Instruktøren bag Fiskerne og sci-fi-værk er død

Manden der tænkte ting.

Det er titlen på en af de vildeste og mest oversete danske film fra 1960’erne. Men det kunne også være overskriften på en artikel om manden bag filmen, Jens Ravn, der har en særlig plads i vor egen filmhistorie.

Han døde onsdag aften den 5. februar i sidste uge i Sydfrankrig, hvor han i de senere år boede med sin hustru, Jette Bonnevie. Han blev 84 år gammel.

”Du satte en milepæl for optimisme og viljestyrke. Du vil altid være hos os,” skriver familien i en dødsannonce.

”Jens elskede sit liv her i Aveyron med store skove og masser af floder. Midt i alt det grønne kunne han lade fantasien udfolde sig i og uden for sine bøger. Men Jens følte sig også meget dansk, og ifølge hans ønske bliver hans urne bragt til Danmark på et senere tidspunkt, hvor hans eget ukuelige træ vil vokse sig stort og flot i de danske skove.”

Jens Anton Ravn blev født den 9. januar 1941 på Frederiksberg i København, og forældrene var fabrikant Børge Andreas Ravn og Helene Käthi Schneidelbach.

Jens startede som journalistelev i provinsen, men han var mere optaget af filmkunsten. Uddannelsen fik han som assistent på Palladium Film fra 1959 til 1963 – det var før oprettelsen af Den Danske Filmskole. Han arbejdede blandt andet på Komtessen med Malene Schwartz, Det tossede paradis med Dirch Passer og Carl Th. Dreyers sidste film, Gertrud.

Det var en praktik, som bød på lidt af hvert.

Han fik blandt andet til opgave at agere bodyguard for John Drew Barrymore, da stjernen indspillede tabloidfilmen Affæren Christine Keeler i København. Barrymore – senere far til skuespilleren Drew Barrymore – var noget af en vildbasse, og Jens Ravn skulle sørge for, at skuespilleren ikke kom i dårligt selskab i det københavnske natteliv.

Det fortæller han morsomt og rørende om i en artikel, som han skrev til Ekko #85 i 2020.

Tankens kraft
I Palladium-årene tog han på studierejse til Polen, hvor han gik på den kunstnerisk stærke filmskole i Łódź, der har udklækket mestre som Roman Polanski, Andrzej Wajda og Krzysztof Kieślowski.

I 1969 debuterede Jens Ravn som instruktør med den særegne sci-fi-thriller Manden der tænkte ting.

John Price spiller Steinmetz, der ved tankens kraft kan skabe ting. Steinmetz forsøger at overtale en kirurg til at lave en operation, så han kan fastholde de skabte ting. Kirurgen afslår, men så begynder Steinmetz at tænke en dobbeltgænger frem.

Manuskriptet er skrevet af Jens Ravn sammen med forfatteren Henrik Stangerup efter en roman fra 1938 af Valdemar Holst.

Frem for alt er filmen et gennemført stilistisk arbejde med kubistisk komponerede, sort-hvide billeder i bredformat af den polske fotograf Witold Leszczynski og et markant production design af Peter Høimark og Helge Refn.

Symmetriske og minimalistiske rum og kold betonarkitektur omdanner sammen med Per Nørgårds musik København til et dystopisk og sterilt univers.

Filmen blev udtaget til Cannes-festivalen og fik en pæn kritikermodtagelse, men måtte nøjes med halvanden stjerne (ud af fire) i Gyldendals Filmguide. Og den blev først i 2013 udgivet på dvd, hvor Ekkos Thure Munkholm kaldte filmen for et overset og meget udansk sci-fi-mesterværk.

”De asketiske billeder og det suggestive lydunivers gør, at man nærmest føler sig inviteret indenfor i den almægtige skabers laboratorium for igennem hans mikroskop at iagttage et sindrigt identitetseksperiment,” skriver Thure Munkholm og fortsætter:

”Hvor Holsts roman er et ganske underholdende stykke triviallitteratur skrevet under en lidt for stærk indflydelse af Dostojevskijs Dobbeltgængeren og Knut Hamsuns Mysterier, er Ravns udgave en anderledes stringent undersøgelse af menneskets fri vilje i en verden, hvor det ikke længere per naturlov kan gøre krav på at være universets centrum.”

Fiskere flytter
Jens Ravn fulgte i 1971 den mere end lovende debut op med Aksel Sandemose-filmatiseringen Tjærehandleren.

Erik Mørk spiller tjærehandleren, der i virkeligheden bedrager enlige kvinder for deres penge. Gyldendals Filmguide fremhæver den som ”et ganske gedigent, velkomponeret skæbnedrama” og ser filmen som en fortsættelse af debuten:

”Hvor Manden der tænkte ting handler om en dobbeltgænger, der stjæler hovedpersonens identitet, fortæller Tjærehandleren om en mand med to identiteter.”

Fra 1972 til 1975 var han rektor på Den Danske Filmskole, hvor det lykkedes ham at skabe ro og føre skolen videre efter år med kaos og besættelse i kølvandet på 68-oprøret.

Han blev dramaturg på DR og vendte stærkt tilbage i 1977 med DR-serien Fiskerne. Serien er baseret på en roman af Hans Kirk og handler om indremissionske fiskere, der i starten af 1900-tallet flytter fra Vesterhavet og ind i landet til Limfjorden. Her møder de mennesker med en grundtvigiansk tro og et mere positivt syn på livet, hvilket fører til konflikter med deres religiøse strenghed.

Serien kan ses på DRTV og blev hyldet af Politikens Dorte Hygum Sørensen, der fremhævede den nuancerede skildring af på den ene side sammenholdet mellem de fattige fiskerfamilier og på den anden side den sociale kontrol, som de unge kvinder får at føle.

Ulvegyser
Jens Ravn instruerede i 1981 den psykodramatiske varulve-film Ulvetid efter roman af Helle Stangerup.

Frits Helmuth spiller forfatteren Tom, der bor med sin kone ved Esrum Sø og ansætter en ung kvinde som husassistent. Kvinden elsker ulve, og snart får de selskab af én.

Det er en blanding af gyser og ægteskabsdrama, men de toneangivende kritikere var ikke milde over for filmen. Og det blev trist nok Jens Ravns sidste spillefilm som instruktør.

Han fortsatte dog i filmbranchen.

I 1984 oprettede han sit eget produktionsselskab, og han producerede en lang række film – fra Stefan Henszelmans debutfilm Venner for altid (1986) over Linda Wendels komedie Mimi og madammerne (1998) til dokumentarer som Anja Dalhoffs Gadens børn (1991) og Erik Thygesens hjemstavnsberetning Go West (1996).

Men i 00’erne forlod han definitivt filmbranchen for at hellige sig arbejdet som forfatter. Han bosatte sig med sin kone i Sydfrankrig og skrev romaner.

Debuten er den Faust-agtige Gæsten, som skildrer et par, der lader hendes døende eksmand flytte ind mod til gengæld at få hans penge. Altså endnu et parforholdsdrama forløst med et thriller-greb.

Jens Ravn har fået en lille, men helt særlig plads i dansk filmhistorie. Han er outsideren, hvis ambitioner rakte ud over dansk socialrealisme eller folkekomik. Man kunne godt have undt ham større anerkendelse og mere end de tre spillefilm, som det blev til.