”Scientology-film har været en hård omgang”

Det Kongelige Bibliotek havde eksklusiv forpremiere torsdag på den Oscar-vindende dokumentarist Alex Gibneys seneste exposé, Scientologys religiøse fængsel, om kirkens bizarre filosofi og intimiderende selvjustits.

Kirkens skabelsesmyte om intergalaktiske fængselssystemer, atombomber i vulkaner og frigivne poltergejster lyder som et afvist fanmanuskript til The Twilight Zone, men filmen efterlader ingen tvivl om, hvorvidt man skal grine eller græde.

Som det fremstilles her, er organisationens fundament en falleret sci-fi-forfatters paranoide vrangforestillinger, et dyrt trappesystem op til nirvana-lignende ”klarhed” og brutal selvdisciplin, hvor dissiderende medlemmer udsættes for fysisk og psykisk tortur i ”frivillige fangelejre”.

Efter visningen skifter projektoren til Skype, hvor den kronragede instruktør sidder klar til at svare på salens spørgsmål fra sit sympatisk rodede kontor. Hans blik farer op og ned, tydeligvis fanget i det sædvanlige videoopkalds-dilemma: Skal man kigge på kameraet eller skærmen?

Smædeskrifter og chikane
Konferencier Mette Hoffmann Meyer fra DR Dokumania, der forventer at vise filmen i april på DR 2, lægger blødt ud ved at spørge ind til tilblivelsesprocessen.

”Det har været en hård omgang, og jeg forventer, at den fortsætter,” siger Alex Gibney om filmen, hvis originaltitel er Going Clear: Scientology and the Prison of Belief.

”Scientology har gjort en del for at forsøge at miskreditere mig, min familie og filmens hovedpersoner. De indrykkede en helsides annonce med mit billede i både Los Angeles Times og New York Times. Et ret godt billede, faktisk,” ler han.

Alle involverede i filmen – både medvirkende og folk bag kameraet – er blevet stemplet som SP’er af kirken, subversive personer, der udsættes for systematisk chikane, når der ikke er belæg for et sagsanlæg.

En tidligere Scientology-leder og hans familie bliver holdt under konstant overvågning fem år efter at have forladt kirken – hans tidligere trosfæller har købt nabohuset for at sætte kameraer op.

Ved Sundance-premieren i januar kunne flere af de medvirkende også meddele, at de stadig bliver skygget af Scientology-beskikkede privatdetektiver.

Dyr advokatregning
En af kirkens mest berygtede taktikker er at sagsøge kritikere, indtil de forstummer. Den taktik fik Time Magazine engang at føle, forklarer Alex Gibney, og selvom kirken tabte sagen, regnede de den stadig for en succes:

Forløbet havde været så dyrt, at det ville virke afskrækkende for andre medier.

Ifølge filmen var det samme strategi, der i starten af 1990’erne skaffede kirken skattefrihed som en offentligt anerkendt religion. De amerikanske skattemyndigheder indgik en studehandel for at slippe for kirkens advokater.

”Vores producer på HBO sagde, at de hyrede 160 advokater, og den historie blev samlet op af alle de store nyhedsmedier. Det er, hvad journalister kalder en oplysning, der er for god til at tjekke,” siger Alex Gibney med et smil, men tilføjer mere alvorligt, at HBO faktisk har været nødt til at give et betydeligt bidrag til advokatregningen.

Fanget af troen 
I filmen vies en del tid til kirkens grundlægger, L. Ron Hubbard, der portrætteres som en fantasifuld narcissist, som blev stadigt mere vanvittig efterhånden, som han omringede sig med fanatiske disciple.

Den historie føres imidlertid frem til i dag med vidnesbyrd fra prominente tidligere medlemmer og frontfigurer, blandt andet Oscar-vinderen Paul Haggis, som forlod bevægelsen i 2013.

Deres historier er filmens kerne, forklarer Alex Gibney. Målet har ikke været at skabe et dækkende portræt af kirken, men at undersøge, hvordan almindelige mennesker bliver fanget af en undertrykkende tro.

”Jeg tror, at vi alle er i stand til at gøre noget i den stil. Der er en længsel i os alle efter en form for afklaring. Og så snart vi er hooked, kan organisationer som Scientology udnytte os.”

”En tro er let at holde fast i og svær at overvinde. Jeg var imponeret over de medvirkendes mod, hvor svært det var for dem at slippe af med deres tro, og hvordan vi alle kan falde for disse trossystemer,” siger Alex Gibney.

Ubestridt økonomisk magt
Fra en af de bagerste rækker kommer et spørgsmål om lighederne mellem denne film og Park Avenue, en af Gibneys tidligere film, der udforsker økonomisk ulighed i USA og den paradoksale tro på den amerikanske drøm.

”Der er en vis sandhed i den amerikanske drøm, men det er et trossystem, der modsiges af virkelige forhold. Folk rejser sig jævnligt op i Kongressen og siger, at vi har verden bedste sundhedsvæsen. Det er simpelthen ikke sandt, men den tro gør det lettere for dem.”

Det nævnes i filmen, at internettet har haft afgørende betydning for kirkens omdømme, fordi kritiske historier lettere har kunnet cirkulere. Det har ført til flere udmeldelser og færre rekrutteringer, men Alex Gibney mener, at det er for tidligt at være optimistisk.

”Vi nævner i filmen, at antallet af aktive medlemmer er faldet til 50.000, men de har stadig tre milliarder dollars i aktiver og færre medlemmer at tage sig af. Deres magt som religion falder hurtigt, men deres forretningsmagt er stadig ubestridt.”

Film om Steve Jobs
Alex Gibney har tidligere langet ud efter den amerikanske hær med den Oscar-belønnede Taxi to the Dark Side, den katolske kirke i Mea Maxima Culpa og børsgrådighed i Enron: The Smartest Guys in the Room.

Derfor ventede salen med en vis skadefro ærefrygt, da han blev spurgt om sit næste projekt: ”Det handler om et internationalt ikon, som jeg kommer til at vise i et mere kritisk lys: Steve Jobs.”

Det kommer dog ikke som en overraskelse: Steve Jobs: The Man in the Machine har verdenspremiere på den amerikanske festival South by Southwest allerede i næste måned.