Ekko Shortlist-talenter debuterer med juledrama
Tre generationer af kvinder støder hovederne sammen ved juletid med al den humor, alvor og akavede stemning, der følger med, når familiens hengemte sandheder lukkes ud.
Sådan lyder opskriften på komediedramaet Ingen kære mor, som ifølge en pressemeddelelse er gået i optagelse i Københavnsområdet. Det kan umiddelbart lede tankerne i retning af Paprika Steens vellykkede julekomedie Den tid på året, men instruktøren er i stedet et spændende nyt talent.
Spillefilmdebutanten Charlotte Brodthagen har før demonstreret sit flair for historier om de usagte forbindelser mellem mennesker med kortfilmene Nedtællinger, Sort sol og Lau og Laudrup, der alle ligger på Ekko Shortlist.
Nedtællinger blev nomineret til Ekko Shortlist Awards i 2014 for bedste lyddesign og bedste mandlige hovedrolle til Jens Sætter-Lassen. Så det er en instruktør med talent for personinstruktion, der i øjeblikket styrer slaget gang på sættet.
I Ingen kære mor er det Birthe Neumann, Lene Maria Christensen og Freja Klint Sandberg, der spiller henholdsvis bedstemoren, moren og datteren.
Freja Klint Sandberg er en anerkendt teaterskuespiller og har spillet mindre roller i serierne Orkestret og Dansegarderoben, ogLene Maria Christensen kendes blandt andet for sin Robert- og Bodil-vindende birolle i dramaet Rose og hovedrolle i komedien Sover Dolly på ryggen.
Birthe Neumann har i årtier været en af landets mest efterspurgte skuespillere og brillerede for nylig som selveste Karen Blixen i Pagten.
Debuterende producere
Ingen kære mor er en sand debutfilm, for ligesom instruktøren er filmens producere også spillefilmdebutanter.
Sophie D’Souza og Anne Falkesgaard Hansen gik på samme årgang som Brodthagen på Den Danske Filmskole. De har før samarbejdet på Malthe Saxers absurde kortfilm 100% flået kærlighed, der blev udtaget til La Cinef-programmet i Cannes og nomineret til to priser ved Ekko Shortlist Awards 2022.
Sophie D’Souza har desuden produceret den Ekko Shortlist Awards-nominerede animationsfilm Yndlingsdatter, mens Anne Falkesgaard Hansen er medproducer på den flere gange nominerede ungdomsfilm The Boy in the Ocean.
Nu kaster de sig over deres første spillefilm for Zentropa, hvor de hidtil har arbejdet som assisterende producere på store serier og spillefilm.
Manuskriptet har Charlotte Brodthagen skrevet i samarbejde med Simon Weil, som har skrevet flere Ekko Shortlist Awards-nominerede film.
Ifølge pressemeddelelsen får filmen premiere enten i år eller næste år. Men mon ikke målet er en premiere i nærheden af december, så Ingen kære mor kan blive årets danske julefilm.
Kommentarer