Filmnørdens ferie: Dybt personlige film

I sidste uge kunne Filmmagasinet Ekko berette om Nils Malmros’ kommende film, Sorg og glæde, der er baseret på en personlig tragedie i instruktørens eget liv.

Selvbiografier ses ofte inden for litteraturen, mens de er mere sjældne inden for filmen, der jo er et kollektivt og kommercielt medie. Alligevel har instruktører brugt filmen til deres personlige beretninger lige siden stumfilmperioden.

I femte omgang af Ekkos sommerserie ser vi nærmere på ti filminstruktørers bedste selvbiografiske film, der byder på rørende, barske og humoristiske fortællinger.

Filmene er sat op kronologisk efter årstal.

Charles Chaplin: The Kid (1921)

10. juli 1919 dør Charles Chaplins første søn kun tre dage efter fødslen. Ti dage senere står komikeren til castingen på The Kid og skal vælge mellem en stribe af babyer til rollen som det efterladte spædbarn, Chaplins vagabond finder i filmens start.

Stumfilmstjernen var dybt berørt af situationen, og derfor blev han under optagelserne tæt knyttet til Jackie Cooper, der spiller drengen. Sammenspillet i den morsomme scene i klippet, hvor de to plattenslagere er på spil, viser det rørende forhold mellem den dengang 30-årige komiker og den femårige Cooper, der blev verdens første barnestjerne.

The Kid var Chaplins første spillefilm og blev en økonomisk kæmpesucces, der for alvor gjorde Chaplins vagabond berømt.

Jean Vigo: Nul i opførsel (1933)

Der er dømt fransk revolution i børnehøjde i Jean Vigos kortfilmklassiker. Vigo blev som barn sendt på kostskole, efter hans far var blevet dræbt i et fængsel. Instruktørens tyranniske opvækst på skolen og hans trang til anarki blev inspirationen til filmen, hvor kostskolens børn får nok og gør oprør mod de dominerende lærere.

Klippet viser den berømte sekvens, hvor børnene lægger deres rebelske planer og går amok i en festlig pudekamp.

Filmen vakte forargelse i sin samtid og var bandlyst i Frankrig indtil 1946. Selv døde Vigo af tuberkulose året efter premieren, men hans korte filmproduktion lever for evigt og gav inspiration til blandt andre François Truffaut og Lindsay Anderson.

François Truffaut: Ung flugt (1959)

”Når børn tidligere forekom i fransk film – med undtagelse af Vigos Nul i opførsel – så var det altid i skyggen af en voksen stjerne,” er Truffaut citeret for.

Det ændrede Truffaut med debutværket Ung flugt, der blander instruktørens autentiske oplevelser fra ungdommen med fiktion.

”At lave rav i den,” betyder originaltitlen Les quatre cents coups, og som ung var Truffaut en ballademager med trang til at gøre oprør mod autoriteterne. Instruktørens alter ego, Antoine Doinel, kommer i klammeri med alt fra sine strikse forældre til skolesystemet og ordensmagten. Først i filmens berømte slutscene ved havet mærker han suset af friheden.

George Lucas: Sidste nat med kliken (1973)

Filmen følger Curts (Richard Dreyfuss) sidste nat med kliken, inden han næste dag skal rejse væk for at studere. George Lucas har forklaret, at filmens hovedpersoner hver repræsenterer et stadie i hans ungdom – fra den boglige Curt til fartbøllen John.

Lucas’ mesterværk er dog mere et historisk dokument over sin samtid end en selvbiografi. Året er 1962, hvor fedtede anderumper, milkshakes og tidlig rock’n’roll synger på sidste vers. Perioden inden Bob Dylan revolutionerer rockmusikken, inden mordene på Kennedy og King, og inden Vietnam-krigen bryder ud. Klippet er fra sekvensen, hvor Curt møder datidens mystiske radiovært The Wolfman, hvis hæse stemme ofte høres undervejs i filmen.

Lucas lokkede værten til at spille sig selv mod at få procenter af filmens indtjening, og det levede værten af til sin død i 1995. Sidste nat med kliken kostede fem millioner danske kroner og har efter 40 år snart indtjent halvanden milliard kroner.

Nils Malmros: Kundskabens træ (1981)

Ingen dansk instruktør har været mere personlig i sine film end den århusianske auteur, Nils Malmros.

I hovedværket Kundskabens træ skildrer Malmros sine ungdomsår i realskolen, hvor forsmåede drenge og jaloux piger mobber hovedpersonen Elin. Niels Ole – Malmros’ alter ego – griber aldrig ind og er mere optaget af pigen Mai-Britt.

De unge års spirende seksualitet er noget sværere at håndtere i virkeligheden end på en tavle – som Niels Ole underholdende gør det i klippet. Malmros fortrød, at han aldrig greb ind over for Elins plageånder, har han udtalt. Hun udeblev da også til premieren, som Malmros havde inviteret sin gamle klasse med til.

Ingmar Bergman: Fanny og Alexander (1982)

Bergman var hårdt præget af sin strenge opvækst i det religiøse barndomshjem hos sin stedfar, som var præst. I en tidlig alder blev Bergman fascineret af teaterets magi, der fungerede som en fantasiverden.

Fanny og Alexander udkom først som spillefilm, inden den året efter blev vist i sin helhed som en tv-serie over fem timer. Klippet er fra åbningsscenen, hvor den unge Alexander introduceres via en legetøjsmodel af et teater. Det symboliserer, at Bergman er filmens iscenesætter og fortæller af den selvbiografiske historie i skikkelse af Alexander.

Handlingen er hensat til Uppsala i den samme periode, hvor Bergman voksede op i den svenske by. Han sætter personer og episoder fra sin opvækst ind i fiktionens ramme. Mest åbenlyst er Alexanders mange konfrontationer med stedfaren, som flytter ind i hjemmet og hårdt straffer drengen for hans fantasifulde historier.

Oliver Stone: Platoon (1986)

Oliver Stones far kæmpede i Anden Verdenskrig og farfaren i Første Verdenskrig. I Stones familie var krig måden, man blev en mand, som hans alter ego i Platoon – Charlie Sheen – også forklarer om sin indskrivning i hæren.

I 1967 ankom instruktøren til rædslerne i Vietnams jungle, hvor han to gange blev såret under sin udstationering. Stone forholder sig ikke direkte til USA’s involvering i det sydøstlige Asien og det politiske spil i kulissen. Hensigten er at give et detaljeret indblik i krigens vanvid og de mentale omkostninger, som den har for soldaterne.

Klippet er fra filmens stærke åbningsscene, hvor Sheen ankommer til Vietnam og knap nok når ud af transportflyet, inden det skal lastes med soldater, som skal fragtes hjem – i sorte ligposer.

Terence Davies: Distant Voices, Still Lives (1988)

Fortalt i to dele – filmet med to års mellemrum – skildrer Terence Davies sin familie i arbejderklassens Liverpool i 1940’erne og 1950’erne. Davies er født som den yngste ud af ti børn i 1945, så i den forstand fortæller filmen mest hans søskendes historie.

Vi følger tre børns ungdomsår i et patriarkalsk hjem, hvor faren dør i første del af filmen. Vi skal kun fem minutter ind i den, før faren (Pete Postlethwaite) modbydeligt gennembanker sin datter med et kosteskaft. Anden del handler om tiden efter farens død, hvor familien ironisk nok falder fra hinanden, fordi det tyranniske kraftcenter er væk.

Filmen er også en hyldest til datidens toner i radioen og musicals i biografen, blandt andre Singin’ in the Rain og Guys and Dolls. Distant Voices, Still Lives er instruktørens spillefilmdebut, som han fulgte op på med den ligeledes selvbiografiske The Long Day Closes. Ligesom Malmros er Davies bedst, når han laver film om sit eget liv.

Cameron Crowe: Almost Famous (2000)

Cameron Crowe var kun en teenager, da det indflydelsesrige rockmagasin Rolling Stone i 1970’erne sendte ham ud for at interviewe bands som The Allman Brothers, Deep Purple og Fleetwood Mac.

Instruktørens erindringer blev til Almost Famous, hvor den unge William Miller drager på turné med den fiktive gruppe Stillwater. Bandet skændes konstant og svælger i damer, druk og stoffer.

”Det bliver ikke kønt,” advarer mentoren Lester Bangs (Philip Seymour Hoffman) knægten i klippet og gør det klart for den unge skribent, at musikerne vil gøre alt for at påvirke hans artikler til deres fordel. Filmen er fuld af underholdende referencer til perioden, og Crowe blev senere medredaktør på Rolling Stone. Men filmen er først og fremmest instruktørens hyldest til musikken og Lester Bangs, der betegnes som en af de væsentligste kritikere i rockjournalistikkens historie.

Roman Polanski: Pianisten (2002)

”Dåsen var fyldt med syltede agurker, og i flere dage spiste vi ikke andet,” skriver Roman Polanski i selvbiografien Roman om livet i Krakow, efter at tyskerne har invaderet Polen. I sekvensen er det Adrien Brody, der desperat prøver at åbne dåsen med agurkerne.

Filmen handler om pianisten Władysław Szpilmans overlevelse under krigen, men flere af filmens referencer stammer fra Polanskis egne oplevelser under besættelsen og livet bag murerne i Krakows jødiske ghetto. Ligesom Szpilman lykkedes det for Polanski at stikke af fra nazisterne og overleve i tomme lejligheder og huse. Instruktøren blev genforenet med sin far efter krigen, mens moren mistede livet i Auschwitz.