Instruktør i forsvar for russisk oligark
Som den eneste russiske instruktør i Cannes hviler øjnene i særlig grad på Kirill Serebrennikov.
Han er blevet fast inventar på festivalen, hvor han i 2018 var i hovedkonkurrencen med det sprælske punk-ungdomsdrama Sommer.
I år kæmper han om Guldpalmen med periodefilmen Tchaikovsky’s Wife, der ikke har fået en overstrømmende modtagelse i Ekkos stjernebarometer af internationale kritikere.
På dagens pressekonference kom det naturligt nok primært til at handle om, hvordan russeren oplever sit hjemlands invasion af Ukraine.
”Det simple svar er, at jeg ville have det bedre uden krig. Jeg vil udtrykke min medfølelse over for mine ukrainske venner. Vi er i en dramatisk situation,” siger den 52-årige instruktør og slår fast, at mange russere er imod krigen.
”Det er vigtigt at hjælpe ofre og flygtninge i både Ukraine og Rusland. Mange liv er ødelagt, og det er hårdt for mange, også russere, som føler sig skyldige.”
Kunstens værdikamp
Da Tchaikovsky’s Wife i går havde verdenspremiere i Cannes, fortalte Kirill Serebrennikov på udmærket engelsk, at han er imod hjemlandets invasion af Ukraine.
Men på dagens pressekonferencevalgte valgte han at tale russisk. Det gjorde seancen til en sproglig udfordring, fordi instruktørens ord efter et langt svar skulle oversættes til både fransk og engelsk.
Flere gange fik hans svar resten af det russisk-talende filmhold til at bryde ud i latter, men humoren gik vist tabt i oversættelsen.
Iklædt kasket, tintede briller og sort tøj ankom Serebrennikov udtryksløst sammen med sine skuespillere og producer. Men da han blev spurgt om sit syn på, at mange kræver en boykot af russisk kultur, fandt han de skarpe vendinger frem.
”Jeg vil starte med at sige, at jeg forstår dem, der ønsker boykot. Krigen er ubærlig og smertelig, og den imperialistiske raslen med sablen i Rusland bør stoppe,” siger Kirill Serebrennikov.
”Men en boykot af kultur er umulig. Det er det, som får folk til at føle sig i live. Russisk kultur har altid kæmpet for menneskelige værdier og er imod krig. Krig går ikke op i mennesker og den smerte, de føler. Kunsten kæmper for de værdier.”
Forsvarer kendt oligark
Kirill Serebrennikov er en speciel fyr.
Ekkos udsendte mødte ham under Cannes-festivalen, da den russiske instruktør i 2016 var udtaget til den næstbedste konkurrence Un Certain Regard med det religionskritiske drama The Student.
Om det var udtryk for hans egne store armbevægelser eller blot en ambitiøs pr-afdelings værk, skal ikke kunne siges. Men i hvert fald var instruktøren indlogeret i et dekadent hus med tilhørende pool, hvor journalisterne fik foretræde.
Senere blev den Putin-kritiske instruktør dømt for bedrageri i en speget sag, som branchefolk kaldte en skandale.
På grund af sin hjemmeafsoning måtte Kirill Serebrennikov deltage i festivalen over Zoom sidste år, hvor han var i hovedkonkurrencen med den samfundskritiske og mildt sagt kaotiske Petrov’s Flu.
Instruktøren var glad for at være tilbage, men dermed fulgte også journalisternes kritiske spørgsmål.
Han blev spurgt, hvad han tænkte om finansieringen af Tchaikovsky’s Wife. Den er nemlig blevet til med støtte fra oligarker som Roman Abramovich, der for nylig solgte sit ejerskab af fodboldklubben Chelsea.
”Abramovich har længe hjulpet kunstnere i Rusland, og takket være ham har vi kunstbiografer. Han støtter ikke propagandafilm, tværtimod,” siger Kirill Serebrennikov og henviser til den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij, som forleden talte via video ved Cannes-festivalens åbning.
”Zelenskij bad Joe Biden om ikke at underlægge Abramovich sanktioner, for han er vigtig i fredssamtalerne. Jeg er enig med Zelenskij.”
Scene: Tchaikovsky’s Wife
Nicki Bruun
Ekkos udsendte journalist i Cannes dækker dagligt festivalen.
Laver primært interviews og opstøver store og små nyheder.
Cannes-festivalen blev holdt første gang i 1946 og regnes for verdens mest prestigefyldte festival.
Årets festival er nummer 75 og løber fra 17. til 28. maj.
Kommentarer