Instruktøren der tænkte ting

Kun tre gange er det lykkedes dansk film at hjemtage den gyldne palme på festivalen i Cannes. Det drejer sig om Bille August med Pelle Erobreren i 1988 og Den gode vilje i 1992 samt Lars von Trier med Dancer in the Dark i 2000.

Men små tyve år før Bille August som den første dansker hjemtog Guldpalmen, blev en dansk film udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes, hvor den burde have haft gode vinderchancer. Nemlig Jens Ravns Manden der tænkte ting.

Jens Ravn havde i en årrække arbejdet i produktionen på Palladiums studier i Hellerup Havn. Mest med folkekomedier, som de danske filmstudier på den tid spyttede ud på samlebånd.

De store studier producerede filmene til deres egne biografer efter en aftale med staten, der krævede, at studierne af og til også leverede kunstneriske kvalitetsfilm for at beholde tilladelsen til biografdrift.

Således havde Palladium i 1955 produceret Carl Th. Dreyers Ordet efter Kaj Munks skuespil. Da aftalen skulle fornyes i midten af 1960’erne, argumenterede Palladium med, at de havde Dreyer i stalden. 

Staten svarede, at Dreyer jo ikke havde lavet film i ti år, så derfor var studiet nødsaget til at give Dreyer grønt lys til sin sidste film Gertrud (1965), selv om de var temmelig ligeglade med produktionen.

Det var folkekomedierne, der fik kasseapparatet til at køre.

På Gertrud blev Jens Ravn i en alder af 24 år forfremmet til instruktørassistent og var derfor i tæt samarbejde med den anerkendte instruktør.

Bevidst kunstig film
I 1969 debuterede Jens Ravn selv som instruktør med Manden der tænkte ting. Den var på alle måder en ganske usædvanlig film i det danske filmudbud. 

En sort-hvid, science fiction-film i cinemascope med udpræget brug af glidende kamera i tiden før Steadicam og vidvinkel-optagelser.

Fra sin elevtid på filmskolen i Łódź havde Jens Ravn hentet fotografen Witold Leszczynski fra Polen til Danmark. 

”Witold og jeg var fast besluttet på at følge en laboratorieagtig, klinisk billedstil. Vi eksperimenterede med, at alle scenerne skulle filmes fra oven for at give en fornemmelse af, at personerne blev studeret som igennem et mikroskop,” sagde Jens Ravn i et interview, jeg lavede omkring årtusindeskiftet.

”En sindssyg idé, som vi hurtigt forlod. For hvordan i alverden skulle skuespillerne kunne udtrykke sig, når man udelukkende kunne se deres hovedbund? Vi endte i stedet med at lægge os fast på fire rette kameravinkler gennem næsten hele filmen,” fortsatte Jens Ravn.

”Dernæst blev musikken af Per Nørgård skabt og tænkt ind, før hver enkelt scene blev filmet. Skuespillerne skulle stå stille, når musikken spillede, og kun bevæge sig videre, når den stoppede. Med disse to dogmer skulle filmen fremstå … kunstig. Ligeledes skulle lyssætningen komme oppefra gennem store, udspændte filtre med præcis den samme eksponering overalt på filmsettet.”

”Det havde den sideeffekt, at skuespilleren Lotte Tarps blonde hår overeksponerede, så hun måtte spille rollen med en sort paryk.” 

Tankens kraft
Filmen bygger på en dansk roman fra 1938 af samme titel. Den forholdsvis ukendte Valdemar Ignatius Hans Frederik Holst skrev kun to bøger i sit liv, hvoraf Manden der tænkte ting var hans debutroman fra 1938. 

Jens Ravn bragte manuskriptet op til nutiden – eller rettere fremtiden -med datidens idéer om avantgardistisk design i scenografien.

Kameraet fanger hr. Steinmetz (John Price) på Dybbølsbro med en mus i hånden. Han er psykotisk eksalteret og forsøger at fange opmærksomheden fra de forbipasserende. Musen i hånden har han selv skabt kun ved tankens kraft!

Tvangsindlagt på et futuristisk statshospital konfronterer han institutionens anerkendte hjernekirurg og psykiater dr. Holst (Preben Neergaard). Han vil have lægen til at foretage en hjerneoperation, der kan forøge hans parapsykologiske kræfter. Til gengæld lover han guld og grønne skove.

Dr. Holst afslår tilbuddet og anser ham i øvrigt for et farligt skizofrent tilfælde.

Trods indespærringen er Steinmetz i stand til at nyde cigarer og cognac i sin celle og senere også undslippe hospitalet ved hjælp af en nøgle, der udelukkende materialiseres ved tankens kraft. 

Han opsøger Dr. Holst gentagne gange, nu med limousine og privatchauffør, og introducerer sig selv til lægens kommende hustru (Lotte Tarp). Da Holst stadig afviser Steinmetz begynder hans omgivelser og hans kæreste pludselig at støde på en mild og mere venlig udgave af lægen, mens han selv er optaget andetsteds. 

Slutningen er overraskende – jeg siger ikke mere.

Prices raserianfald
Det ultrabrede filmformat var ikke noget, man så i danske produktioner på den tid, og her blev det udnyttet yderst elegant. 

Samtidig med at Stanley Kubrick revolutionerede mediet med avancerede special effects på Rumrejsen år 2001, gennemførte Jens Ravn sin film med kun to af slagsen. Og de blev begge orkestreret af Witold Leszczynski på optagelserne og udført direkte i kameraet på originalnegativet.

”Sceneriet skulle være absolut perfekt, og dét havde skuespillerne det ikke helt rart med. De skulle spille med et jernkorset af fotografiske krav. Optagelserne var besværlige, og Witold var en professionel pedant,” fortalte Jens Ravn i vores samtale.

”I en bestemt scene gruede John Price for den lange monolog, og han bad så mindeligt, om jeg ikke kunne klippe scenen op i bidder. Men det stred mod de principper, vi havde pålagt os selv om ubrudte optagelser.”

”Under monologen skulle kameraet snige sig langsomt ind på ham, medens det sænkede sig og endte med at filme Price i frøperspektiv. I det øjeblik klaptræet lød, lettede Witold rumpen fra dollyens sæde og stak enden ud til siden. Kameraassistenten vidste, hvad det betød: Der skulle pudres med talkum, så Witold kunne glide lettere på sædet, når kameraet blev sænket.” 

”Men da John Price så dette optrin, netop som han var klar til sin meget lange monolog, fik han et raserianfald af pæne dimensioner. Vi fik dog scenen i kassen, og den var meget vellykket.”

Ingen jordisk chance
Manden der tænkte ting fik ikke Guldpalmen. Det gjorde Lindsay Andersons If …, hvilet næppe var en tilfældighed.

Anderson tilhørte den britiske pendant til den franske nybølge, der opstod ti år før med instruktører som François Truffaut og Jean-Luc Godard, og de to herrer fik direkte indflydelse på festivalen i 1969.

Året forinden besluttede den franske kulturminister André Malraux, at han ville fyre direktøren og stifteren af det franske cinematek Henri Langlois. Filmverdenen var oprørt, og øjeblikkeligt opstod der voldsomme demonstrationer foran det nu lukkede Cinémathèque française.

Det var gnisten, der udviklede sig til studenteroprøret i maj 1968. Den ophidsede stemning bredte sig til festivalen i Cannes med krav om forandring. François Truffaut krævede festivalen stoppet, og Jean-Luc Godard skrev: ”Ikke én film omhandler de problemer, arbejdere og studenter står overfor i dag, ikke én eneste. Vi er bagud i tiden.”

Flere instruktører trak deres film ud af programmet, og halvdelen af jurymedlemmerne forlod deres poster. Postyret førte til, at festivalen lukkede, og ingen priser blev uddelt.

”Filmen havde ikke en jordisk chance,” sagde Jens Ravn.

”Det var jo året efter, at Godard og Truffaut i solidaritet med de unges oprør og i slipstrømmen på ungdomsoprøret i Paris totalt havde lukket festivalen. Så det år fokuserede juryen på film med sociale og politiske temaer. Manden der tænkte ting havde bare ikke noget at gøre her.”