Instruktør: ”Jeg forstår forbud imod min film”

Kay Pollaks Barnets ø (1980) har stået mejslet ind i min sjæl, siden jeg var en stor dreng. Den var med til at gøre biografmørket magisk, og jeg havde en oplevelse af, at verden og livet blev større, rigere og mere muligt.

Der var noget revolutionært anarkistisk over Barnets ø. Den skildrer en dreng, der snyder sin mor. I stedet for at tage på sommerlejr driver han alene rundt i Stockholm i ugevis – drevet af sin nysgerrighed og gryende seksualdrift.

Jeg elskede filmen, og nu sidder den i dag 76-årige instruktør, Kay Pollak, over for mig på en café i Aarhus.

Barnets ø blev sidste år erklæret for børnepornografisk i Australien, hvor det nu er forbudt at besidde den – et emne, vi også skal berører i denne samtale.

Vellykket teaterversion
Anledningen er dog ikke Barnets ø, men opsætningen af Kay Pollaks seneste film, Som i himlen (2004), til teater af Reumert-vinderen Hans Rønne. Forestillingen havde premiere på Åbne Scene, Godsbanen i Aarhus, under festugen og spiller frem til 27. september.

Den handler ligesom filmen om en verdensberømt dirigent, der bliver sendt i gulvet af et hjerteslag og vender hjem til sin lille barndomsby i Sverige. Han vil bare have fred og være alene, men det viser sig ikke at være så ligetil.

– Som forfatter af originalen, hvad var dine forventninger til en teaterudgave?

”Det allervigtigste er, at instruktøren har forstået underteksten og budskabet i originaludgaven. Jeg har oplevet en opsætning i Tyskland, som var en katastrofe, men med opsætningen her i Aarhus oplever jeg for første gang, at det lykkes fuldt ud.”

”To store drivkræfter er til stede: kærligheden og døden. Det er kun meningsfuldt at overføre et værk fra en kunstform til en anden, hvis der findes noget universelt. Teaterudgaven i Aarhus er meget vellykket, publikum bliver meget stærkt berørt.”

Folk ville have en fortsættelse
Som i himlen blev et kolossalt biografhit i Sverige og solgte 1,5 millioner billetter i 2004. Den blev også Oscar-nomineret. Alligevel kommer der til at gå elleve år, før Kay Pollak næste år har premiere på en ny spillefilm.

– Hvorfor så langt tid? Pengene?

”Nej, den her gang var det ikke pengene. De fandtes. Men til at starte med ville jeg ikke lave en opfølger til Som i himlen. I min manusgruppe arbejdede vi i to år med en anden film, men hele tiden, uanset hvor jeg drog hen i Sverige, mødte jeg mennesker som spurgte: ’Hvornår kommer fortsættelsen? Hvornår kommer den?’ Og de vidste sågar, hvad titlen skulle være: Og på jorden. Det afgjorde sagen, og så begyndte vi at arbejde. På mandag starter klip, og filmen får premiere 5. september 2015, for hvis man ikke når julepremieren, kan man lige så godt vente til efter sommeren året efter.”

– Hvor mange optagedage har du haft?

”76. På Som i himlen havde vi 87.”

– 87 og 76 oh la la, det var mange. Er det sædvane i Sverige?

”Nej, det var et krav fra min side. Jeg synes, tingene tager tid. Og vi har mange scener i den her film og 200 statister. Det er mange mennesker. Budgettet er på 48 millioner svenske kroner. Ja, vi tænker, at det er mange optagedage, men hvor mange dage havde Milos Forman, da han lavede Amadeus? Et gennemarbejdet kunstværk kræver tid.”

Gode manuskripter tager tid
– Hvad er det vigtigste grundlag for en stærk film?

”Tid og manuskriptet! Når jeg underviser på Filmskolen, så siger jeg altid til de unge instruktører: ’Få jer et andet arbejde også, jeres film behøver det.’ Gode manuskripter tager tid, og det har man ikke, når man hele tiden skal skaffe penge til husleje, børn og al den slags, som alle mennesker er bundet af. Så hav et velbetalt job ved siden af filmarbejdet, der giver jer tid til at arbejde manuskriptet ordentligt færdigt, og det er det først, når man er nået helt ind til kernen.”

– Hvordan griber du skriveprocessen an?

”Jeg er ikke ensom, det er min hemmelighed. Jeg så for mange år siden en dokumentar med Francis Ford Coppola om dengang, han skabte Godfather-filmene. Han sad hver morgen med et team på fem-ti manuskriptforfattere, som han gav et oplæg, hvorefter de skrev på scenen i løbet af dagen. På den måde kom han til bunds i scenen og karaktererne i hvert eneste øjeblik i filmen.”

”I USA arbejder adskillige personer på det samme manuskript. Derfor er det muligt at arbejde hurtigt og godt, det har man ikke råd til i Sverige og Danmark, så det tager tid i stedet. Jeg har haft en gruppe på fire mennesker, som har mødtes og snakket, weekend efter weekend, år efter år. Du må ikke stoppe for tidligt.”

– Hvorfor er det nødvendigt at være så mange personer i manuskriptfasen?

”Så du ikke snørres ind i dig selv, som man siger på svensk. Jo flere du har i arbejdsgruppen, desto større chance for at holde fast i det vigtige og universelle. Det er for eksempel godt at have kvinder med i arbejdsgruppen. De synes hele tiden en masse ting. De snakker og snakker, også personligt. Jeg tror ikke, at de fantastiske idéer arbejdes frem i ensomhed. Jeg presser hver scene: Hvordan kan vi gøre denne scene, så den er som en drøm?”

– En drøm?

”Du sidder hos en terapeut, og så siger du: ’Det er så mærkeligt. I nat drømte jeg, at jeg stod uden for et gammelt hus. Der stod folkeskole på huset. Jeg gik ind. Alting hang i laser. Tapetet var rullet af. Men vandhanen virkede, og vandet kom fra egen brønd og kunne drikkes.’”

”Det er en dyb drøm. Han går ind i en skole og er den, som må lære. Han har lang vej at gå, men der findes rent vand, og det rene vand er sandheden. Hver eneste scene skal have den kraft og kunne fortælles, som var det en drøm. At komme dertil tager for mig lang tid, en meget grundig research og manuskriptarbejde.”

”Et andet eksempel: Daniel er verdensberømt dirigent, men kan ikke cykle! Hvor kom den idé fra? Fra min research. Han er et geni, men det har sin pris. Han har spillet musik fem-seks timer om dagen, siden han var en lille dreng på bare fire-fem år. Han har aldrig haft nogen barndom eller tid til at lære at cykle, som de andre drenge. At han ikke kan cykle, skaber en masse sjove scener, for det er et problem, han ikke kan løse alene. Det er også en metafor for et menneske uden barndom, der forsøger at overvinde tabet.”

– Hvordan fastholder og aflønner du din manuskriptgruppe over så lang en arbejdsproces. Normalt render filmarbejdere og gode manuskriptforfattere fra projekt til projekt?

Kay Pollak griner skælmsk og svarer så:

”De får ikke løn. Det meste er familie, min kone for eksempel. Men de skal være der hele perioden, det nytter ikke at starte forfra i ét væk. Med spørgsmålet om penge kommer der ofte nogle tidsrammer udefra, som ikke er kunstnerisk betinget, og hvor man fristes til at begynde at filme, selvom manuskriptet ikke er fuldstændigt færdigt. Jeg kan give tingene tid, fordi jeg tjener mange penge som foredragsholder.”

– Hvordan ved du så, at nu er manuskriptet færdigt og helt klart?

”Det føler man. Når det kan læses fra ende til anden og føles rigtigt.”

Tiden har ændret sig
– Jeg vil gerne springe tilbage lidt i din karriere og snakke om Barnets ø. Du lavede den i 1980, og året efter kom den til Danmark. Der var én scene, som gjorde særligt indtryk dengang, og som jeg siden, også efter jeg selv begyndte at arbejde med børn som skuespillere, har tænkt meget over. Det er scenen, hvor drengen sidder med erektion. Jeg vil gerne høre, hvad du tænker etisk om den scene?

”Det er en både svær og spændende drøftelse, som du der griber. Du må forstå, at tiden var en anden. Dengang var vi alle uskyldige, vi kendte ikke til pædofili. Vi tænkte ikke, at et sådant billede ville kunne bruges pornografisk af pædofile. Scenen var bare en helt naturlig del af manuskriptet – opdagelse af sin egen seksualitet er en naturlig del af en drengs udvikling. Det stod i manuskriptet, og drengen vidste, at vi skulle lave den scene. Hans forældre vidste det, alle vidste det, og det var ikke et problem for nogen. Det blev slet ikke tillagt den vægt, det har i dag.”

– Hvad med i dag? Scenen beskriver jo den dag i dag stadig en helt naturlig del af en enhver drengs opdagelse af sin seksualitet, men ville du lave scenen igen i dag, hvis du nu skulle optage Barnets ø?

”Nej, det ville jeg ikke. I dag er det umuligt.”

– På hvilken måde?

”På alle måder – både kommercielt og etisk. Filmen ville ikke kunne vises i USA, den ville nok godt kunne spilles i Sverige og Danmark, men markedet ville være så lille, at filmen slet ikke kunne finansieres. Så alene af den grund ville jeg ikke optage et sådant billede i dag. I dag er billedet af en ung drengs erigerede køn for voldsomt at vise, det vil støde publikum, kaste dem ud af historien, væk fra filmen, og det ønsker jeg ikke at gøre. Det er vigtigt for mig at fastholde publikum, at give dem en intens, men god oplevelse.”

– Men er det ikke et tab at et sådant billede, hvis mål det er at skildre en naturlig seksualitet i dag, er umuligt at optage og vise?

”Jeg har seks børn, fire drenge og to piger, som jeg har gået i bad med gennem hele deres barndom. Jeg vil mene, at det er ret almindeligt og normalt. Så jo, det er et tab.”

– Barnets ø er på grund af den scene blevet dømt børnepornografisk i Australien. Man kan komme i fængsel alene for at have en kopi liggende på dvd af din film. Hvordan føles det som skaber af filmen, og hvad er dine tanker om, at et værk, du har skabt, pludselig reduceres til pornografi og regnes for skadelig at se?

”Det forstår jeg faktisk udmærket. Jeg synes ikke, der er noget mærkeligt i det. I Australien har de taget den beslutning med de bedste hensigter. Hvis filmen i dag skulle genudgives på dvd, ville jeg selv kræve, at nærbilledet af den erigerede penis blev klippet ud.”

Hans Rønnes teaterudgave af Som i himlen kan ses på Åbne Scene, Godsbanen i Aarhus, frem til 27. september.