Nyhed
23. aug. 2021 | 18:59

Ingen numsehuller og nekrofili på OnlyFans

Foto | OnlyFans
Det sociale medie OnlyFans har tjent en formule på at være stedet, hvor amatørpornografi har frit spil. Men nu er det snart slut med udskejelserne.

Det sociale medie vil være lukket land for brugere, som lægger onani, samleje og nærbilleder af kønsdele til frit skue.

Af Nicki Bruun

Det sociale medie OnlyFans skabte i sidste uge panik blandt amatørpornografer verden over.

Selskabet meddelte højst overraskende, at man fra 1. oktober ikke længere ville tillade seksuelt eksplicit indhold på tjenesten.

En del af panikken skyldtes, at folkene bag OnlyFans ikke på forhånd havde varskoet indholdsskaberne.

Især unge kvinder som for eksempel reality-stjernen Fie Laursen har de seneste år tjent store penge på at sælge billeder og videoer med pornografisk materiale til millioner af brugere.

Der vil dog stadig være mulighed for at lægge nøgenhed på det sociale medie. Indholdsskaberne har derfor i nogle dage været i tvivl om, hvad der fremover vil være tilladt.

Nu er der kommet en opdateret liste med retningslinjer, hvor det ganske detaljeret bliver specificeret, hvad der i fremtiden er tilladt og strengt forbudt på OnlyFans.

Det indebærer et forbud mod både ægte og simuleret samleje, onani og enhver fremstilling af anus og kønsdele, der er ekstrem eller grænseoverskridende. Det samme gælder sadistisk og masochistisk mishandling.

Man må heller ikke vise ”ægte eller simuleret materiale, der forestiller kropsvæsker, som almindeligvis er sekret under under seksuel adfærd”. Den knap så lystne formulering har en advokat formentlig skullet tænke en del over.

Incest, dyresex og nekrofili er også nævnt blandt de ting, som man ikke må lægge på OnlyFans. Det er måske værd at bemærke, at det heller ikke var tilladt før.

Kritiske spørgsmål fra BBC
OnlyFans har meddelt, at man dropper den for aktørerne ellers så lukrative pornoforretning, fordi det sociale medie har mødt pres fra banker og andre finansiører, der ikke vil associeres med seksuelt indhold.

Eksperter har vurderet, at det bliver svært for OnlyFans at holde sig oven vande, når mediet ikke længere har pornografisk materiale. Og ifølge britiske BBC er pengene måske ikke den eneste grund til den store forandring.

BBC har fået fat i interne dokumenter, der viser, at populære indholdsskabere har overtrådt retningslinjerne adskillige gange på OnlyFans og har fået mange advarsler, inden kontoen er blevet lukket.

Det britiske medie skriver, at den overraskende udmelding fra OnlyFans kom efter, at BBC havde kontaktet selskabet. Mediet ville vide, hvorfor seksuelt indhold af personer under den seksuelle lavalder på atten år ikke øjeblikkeligt førte til udelukkelse fra det sociale medie.

Det kommer dog øjensynligt ikke til at være helt slut med seksuelt eksplicit indhold på OnlyFans fra den 1. oktober.

I de nye vedtægter står der, at allerede eksisterende indhold af den karakter skal være fjernet senest den 1. december ”eller en hvilken som helst anden dato, som vi giver brugeren besked om”, som ordlyden i paragrafferne er.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko