Nyhed
19. jan. 2020 | 18:16 - Opdateret 19. jan. 2020 | 19:35

Instruktør forlader HBO-serie før optagestart

Foto | Lars E. Andreasen
Smilene var brede, da instruktør Annette K. Olesen, manuskriptforfatter Johanne Algren og producer Ditte Milsted den 3. december i en pressemeddelelsen annoncerede HBO-serien Kamikaze, men nu har instruktøren forladt projektet.

Annette K. Olesen har droppet sit drømmeprojekt Kamikaze få uger før optagestart og er blevet erstattet af Kaspar Munk, oplyser kilder til Ekko.

Af Claus Christensen

Det kom som et chok, da HBO Nordic den 19. november meddelte, at man havde droppet Per Flys forsættelse af Pelle Erobreren. Serien havde ellers fået et rekordstort beløb på 21 millioner kroner fra den danske Public Service-pulje.

Et par uger senere kom HBO dog med et plaster på såret. Man fortalte i en pressemeddelelse, at den første danske HBO-serie var klar til at gå i optagelse til januar.

Det drejer sig om Annette K. Olesens serie Kamikaze, men nu er også den serie stødt på vanskeligheder.

Annette K. Olesen har nemlig kort før optagestart i januar forladt serien, selv om det er et drømmeprojekt, som instruktøren i årevis har kæmpet for.

Kamikaze skulle have været Olesens første projekt siden tv-serien Bankerot i 2014-15 og spillefilmen Skytten i 2013. Hun fik sidste år seks millioner kroner i produktionsstøtte af Det Danske Filminstitut til spillefilmen Landet, som har manuskript af Maren Louise Käehne (Dronningen).

Eksistentielle spørgsmål
Serien er baseret på Erlend Loes roman Muleum og har manuskript af Johanne Algren, der var med til at skrive Bodil-vinderen Holiday.

Historien handler om en attenårig pige, der mister sine stenrige forældre og en bror i en flyulykke. Pludselig står hun med et kæmpe palæ og en masse penge, men også med et menneskeligt tab af uendelige dimensioner.

Det eksistentielle spørgsmål er, hvordan hun tackler den situation, og HBO har i en pressemeddelelse kaldt Kamikaze ”en stærk og underfundigt humoristisk ny dramaserie”.

Det bliver ifølge Ekkos kilder Kaspar Munk, som skal instruere serien. Han er oprindelig uddannet på Super16 og har stået bag fantasy-filmen Vildheks og DR-serien Herrens veje.

Optagelserne kommer til at foregå forskellige steder i verden såsom Seoul, London, Sahara og Mexico. Og det bliver HBO Nordics tredje skandinaviske serie efter den svenske Gösta og den norske Beforeigners.

Elleve millioner i statsstøtte
Kamikaze har fået elleve millioner kroner i støtte fra Public Service Puljen, der er blevet kritiseret for at støtte udenlandske streamingtjenesters serier, som danskerne samtidig selv skal betale penge for at se.

På den måde betaler vi to gange for det samme produkt, skriver Brian Petersen i sin faste tv-klumme i det nye nummer af Ekko.

Ekko har været i kontakt med Johanne Algren, som dog ikke ønsker at udtale sig. Vi har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Annette K. Olesen, Kaspar Munk og selskabet Profile Pictures.

HBO Nordics pr-manager Signe Björk skriver, at streamingtjenesten officielt vil melde ud om Kamikaze i morgen. Serien er – ligesom den afblæste Erobreren – støttet af HBO-redaktør Hanne Palmquist.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko