Nyhed
18. juli 2022 | 20:50 - Opdateret 18. juli 2022 | 21:32

Instruktør viser sin egen død i film

Foto: Frederik Marbell
”Det er været mit hårdeste filmprojekt nogensinde,” siger Christoffer Guldbrandsen (tv.), der har fulgt den politiske rådgiver Roger Stone gennem tre år og undervejs mirakuløst blev reddet fra et hjertestop.

”Jeg bryder mig ikke om at se det,” siger Christoffer Guldbrandsen, som alligevel har valgt at vise voldsom optagelse af sit hjertestop i dokumentar om Trumps berygtede rådgiver.

Af Claus Christensen

Jeg har ikke set Christoffer Guldbrandsen i ti år.

Sidste gang var i 2012, hvor han i Ekko afslørede, at forsvarsministerens spindoktor havde lækket fortrolige oplysninger om udsendelse af soldater i Irak til pressen. Sagen vakte stor opsigt, og det endte med, at forsvarsminister Søren Gade trådte tilbage.

Siden har Danmarks fremmeste politiske dokumentarinstruktør lavet Tyveriet af Afrika, fungeret som chef for DR2 – og været død!

Lørdag aften den 15. februar 2020 tager Christoffer Guldbrandsen i fitnesscenteret SATS på Østerbro. Søndag morgen tidlig skal han flyve til Florida for at mødes med Donald Trumps politiske rådgiver, Roger Stone, som han er i gang med at lave en dokumentarfilm om.

Efter at have tilbagelagt ti kilometer på løbebåndet går han rundt i lokalet og taler i mobil med en amerikansk pengemand om finansieringen af filmen. Pludselig stopper han op, sætter sig på hug og falder om på gulvet, mens mobilen ryger ud af hånden.

Han har fået hjertestop og er død. På stedet. 49 år gammel.

Instruktøren ligger helt alene. Men så kommer der en ung mand og en kvinde til. En anden mand begynder at give hjertemassage, mens en medarbejder på fitnesscenteret kommer løbende med en hjertestarter.

Christoffer Guldbrandsen er væk i tre minutter. Så bliver han genoplivet. Mirakuløst. Var der gået et halvt minut mere, havde han fået en hjerneskade.

Kuldegysende billeder
To år og fire måneder senere sidder vi i en kælderlejlighed på Hjalmer Brantings Plads på Østerbro, som engang var mørkekammer for instruktørens far og farfar.

Her har Guldbrandsen rygende travlt med at finslibe filmen om 69-årige Roger Stone.

Den bærer titlen A Storm Foretold – en forudsagt storm – og har allerede inden premiere vakt international opsigt. Fordi Guldbrandsen og fotograf Frederik Marbell er til stede den 6. januar 2021, da Trumps støtter indtager kongresbygningen i Washington, D.C., og flere mennesker døde.

Mens angrebet finder sted, optager Marbell med sit kamera Roger Stone i en suite på Willard Hotel i Washington, hvor rådgiveren overværer stormløbet på en tv-skærm, inden han diskret forlader hotellet og kører ud af byen.

Stone er hjernen bag Trumps påstand om valgsvindel og mistænkes for at have spillet en rolle i stormen på Kongressen. Måske kan Guldbrandsens mange timers optagelser bringe os nærmere et svar?

Derfor er både FBI og Kongressens komité, der undersøger stormen på Kongressen, interesseret i at se Guldbrandsens materiale. Det har han dog afslået. Filmen skal tale for sig selv og ikke være en del af et retspolitisk opgør.

Lige nu i klipperummet på Østerbro er det imidlertid en anden sekvens i filmen, som samtalen kredser om. Med ét skifter perspektivet til et overvågningskamera, hvor man ser en mand falde om og ligge livløs.

Det er Guldbrandsens død. Overvågningskameraets kuldegysende nøgterne billeder viser, hvor skrøbeligt livet er.

”Jeg bryder mig ikke om at se det, men fordi optagelsen fra overvågningskameraet er med i filmen, har jeg efterhånden set det så mange gange. Første gang påvirkede det mig meget. Jeg blev utroligt rørt over de mennesker, der hjalp mig,” fortæller den 51-årige instruktør, hvis karakteristisk drengede udseende ikke har forandret sig meget over de ti år.

”På hospitalet behandlede de det som et mirakel. Men da jeg vågnede op, troede jeg bare, at jeg havde haft et ildebefindende. Jeg kunne ikke mærke noget, så jeg havde meget svært ved at tro på, at jeg i realiteten havde været død,” fortsætter Guldbrandsen, der fik en bypassoperation og indopereret en hjertestarter.

Et rekviem
Dødssekvensen bliver en del af Guldbrandsens nærmest overmenneskelige kamp for at lave A Storm Foretold.

At komme ind på livet af Roger Stone og vinde hans tillid er i sig selv en udfordring.

Stone er i starten ikke begejstret for Guldbrandsens metode, hvor hovedpersonen følges med et kamera (som filmene Fogh bag facaden, Lykketoft finale og Dagbog fra midten om Naser Khader), fordi det indebærer et tab af kontrol. På et eller andet tidspunkt krakelerer facaden, og magtmennesket viser sit sande ansigt.

Da det endelig lykkedes at overtale Stone, opstår en uventet udfordring.

Et andet filmhold – et rigtigt filmhold med producere, assistenter, tonemestre og fornuftigt udendørstøj, som Guldbrandsen og Marbell udtrykker det – melder sig pludselig på banen.

Filmholdet har angiveligt købt de eksklusive rettigheder til at følge Roger Stone, og hans assistent Kristin Davis lægger nu op til, at Guldbrandsen også skal punge ud for at kunne filme rådgiveren.

”Det ville stride mod journalistiske principper, men jeg havde simpelthen heller ikke pengene,” siger Christoffer Guldbrandsen, der selv har finansieret store dele af filmen.

”Jeg svarede Kristin Davis, at filmen er et spørgsmål om liv og død – at den er mit rekviem. Det var nok bare for at være sjov. Set i bagklogskabens lys er det nærmest profetisk,
for mit hjertestop sker et par måneder senere.”

Gigantisk løgn
Hjertestoppet kommer på en måde til at redde filmen. Ulykken påvirker nemlig Roger Stone, der udtrykker sin omsorg for den danske instruktør.

”Hans reaktion er interessant, fordi min ulykke får hans kynisme til at slå revner. Det fremkalder hans empati, og det er en interessant nuance i hans karakter, fordi grundfortællingen om ham er, at han er et kynisk menneske, der ikke skyr nogen midler. Den fortælling omfavner han selv og dyrker.”

”Han vil dybest set helst fremstilles som en skurk, men jeg vil hellere prøve at forstå ham,” siger Guldbrandsen.

Mens instruktøren følger Roger Stone, bliver rådgiveren idømt tre år og fire måneders fængsel for at lyve over for Kongressen og forsøge at forhindre undersøgelsen af et påstået samarbejde mellem Trump og Rusland i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Men Trump annullerer dommen få dage før, Stone skulle være startet på afsoningen. De to gamle allierede ligner hinanden. De er begge karismatiske, stærke kommunikatorer og parat til at gå på kompromis med sandheden.

Om en påstand er sand eller falsk er mindre vigtig, så længe den virker.

”Den seneste måling, jeg har set, viser, at 68 procent af de republikanske vælgere er overbevist om, at Trump vandt valget, og at Biden er en illegitim præsident,” siger Christoffer Guldbrandsen.

”Kompromisløsheden og viljen til at lyve for enhver pris tror jeg i virkeligheden er Trump og Stones styrke. Jeg ville ikke selv kunne leve sådan, men jeg forstår, hvordan ideologi og overbevisning retfærdiggør usandheder og løgne i deres univers.”

”Tilbøjeligheden til at lyve for at nå et mål kender vi jo godt fra individer. Men når det bliver en national bevægelse og et parti i et demokrati, hvor der kun er to partier, er det farligt. Og jeg tror, det er svært at få tandpastaen ind i tuben igen.”

”Hvad betyder så gigantisk en løgn som påstanden om et forkert valgresultat for et demokrati? Det ved vi jo ikke endnu.”

A Storm Foretold forventes at få premiere til efteråret.

Kommentarer

Christoffer Guldbrandsen

Født 1971 i København.

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og London City University.

Startede karrieren som journalist på TV 2 og Politiken, men blev siden dokumentarfilminstruktør.

Blev i 2005 Cavling-nomineret for Lykketoft finale og fik i 2009 tildelt Columbus-prisen.

Var i en årrække først journalistisk chef og siden kanalchef for DR2.

A Storm Foretold får efter planen premiere til efteråret.

Udvalgte film

A Storm Foretold
2022

Tyveriet af Afrika
2012

Præsidenten
2011

Dagbog fra midten
2009

Den hemmelige krig
2006

Lykketoft finale
2005

Fogh bag facaden
2003

Exit Brixtofte
2002

Ekko #91

Det nye nummer af Ekko har en tema om ”Sandhed og løgn".

Her fortæller instruktør Christoffer Guldbrandsen om tilblivelsen af dokumentaren A Storm Foretold og om løgnen som et politisk magtredskab.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko