Instruktøren der ville være mindre end sine film

Den unge danske instruktør Simon Staho vil noget med sine film. Han har et mål, en vision. Han vil bare ikke fortælle os, hvad den er.
   
Det kan lyde uforskammet, ja, endda barnligt eller flabet, men Staho har en ydmyg, næsten from årsag til sin manglende åbenhjertighed. Han vil ikke sætte sig selv og sit ego i centrum. Han vil lade sine film tale for sig selv - og så højt som muligt.
   
"Jeg er udmærket klar over, hvad min samlede vision er, og jeg har skam ord at sætte på den, men jeg vil ikke artikulere visionen, for så har jeg pludselig puttet mig selv ned i en kasse," konstaterer Staho.
   
Vi er altså langt fra iøjnefaldende personligheder og instruktør-ikoner som Lars von Trier eller Alfred Hitchcock, der er "større end deres film". Den 35-årige instruktør har ikke noget ønske om at blive opfattet på en særlig måde. Han ønsker ikke engang "at blive opfattet".
   
"Nej, så begynder man at kalkulere og manipulere. Så begynder jeg for eksempel at sige, at jeg ikke kan have de og de skuespillere med, for så vil man opfatte mig som det og det. Man ødelægger sine film med sin lille forpulede forfængelighed."
 
Man må gå hele vejen 
Simon Staho har vakt opmærksomhed med rå og kontante film som Dag og nat og Bang Bang Orangutang. I hård konkurrence med Christoffer Boe er han den unge danske instruktør, der lever bedst op til begrebet auteur, en filmskaber, der kompromisløst skaber sine film efter eget manuskript og eget hoved.
   
Få andre i den danske filmverden ligner som han en mand med et mål: at rippe op i det moderne civiliserede menneskes følelsesliv, at afsløre alt det affald, der også er en del af den moderne tilværelse - på den anden side af den veltilrettelagte karriere, den harmoniske familie og trimmede identitet. Det er svært ikke at se en lige linje til Ingmar Bergman eller August Strindbergs svenske tradition for skildringer af det moderne menneske, når man ser Stahos film.
   
Den inspiration benægter Staho imidlertid fuldstændigt. Han ser det bare som en pligt at grave dybt i det moderne menneske.
   
"Film handler om, at man går hele vejen. Det er ikke alle film, der gør det, men hvis man skal bruge så mange penge på en film, må man dykke ned i de områder, der ikke er blevet beskrevet. Man går ned i minen og graver noget frem, der har ligget skjult."
   
Med Dag og nat gik Staho i hvert fald hele vejen (og lidt til) med en historie om en mand, der kører rundt og siger farvel til familie, kærester og venner, inden han tager sit eget liv på forsædet af den bil, hele filmen foregår i.
 
Opfølgeren Bang Bang Orangutang var knap så minimalistisk, men lige så barsk med sin historie om en familiefar, der åbner filmen med at køre sin lille søn ned i en brandert. Alle vender ham ryggen, og resten af filmen kæmper manden en ynkelig kamp for at finde et nyt liv.
 
Overtrumfer forgængerne
Ret meget mere kompromisløse skildringer af moderne mennesker findes ikke i dansk film, og alligevel lykkes det Staho at overtrumfe de to forgængere med sin nye tour de force i civilisationens rædselskroge.
   
Daisy Diamond er ligesom forgængerne skrevet sammen med forfatteren Peter Asmussen. Det er den grumme historie om en ung svensk skuespillerinde, Anna (Noomi Rapace), der bor alene og ensom et sted i betonforstadskøbenhavn. Annas spædbarn holder hende vågen om natten og forstyrrer, når hun forbereder sig på at søge roller, og barnet vågner tilmed hylende midt under hendes jobsamtaler eller teaterprøver.
   
Det er umuligt for Anna at få karriere og forældre-tilværelsen til at hænge sammen, og i desperation tyr hun til den grummeste af alle løsninger. Derefter gennemgår Anna den største fornedrelse som skuespiller i billigt producerede analpornofilm og i et bijob som prostitueret. Nedturen afføder en række højst spektakulære scener med flere af Dan­marks mest populære unge skuespillere. For eksempel kan man op­leve en aldeles usminket Trine Dyrholm som en biseksuel animationsfilm­instruktør, der tager Anna bagfra med en omfangsrig, kulsort penisattrap, og Dejan Cukic som en stærkt sminket transseksuel bordelejer, der ligner en kombination af et juletræ og David Bowies alter ego Aladdin Sane.
   
I det hele taget vrimler det med kendte ansigter i iøjnefaldende småroller: Sofie Gråbøl, Lotte Andersen, Morten Suurballe, Thure Lind­hardt, Bent Mejding, Charlotte Munck, David Dencik, Jens Albinus, Lars Kaalund ... og mange flere.

Betingelsesløs kærlighed
Daisy Diamond kan læses på adskillige måder: som et grotesk billede på, at karriere og familie ikke kan kombineres, som en beretning om, hvordan den barnlige kunstneriske uskyld knuses ved mødet med en pengegrisk branche eller som et angreb på en dansk filmbranches umenneskelige og golde natur.
   
For nu blot at nævne et par tolkninger ...
   
Men spørger man instruktøren, viser det sig hurtigt, at han ikke er meget for at forklare sig. Hverken når det gælder et overordnet mål eller den enkelte film. Simon Staho insisterer på at lade sin film tale højere end han selv og vil derfor lade sin film stå helt åben.
   
"Jeg håber, filmen har den styrke, at den kan læses på mange forskellige måder. Det vil være en berigelse, hvis det, man selv medbringer som publikum, kan gå i mange forskellige retninger."
    
Heldigvis vil Simon Staho dog gerne forklare, hvor ideen til filmen kom fra.
   
"Mit udgangspunkt var at lave en historie om opofrende kærlighed. Jeg ville skildre kærlighed som noget, man giver betingelsesløst og ikke noget, man får. Kærlighedens kraft virker meget eksplosivt, og jeg følte ikke, at jeg havde set det på film. Det ville jeg gerne se skånselsløst og kompromisløst."
   
"Filmen handler om en mor, der står over for den opgave at elske et andet menneske betingelsesløst. Og hvad sker der så, når en forælder ikke kan det? Hun elsker sit barn, men hun føler ikke, at hun elsker det på den måde, hun burde. Hun er ikke i stand til at ofre sig selv i den grad, hun egentlig burde."
 
Klokken 4 om natten
Her er det vist ved at være på plads at indskyde, at Simon Staho ikke selv har børn. Og man kan umiddelbart få den ide, at det at få børn er noget af det værste, han kan forestille sig.
   
"Tværtimod er det noget af det mest smukke og fascinerende, men det, som er interessant i en film, er at undersøge, hvor komplekse følelserne er, når man bliver forældre. Der er både skønheden og kærligheden og fornemmelsen af at være en enhed, men der er også andre og mere hemmelige følelser — fornemmer jeg i hvert fald: At man skal ofre noget af sig selv i forhold til det her lille væsen, der skal have den helt centrale plads."
 
"Hvad sker der klokken 4 om natten, når barnet vågner for syvende gang, og man skal op næste morgen, og man orker det ikke længere? Hvorfor har man pludselig en fjende, der saboterer det trygge og stabile liv, man har byggetop? Det er de færreste forældre, der siger: 'Klokken 4 i nat stod jeg og følte vældig, vældig stor vrede mod mit barn, fordi det ikke ville holde op med at skrige.' Det er jo ikke noget, man siger omkring de pæne
middagsborde."
   
"Og hvis min film har en opgave, må det for fanden være at ta' de følelser, som er helt forståelige og berettigede, frem og spørge: Hvad er det, der sker i os mennesker, når vi står med et lille barn?"
   
Her er det oplagt at forhøre sig om, hvorvidt Simon Staho ikke havde været bedre rustet til den film, når han selv engang bliver far. Det havde jo givet en naturlig research-fase.
 
"Det kan du sige, men det har jeg altså ikke," griner den i øvrigt meget grinende Staho. "'Skulle' er ikke et ord, man skal rette sig ret meget efter. Hvis man har et instinktivt behov for at fortælle en historie, må man gå gennem ild og vand for at gøre det."
 
Voldbollet af branchen
Noget vil Simon Staho altså gerne fortælle om sine film.
  
Andet vil han ikke fortælle. Han vil for eksempel ikke forklare, hvorfor han har drysset femten-tyve kendte danske skuespillere ud over Daisy Diamond i småroller, som i princippet kunne være fyldt ud af hans naboer.
   
"Det får du selv tolke," som han siger med en for-svenskning, der formentlig kommer af at have arbejdet med svenske skuespillere og filmfolk på både Dag og nat, Bang Bang Orangutang og Daisy Diamond. Og han skynder sig at tilføje, at der ikke er noget krukkeri i hans manglende lyst til at forklare sig, men at han holder af at lægge gåder og spørgsmål ud til sit publikum.
   
"De ting, jeg ikke vil svare på, er mindre vigtige for mig, men interessante for publikum," som han siger.
   
Det er ikke svært at tolke Anna som Simon Staho selv, der er trådt ind i filmverdenen og har følt sig voldbollet. Det benægter Staho imidlertid.
   
"Overhovedet ikke. Det har intet med mig at gøre," som han skynder sig at fastslå. Hvorefter han beklager, at han ikke er blevet voldbollet af den danske filmbranche, fordi "det kunne have været en interessant oplevelse".
   
Staho benægter i det hele taget, at han og resten af filmholdet har hygget sig med at udstille det danske filmmiljø ved blandt andet at lade et af dansk films mest kendte ansigter, Trine Dyrholm, optræde uden sminke — hvilket i chokerende grad får hende til at se ti år ældre ud - og senere duske filmens hovedperson bagfra i en ganske udpenslende scene.
   
"Jeg tror ikke, der er nogen skuespillere, der hygger sig med sådan en rolle. Der er vist slet ikke nogen, som har hygget sig med at lave den her film," griner Staho og tilføjer, at han ingen holdning har til det danske filmmiljø, og hvis han havde det, ville han ikke fortælle det.
   
"Man skal se filmen og få det ud af det, man kan få ud af det. Jeg vil ikke stå imellem filmen og publikum med min egen holdning."
 
Fedter ikke for publikum
Der er den igen, Stahos manglende lyst til at overskygge og "forstyrre" sine film. Spørger man ham, hvorfor han som ung mand fik lyst til at lave film, kommer han igen med et svar, der er så underspillet, at det kunne forveksles med krukkeri:
   
"Ingen anelse. Det er en følelse, et instinkt, noget man må gøre. Man har ikke noget valg."
   
Og spørger man ham, om han på noget tidspunkt har spekuleret i, hvordan filmen vil blive modtaget af det publikum, der med tilsammen blot 6.188 solgte billetter til de to forgængere ikke ligefrem har gjort Staho folkekær, svarer han:
   
"Hvis man er meget prætentiøs, kan man jo sige, at den fornemste pligt er at være ærlig. Man skal for fanden bare lave film, så ærligt man kan. Og det er også den allervanskeligste pligt: at være ærlig over for historien, over for valg af skuespillere, i forhold til den visuelle stil, i forhold til brugen af musik, i forhold til alt. Det er de eneste spørgsmål, jeg stiller mig selv."
   
"Jeg ved ingenting om noget som helst, men jeg ved, hvornår jeg er ærlig over for mig selv. Der er ikke mangel på filmfolk, der forsøger at forudberegne. Det er ikke det, vi mangler. Jeg bilder mig ind, at jeg ikke fedter for publikum. For mig er det dødens pølse at se en film, som er en beregning af nogle forfængelige, egocentriske overvejelser om, hvad der er rigtigt at gøre. Who gives a fuck? Jeg er ikke så interessant for omverdenen, og jeg er heller ikke så interessant for mig selv. Min ambition er at fortælle mine historier så ærligt som muligt. That's it."
   
Og dermed fik vi alligevel en slags vision ud af Simon Staho.