Instruktør i sine sansers vold

Being John Malkovich møder David Lynch i teaterstykket Room 4.1, der i næste uge får premiere på AFUK Remisen i København.

Ganske vist er ingen af dem direkte involveret, men alting bliver vendt på hovedet i det surrealistiske stykke om en instruktør i sine sansers vold.

Room 4.1 startede som en webserie om manden Vincent, der på et hospitalsværelse forsøger at flygte fra virkeligheden. Serien bliver undervejs vist på et stort lærred i forestillingen, hvor man følger processen med at skabe værket, mens skuespillere kommer og går på scenen.

Publikum får på den måde del i en strøm af kunstnerens flygtige tanker.

”I videoer skal man være meget præcis, men på teatret er der plads til samspil med publikum. Folk får lov til at kravle ind i hovedet på mig og se en skabelsesproces, så man kan mærke grunden til, at jeg lavede de her afsnit,” siger den islandske kunstner Kristján Ingimarsson, som har instrueret og selv spiller hovedrollen.

”Teatret er lidt for tungt i røven og lidt af en dinosaur. Vi skal gøre alt for at bryde det op. I mit teater prøver jeg at få rum og spillere til at gå i clinch med hinanden.”

Befriende
Med fokus på en instruktørs kvaler med at skabe et værk leder Room 4.1 tankerne hen på Federico Fellinis mesterværk 8½ fra 1963.

Det er da ifølge 50-årige Kristján Ingimarsson også den bedste film nogensinde. Men den italienske metafilm blev først et referencepunkt senere i projektet.

”Jeg havde ikke tænkt på det, men da jeg forleden skulle forklare mig selv, hvad forestillingen handler om, kom jeg til at tænke på 8½.”

”Hovedpersonen går rundt i sit eget univers, hvor man ikke kan skelne mellem drømme og virkelighed. Og det er befriende ikke at skulle forklare noget for publikum, men bare lade dem være i det og opleve rejsen.”

Tro mod idéen
Kristján Ingimarsson kommer fra det nordlige Island, men driver nu et teaterkompagni med base i Vordingborg. Blandt hans inspirationskilder finder man også svenske Roy Andersson, hvis tableau-stil har smittet af på webserien.

Men særligt David Lynch fylder meget i forhold til den kreative proces.

”Det fantastiske ved Lynch er, at han altid er tro mod idéen. Det har jeg også prøvet at være ved bare at lave afsnittene og ikke hele tiden spørge mig selv: ’Hvad er det her for noget, og hvordan skal en scene retfærdiggøres?’” siger Kristján Ingimarsson.

”Jeg har læst meget om Lynch, og det er befriende, at han bare siger: ’Sådan er det!’ Han ved tit ikke, hvad en film handler om, før han laver en bestemt scene, der intuitivt får det til at falde på plads for ham.”

Større end livet
Med fusionen af teater og webserie håber Kristján Ingimarsson at nå yngre mennesker.

Han vil skabe en forestilling, der går mere efter en instinktiv følelse end en intellektuel fortolkning.

Til gengæld er der et menneskeligt element i skuespillere på en scene, som giver noget andet end de teknologiske muligheder i en video, hvor man blandt andet kan manipulere med tyngdekraften.

”Jeg har sluppet kreativiteten løs i webserien, men med en forestilling kan jeg give karaktererne mere tyngde. Der er et helt andet nærvær, og publikum bliver inddraget som en del af processen,” fortæller Kristján Ingimarsson, som både er fascineret af og frygter teknologien.

”Teknologiens muligheder i dag er jo større end livet. Alle har virkelig travlt med at finde på nye verdener, så på den måde kommer vi lidt væk fra det menneskelige,” fortsætter kunstneren.

”På YouTube oplever folk ikke historier. Hvis to personer begynder at snakke sammen, så spoler vi hurtigt videre. Der skal hele tiden ske noget. Derfor er fænomener som kampsporten Mixed Martial Arts og porno blevet så populære,” siger han med et grin.