Brugere stikker en kæp i hjulet på Hollywood
Det er lidt af en katastrofe for en films markedsføring, hvis den får ekstremt dårlige anmeldelser på de mest sete hjemmesider, som bedømmer film.
Helt galt er det gået for Terry Georges The Promise, som har amerikansk premiere i dag. Filmen med Christian Bale og Oscar Isaac er et trekantsdrama, der udspiller sig under det armenske folkedrab i årene inden første verdenskrig.
Folkemordet er aldrig blevet filmatiseret, fordi det er et kontroversielt emne blandt tyrkere. Og inden for kort tid har over 60.000 brugere af databasen IMDb givet filmen én sølle stjerne, selv om kun en brøkdel kan have set den.
Specifikke instruktioner
Konceptet hedder ”downvoting” – altså stemme i bund – og udspringer typisk af hjemmesider som Reddit og 4chan, hvor alle brugere er anonyme.
The Promise blev vist på filmfestivalen i Toronto i september sidste år.
”Vi var i en sal med 900 sæder, hvor folk klappede til sidst, og så ser man mange tusinde mennesker påstå, at filmen er dårlig,” siger filmens producer, Mike Medavoy, undrende til branchebladet The Hollywood Reporter.
”IMDb kan spore, hvor stemmerne kommer fra, og langt størstedelen af dem er ikke fra Canada. Så jeg ved, at de ikke var i Toronto,” siger Eric Esrailian, der er en anden af filmens producere.
Et stigende problem
Kampagnen mod The Promise startede i den tyrkiske version af 4chan: Incisozluk. Her opfordrede en bruger til, at man skulle handle hurtigt, da filmens trailer allerede var blevet set over 700.000 gange.
Kort efter havde filmen en historisk lav bedømmelse på 1,8 stjerne i gennemsnit. Men ifølge The Hollywood Reporter er der nu opstået en modbølge, så filmen pt. har et gennemsnit på 5,5 stjerne.
The Promise er et ekstremt tilfælde, og hadet til filmen bygger på flere årtiers hed debat om det armenske folkedrab. Men downvoting er et stigende problem i Hollywood.
Flere hadekampagner er blevet oprettet på 4chan mod film som Rogue One: A Star Wars Story, Ghostbusters og den kommende tv-serie Dear White People, oplyser The Hollywood Reporter.
IMDb er verdens største filmdatabase, som et stort publikum orienterer sig efter, når de skal træffe en beslutning om at se en film. Derfor kan downvoting være en reel trussel mod en films indtjening.
Kommentarer