større bevågenhed. Det minder lidt om dengang, dansk film fik et løft i slutningen af 80’erne og op gennem 90’erne med nogle stærke mainstream-film på den ene side og nogle vildt interessante smalle film på den anden side.”

”Det var en virkelig gylden periode, hvor det ikke bare var to-tre instruktører, der kunne noget. Det samme er ved at ske i Norge nu. Norsk films markedsandel er vist helt oppe på 25 procent nu.”

Trods kvalitetsløftet savner Stenderup stadigvæk vovemod og nyskabende filmfortællinger.

”I efteråret var jeg til en præsentation af de film, der får premiere i Skandinavien i 2015. Det var en af de mest deprimerende oplevelser, jeg har haft meget længe. Der var stort set ingenting, jeg havde lyst til at se – det var den ene sikre satsning efter den anden,” sukker han, selvom han har forståelse for, at filmskaberne er præget af den økonomiske stagnation i branchen.

– Hvordan kan den norske filmskole bidrage til mere vovede film?

”Vi skal sørge for, at der er nogle, der har både lyst og talent til at fortælle anderledes film. Personlige og risikofyldte film, der er med til at forny mediet.”

– Og det gør man bedst med jeres faste rammer?

”Jeg ved det sgu ikke. Det er i hvert fald én måde at gøre det på. Jeg er jo ikke katolsk med det – jeg mener ikke, at der kun findes én måde. Der er mange tilgange til læring inden for filmuddannelse. Det vigtige er, at man er bevidst om de valg, man har taget og eksekverer dem tydeligt.”

– Kan faste rammer og regler ikke netop kvæle geniet og vildskaben?

”Det er noget sludder. Men det kræver jo, at man ikke arbejder tilfældigt med rammerne. Hvis ikke de opleves som kunstneriske udfordringer, dur det ikke. Det kræver en overenskomst med eleverne, og det er da heller ikke lykkedes lige godt med alle kuld.”

En leder har sin tid
Selvom Stenderup har taget pædagogiske tankesæt med sig fra sin tid på Den Danske Filmskole, er der i dag store forskelle mellem de to skoler.

– Hvad mener du egentlig om Den Danske Filmskole i dag?

”Der er stor forskel på skolen, da jeg gik dér, og så den skole, der er nu. Det er ikke nogen hemmelighed, at dens rygte i ganske mange år ikke har været nær det samme. Og det er bestemt ikke nogen tilfældighed, at vi har flere ansøgere i Norge, end de har,” siger Stenderup og forklarer, at der ikke foreligger hårde data, men at instruktør Rumle Hammerich, der arbejder på begge skoler, bed mærke i overhalingen i ansøgertallet i 2013.

”Men der er egentlig ikke noget særligt odiøst i det. Filmskoler har gode år, og så har de mindre gode år. Det har både noget med eleverne, lærerne og ikke mindst ledelsen at gøre,” siger Stenderup, der selv har to år tilbage i lederstolen.

”Bare forestillingen om, at jeg skulle være leder i mere end de otte år, jeg har sagt ja til, kan gøre mig helt sygt træt, fordi du giver så meget. Der er ikke mere i posen. Og derfor er det jo også – for at sige det helt stilfærdigt og uden at kritisere nogen – lykkeligt for den danske skole, at de har fået en ny rektor.”

– Men er der noget, som Den Danske Filmskole kan, som I ikke kan?

”Dens alder er ret afgørende. Den har stor betydning, fordi en skole langt hen ad vejen er og bliver akkumuleret erfaring. Derudover har Den Danske Filmskole produceret flere store filmskabere, end vi har. Men på trods af en alder på bare femten år er vi ikke langt bagefter,” mener Thomas Stenderup.

Vi kan ikke vente på ny Trier
Han nævner en række afgangselever, der berømmer skolen internationalt.

Makedonske Izer Alius afgangsfilm To Guard A Mountain fra 2012 vandt en Amandapris (den norske pendant til Robert-prisen) og blev nomineret til en Student Academy Award i 2013.

Også kurdiske Hisham Zaman, der har skabt talrige prisvindende film, er afgangselev fra Den Norske Filmskolen.

Senest instruerede han Før snøen faller (2013), der vandt en Dragon Award for bedste nordiske film på Göteborg filmfestival og Brev til Kongen (2014), der et år senere på samme festival vandt prisen for bedste manuskript.

Det går bestemt godt, mener Thomas Stenderup og fortæller, at den nye masteruddannelse får forespørgsler fra både Uruguay, Kina, Serbien og Libanon.

– Hvad er det, I kan, som tiltrækker det store udlands opmærksomhed? Hvad er jeres varemærke?

”Vi tør godt sige, at det ikke er nogen auteurskole. Vi tør godt sige, at instruktøren ikke må skrive selv.”

– I modsætning til Den Danske Filmskole, som er en auteurskole?

”Ja, det ved Gud den er! Holdningen på vores skole er, at film bliver til i et fælleskab. Det er ikke, fordi jeg som sådan er imod auteur-begrebet, men der kun er én auteur ud af 50 elever. Og det kan jeg altså ikke basere en skole på. Vi kan ikke vente på, at der kommer en ny Bergman eller en ny Trier.”

– Men må man ikke netop satse på auteuren for at fremelske de personlige, nyskabende film?

”Jamen, det er jo helt forvrøvlet. Store talenter udvikler sig til noget særligt inden for meget faste rammer. De vil muligvis kæmpe imod, men det interessante er, at netop kampen i praksis er kreativ. Det er dét, der bringer dem videre fra den tilstand af total forvirring, der hersker i frihedens uendelige muligheder.”

Den digitale fremtid
På Den Norske Filmskolen er filmskabelsesprocessen delt op i hele syv fagkundskabslinjer, og fra og med det nye år tilbydes også Kreativ Dokumentarinstruktion og Digital Visual Design.

Stenderup er særligt glad for den sidstnævnte uddannelse.

”Jeg tror, det kommer til at tage kegler fra starten. Det ligger i et grænseområde op til spiluniverset og 3D-animation. Mine egne sønner er fuldstændigt fortabte i den verden, så jeg er sikker på, at det appellerer til den generation,” siger Thomas Stenderup.

”Det er også utroligt efterspurgt i producentkredse. Jeg var selv på herrens mark, da jeg producerede Jan Troell-filmen Maria Larssons evige øjeblik. Man kan jo ikke trylle Malmö havn tilbage til 1907 uden at sende den en tur gennem computeren, og producenterne har brug for fagfolk som dem, vi nu kan uddanne.”