Innovativt VR-makkerpar går fra hinanden

Makkerparret Johan Knattrup Jensen og Mads Damsbo har siden 2013 med deres produktionsselskab Makropol været blandt de førende inden for den teknologiske udvikling af dansk film.

De har været i Cannes med deres egne virtual reality-projekter, udviklet ny teknologi som et selvtænkende klippeprogram og hjulpet Christoffer Boe med at skabe et interaktivt værk omkring hans kommende kokkedrama Smagen af sult.

Men nu går de to stiftere af Makropol hvert til sit. Johan Knattrup Jensen træder ud af selskabet for at hellige sig arbejdet med sine egne film.

”Jeg føler, at vi har nået en syvårscyklus, hvor der skal ske noget nyt. Det har været en tour de force, hvor vi har prøvet alt muligt med VR og eksperimenteret helt vildt,” siger Johan Knattrup Jensen til Filmmagasinet Ekko.

”Men det har også været meget op ad bakke. Vi har været lige dele ambitiøse og naive i forhold til, hvad teknologien egentlig kunne, og hvad vi kunne få penge til. Vi har skullet finde penge alle mulige mystiske steder, fordi Filminstituttet ikke var klar til at støtte alle vores projekter og rejser.”

Bornedal i VR-land
Det professionelle brud mellem de to venner, som startede samarbejdet med kortfilm på Super16, hvor Mads Damsbo har gået som producerelev, sker dog i mindelighed.

”Det er kendetegnende for afslutningen, at vi faktisk stadig arbejder sammen,” siger Mads Damsbo med et grin og henviser til deres fælles projekt Martyr.

Det er en performance, der blander virtual reality ind i en middag, hvor publikum spiser god mad og samtidig hører historien om kæleanden Anders. Der er premiere på Kunsthal Charlottenborg den 22. oktober, og dernæst kan man opleve det interaktive projekt de næste fem weekender.

Martyr er et godt punktum for de to mænds foreløbige samarbejde, mener Mads Damsbo.

”Det er sundt for os begge at gå fra hinanden nu. For Johan er der lange udsigter til at arbejde i et længere narrativt format inden for det felt. Verden er ikke gearet til at fortælle i spillefilmlængde med virtual reality. Det har vi hverken pengene, ressourcerne eller distributionsmodellerne til at gøre,” fortæller produceren.

Han har dog oplevet stor forbedring på det område de seneste år.

”Det har været fantastisk at se, hvordan vores evindelige slåen hovedet mod Filminstituttets mure faktisk har skabt nogle revner. Christoffer Boes VR-projekt var på konsulentordningen, og vi har projekter på New Danish Screen og endda markedsordningen,” siger Mads Damsbo, som ikke kan udtale sig om specifikke projekter.

Til gengæld kan man på Filminstituttets støttelister se, at der er blevet givet 400.000 kroner i udviklingsstøtte til et projekt med titlen Skyggen VR. Krediteret som instruktører og manuskriptforfattere er Ole Bornedal – som er på vej med krigsdramaet Skyggen i mit øje – og Makropol-ansatte David Adler, der har instrueret VR-udgaven af Christoffer Boes Smagen af sult.

Det ser med andre ord ud til, at Bornedal ligesom Boe kaster sig ud i et VR-eksperiment!

Smagen af sult VR blev sammen med en række andre danske projekter vist på årets udgave af Venedig-festivalen.

Den ”almindelige” film får premiere den 25. februar, og samme måned vil VR-versionen også blive vist på en måde, så danske biografgængere kan stifte bekendtskab med formatet, fortæller Mads Damsbo.

Hytte hos Aalbæk
Johan Knattrup Jensen er kendt fra Ekko Shortlist, hvor hans afgangsfilm fra Super16 – Michael Strunge-historien Verdenssøn – ligger nummer 120 på All Time og var nomineret ved det første Ekko Shortlist Awards i 2014.

Instruktøren har fået 210.000 kroner på Filminstituttets konsulentordning til en film med arbejdstitlen Haeven. Han glæder sig til at arbejde mere klassisk med film igen.

”For mit vedkommende er jeg hen ad vejen blevet en anelse VR-metaltræt. Jeg har prøvet at udtrykke nogle personlige historier i det medie, som har vist sig at være spændende, men også vanskeligt,” siger Johan Knattrup Jensen.

”Jeg vil gerne åbne for et større publikum og komme bredere ud. Så behøver jeg ikke i hvert projekt opfinde den dybe tallerken, men kan arbejde indefra i et kendt format, som jeg kan gøre til mit eget.”

Som ny samarbejdspartner har instruktøren fået plads hos en af landets mest kendte producere.

”Jeg er blevet samlet op af Danmarks næstbedste producer, Peter Aalbæk Jensen. Hvis vi snakker om at finde penge til de mest underlige projekter, må Mads være den bedste, men Peter er klogere, for han har stjålet mig fra dig,” siger Johan Knattrup Jensen med et drilsk blik på Mads Damsbo.

”Han gav mig en lille hytte ude hos Zentropa, hvor jeg skal skrive en spillefilm, som vi er i gang med at udvikle. Det er en film om et par, der flytter ud i en økolandsby for at redde både kærligheden og klimaet.”

Penge hos den katolske kirke
Imens kommer Makropol til at køre ufortrødent videre, men nu med større fokus på at fungere som produktionsselskab for flere forskellige filmskabere, der vil prøve kræfter med de mange muligheder inden for virtual reality.

Udviklingen har nemlig været enorm i de syv år, Johan Knattrup Jensen og Mads Damsbo har været i gang.

”Der er sket nogle kvantespring, siden vi startede. For at give publikum en VR-oplevelse, skulle de dengang have specielle rygsække på. Vi var nødt til at få fløjet særligt udstyr ind fra England, og samtidig skulle vi hacke systemer, så de kunne tale sammen. Nu kan vi lave et projekt som Martyr, hvor folk har en trådløs brille uden kabler på,” fortæller Mads Damsbo.

”Vi er nået til et punkt, hvor det er mere allemandseje og lettilgængelig teknologi. Nu hører det ikke længere bare til i et hjørne på en smal kunstudstilling, men kan faktisk komme i danske biografer snart.”

Troen på mediets muligheder har efterhånden gjort det nemmere at skaffe finansiering til projekter, men man skal stadig være realistisk.

”Vi tog i 2016 til Cannes med idéen om at lave en spillefilm, og det var sgu naivt dengang. Den eneste VR-spillefilm, der er kommet mellem 2016 og nu, er en film om Jesus støttet af den katolske kirke. Og den var i øvrigt rigtigt dårlig,” siger Mads Damsbo og griner.

”Men på Venedig-festivalen i år blev der vist en 50 minutter lang oplevelse. Det er ved at være et format på niveau med film, teater og den slags, så finansieringen kan lade sig gøre.”