Inspireret af Kubrick og henrettelser

Forestil dig, at Ken Loach og Quentin Tarantino satte sig til rette i baren på en engelsk pub. Efterhånden som pints’ene røg indenbords, forfattede de et manuskript, der rørte Loachs forkærlighed for skånselsløs skildring af den britiske underklasse sammen med Tarantinos flair for vittig vold i et absurd gangstermiljø.

Resultatet kunne meget vel komme til at ligne en film af Ben Wheatley.

Den 41-årige brite er på få år blevet en kultdyrket instruktør med sine tre film, der blander tragiske skæbner fra samfundets bund med ultravold og en god portion sort humor.

Debuten Down Terrace (2009) er et socialrealistisk kammerspil om en dysfunktionel arbejderfamilie i Brighton. Men ikke en hvilken som helst familie – en kriminel gangsterfamilie, hvor mord og konspirationsteorier er en helt naturlig del af hverdagen på linje med opvask og aftensmad. Sjældent har gangsterlivet taget sig så uimponerende ud.

Opfølgeren Kill List (2011) er Ben Wheatleys til dato mest hårrejsende film, og også her tager begivenhederne en uventet retning. Hvad der starter med at være en socialrealistisk skildring af et ægtepars økonomiske problemer, udvikler sig til en overraskende horror-agtig sag fuld af genreeksperimenter.

Bonnie & Clyde-fortælling
Sidste år fik Wheatleys nyeste film, Sightseers, så premiere på Cannes-festivalen i sideprogrammet Director’s Fortnight. Filmen får desværre ikke dansk premiere, men bliver dvd-anmeldt til fem stjerner af Lars Bukdahl i det nye nummer af Ekko.

Sightseers blev kåret som årets bedste britiske film af filmmagasinet Empire og er en syret roadmovie om et sørgeligt udseende par, Chris og Tina. De tager på sightseeing rundt i England og besøger turistattraktioner, heriblandt et sporvogns- og et blyantsmuseum. Chris har et temperament, der ofte eksploderer, som når en turist smider sit ispapir i en sporvogn og nægter at samle det op.

”Den mand har lige ødelagt hele den her oplevelse for mig,” siger Chris og kommer ”tilfældigvis” til at bakke ind i ham med campingvognen. Første lig i lasten – og så kører det ellers derudaf i en meget alternativ Bonnie & Clyde-fortælling.

Farligt at skjule volden
Men hvorfor al den usædvanligt eksplicitte vold?

”Hvis du beskæftiger dig med vold på film, har du også en forpligtigelse til at fremstille det så ærligt som overhovedet muligt. Jeg tror, det er meget farligere at skjule volden og døden end at vise den præcis så ubehagelig og væmmelig, som den er,” siger Ben Wheatley, da vi møder ham i Filmhuset i København under Cph Pix-festivalen tidligere på året.

”Det er langt farligere at vise folk, der bliver smadret gennem vægge, eller folk, der bliver skudt, uden at man ser, hvordan de dør. Man skal forstå, at det gør ondt, og at døden er grim og modbydelig. Ellers er det svært at forholde sig til.”

”I Sightseers skal man forstå, at lige meget hvor meget sjovt man synes, det er, og hvor meget man morer sig, så er det stadig mennesker, der bliver dræbt. Chris og Tina er mordere, og det kan ikke retfærdiggøres.”

Tv-nyheder til morgenmad
Man mærker hurtigt, at det ikke er første gang, Ben Wheatley bliver bedt om at stå til ansvar for volden i sine film. Svarene virker dog ikke som undskyldende automatsvar, men som resultatet af en grundig granskning.

”Jeg tager udgangspunkt i mig selv og mine egne følelser: Hvordan jeg har haft det med den vold, jeg har set på film og i virkeligheden. Det handler for mig om at prøve at formidle den følelse og at gøre det rigtigt. I Kill List var vi særligt opmærksomme på den måde, vi brugte volden på, fordi vi prøvede at formidle nogle forskellige følelser gennem genreskiftene,” siger instruktøren.

”Personligt har jeg aldrig haft et problem med at se voldelige film. Fra Kurosawa og Peckinpah til Tarantino – jeg kan lide dem alle. Jeg tror først, problemet kommer, når børns morgenmad bliver udvidet med tv-nyheder. Det er mere bekymrende end de ting, jeg laver.”

Hammer i hovedet
Ben Wheatley har tidligere arbejdet med marketing og var med på den første bølge af virale reklamer og videoklip, der ramte internettet i 90’erne.

Han har blandt andet lavet videoen Cunning stunt, som viser hans ven hoppe over en bil, hvorefter han bliver kørt ned bagfra. Wheatley har også vundet Den Gyldne Løve på Cannes Lions, som er reklameverdenens pendant til Cannes Film Festival.

Wheatley fortæller, at han bruger sin erfaring fra virale reklamer i sin skildring af vold. Han er fascineret af YouTube og mener, at det skaber en stærk realisme, når man ikke klipper i optagelserne af død og vold. Det er det, der gør den dokumentariske hjemmevideo-form skræmmende.

I løbet af Kill List går Ben Wheatley fra en mere traditionel filmisk stil til en YouTube-æstetik med få klip og ingen close-ups. Genreskiftet sker i scenen, der er blevet kendt som ”Hammerhead”-scenen. En person får smadret sit hoved med en hammer, og vi ser efterfølgende det deforme hoved.

Scenen er inspireret af terroristers grumme henrettelsesvideoer, hvor man ser døden indtræffe uden klip.

”En typisk horrorfilm ville klippe til et ultra-nærbillede af volden og videre til eksempelvis et hoved, der eksploderer, så folk på horror-festivaler ville huje og klappe. Det gør de, fordi de er trygge ved genrekonventionerne. Klippene fortæller os, at det ikke er virkeligt, og derfor kan vi tage det afslappet.”

”Min vold har aldrig begejstret folk på samme måde, for jeg filmer det anderledes. Jeg filmede hammer-scenen fra afstand, så man ser hele voldsoptrinnet og den efterfølgende død. Der er ikke noget klip i scenen, for et klip er i sig selv uægte. Der findes ikke nogen klip i virkeligheden, kun når du besvimer eller falder i søvn. Det er det, der gør det ubehageligt.”

En kynisk verden
”Hvad laver du her?” Ben Wheatley stopper op midt i sætningen og henvender sig til en dreng, der kommer hen til sofaen, hvor vi sidder.

”Hvad? Smut med dig, jeg bliver interviewet.” Den lille dreng hvisker genert et par ord til Ben Wheatley. ”Allright, vi ses senere.”

”Undskyld, det er lidt svært at holde koncentrationen, når man pludselig ser sit barn slentre omkring.” Ben Wheatley smiler og følger sin søn med øjnene.

– Din søn er ni år. Hvad får han lov til at se i fjernsynet? Er der nogen begrænsninger?

”Ja, selvfølgelig er der det. Han får ikke lov til at se de film, jeg har lavet. Men han er rimelig kritisk i forhold til de ting, han ser, så det er rimelig nemt med ham. Da jeg var dreng, var jeg meget til film med slåskampe, og krigsfilm, han er mere til tegnefilm som Miyazakis Laputa – Slottet i Himlen og Adventure Time.”

– Men er der nogle gange, hvor du bliver nødt til at sige til ham, at nu bliver det for meget?

”Ja, du kan se det på ham. Det behøver ikke at være vold, men bare overvældende følelser af enhver slags, for børn er meget følsomme. Vi så Life of Pi den anden dag, og den er rimelig tung for børn.”

– Måtte I så gå?

”Nej, vi så den hele. Jeg tror, det var okay for ham, selvom min kone, Amy (Jump, red.), ikke forstod, hvorfor jeg dog ville vise ham noget så forfærdeligt. Som hun sagde: Han har hele livet til at opleve den kyniske verden.”

Manusforfatterkone
Amy Jump er ikke bare Ben Wheatleys hustru. Jump er manuskriptforfatter, og parret har arbejdet tæt sammen på Wheatleys tre spillefilm.

”I starten var Amy meget inde og rette i mit manuskript, men med tiden er hun selv begyndt at skrive, så nu skiftes vi til at rette i hinandens manuskripter.
Sightseers var anderledes, for det var skuespillerne Alice Low og Steve Orams manuskript. Jeg havde ingenting med det at gøre, men Amy var inde og skrive det hele igennem.”

– Det må give nogle skænderier på hjemmefronten at skrive sammen på den måde?

”Det er det, samarbejde går ud på, er det ikke? Vi klipper også sammen, og der kan debatten blive ret ophedet, men så længe man kan stoppe diskussionen, så snart man går ud af rummet, er det okay.”

Parret har efter tyve års samarbejde fundet en arbejdsform, der holder, og de har begge en morbid form for humor, der afspejler sig i de film, de laver. Wheatley taler da også forbløffende meget i ”vi”-form.

”Vi er rimelig kyniske – eller i hvert fald sarkastiske. Vi er mere til, at glasset er halvt tomt i stedet for halvt fyldt. Så når vi begynder at skrive på en film, så bliver de her drabelige elementer bare automatisk kombineret med sort humor.”

– Hvordan finder i balancen mellem det voldelige og det komiske?

”Det er svært, fordi horror dræber latteren. I Kill List tog Hammerhead-scenen luften ud af publikum i et kvarters tid. Det er en fysiologisk mekanisme, dit hjerte er begyndt at pumpe hurtigere, du føler dig ilde tilpas, og alt føles mere intenst. På det tidspunkt kan du ikke få folk til at grine. Det er virkelig svært at få folk tilbage.”

”I Sightseers var vi meget opmærksomme på balancen, da vi ville have en lettere tone, hvor man kunne komme tilbage til humoren. Vi lavede forskellige testscreeninger, hvor vi kunne fornemme, at folk mistede evnen til at grine, og så døde det. Så indsatte vi flere små jokes undervejs.”

Ikoniske billeder
I Wheatley og Jumps manuskripter bygger spændingen sig meget langsomt sig op, hvorefter filmene skifter tempo og eskalerer vildt og overraskende i slutningen.

Wheatley har tidligere udtalt, at han finder inspiration i sine egne mareridt, hvor helt specifikke billeder brænder sig fast på hans nethinde. Disse billeder overfører han til sine film.

”Jeg er inspireret af Stanley Kubrick og hans teori om non-submersible units. Det er et øjeblik eller billede i filmen, der rækker ud over fortællingen og har sit eget liv. For eksempel knoglen der bliver kastet op i luften og bliver til et rumskib i Rumrejsen år 2001, Alex der kigger ind i kameraet i A Clockwork Orange, eller Jack der smadrer døren med en økse i The Shining. Kubrick sagde, at det var billeder, han havde fra starten af, og så byggede han videre ud fra det,” siger Ben Wheatley.

”Det er det samme, vi gør. Vi ved for eksempel, hvad slutbilledet skal være, eller hvad der skal være de store ikoniske billeder i filmen, og så arbejder vi rundt om dem. På den måde bliver man ikke slave af den almindelige narrative fortælling, som er grunden til, at mange film ender med at ligne hinanden.”

Sara Lunds sweater
Ben Wheatleys søn står utålmodigt og tripper i den anden ende af lokalet, men der er én ting, jeg lige er nødt til at få spurgt om.

– Har du set Forbrydelsen?

”Nej, jeg har ikke set den, men Amy er en stor fan. Hun er også vild med Borgen og Broen.”

– Så kender du måske ikke den berømte islandske sweater, Sarah Lund altid har på?

”Nej, men det gør min kone helt sikkert.”

Ben Wheatley peger over på sin kone, der har slået sig ned i en anden sofa i lokalet. ”Se, hun sidder derovre. Det er det tætteste, hun kommer på pressen. Hun holder sig altid væk og vil aldrig snakke med nogen.”

– Jeg ville ellers have spurgt dig, om Sarah Lunds sweater var forlægget for Sightseers-parrets lignende tøjstil. Men det er måske Amy, der ved det?

”Haha, ja, Amy ved sikkert godt, hvad det er for en sweater, men hun havde nu ikke ansvaret for tøjet i filmen. Hun skrev dog godt nok alt det med strikkeriet. Det var hendes ide.”

– Så måske er der alligevel et link?

”Måske, ja!”

Ben Wheatley takker af og går hen til sin kone og søn. Nu skal familien selv på – en mere udramatisk – sightseeing i Tivoli.