Nyhed
08. dec. 2023 | 11:28

Intet håb for Copenhagen Bombay

Foto | Copenhagen Bombay

Copenhagen Bombay har især slået sig op på børneanimation af høj kvalitet, og selskabet konkurrerede flere gange på filmfestivalen i Berlin med blandt andre den dystre børnefilm Fjerkongens rige. 

Syv af filmkoncernens selskaber er nu erklæret konkurs med kreditorkrav for 58 millioner kroner, og direktør Sarita Christensen tror ikke på, at virksomheden kan genstartes. 

Af Frederik Hoff

I slutningen af oktober kunne Ekko afsløre, at det ellers veletablerede danske produktionsselskab Copenhagen Bombay Productions gik konkurs.

Dengang sagde direktøren Sarita Christensen – som stiftede selskabet sammen med Anders Morgenthaler i 2006 – at hun håbede at kunne videreføre de andre underselskaber af koncernen Copenhagen Bombay Holding på trods af tabet af produktionsselskabet.

Nu skriver Mediawatch, at seks af koncernens andre selskaber også er erklæret konkurs.

Koncernens økonomi så ellers pæn ud i begyndelsen af 2023, men i sommer begyndte det at gå ned ad bakke på grund af en række sammenfaldende problemer.

”Vi havde nogle opgaver, der ikke landede til tiden, forskydninger i projekterne den forkerte vej, nogle forsinkede betalinger, der ikke kommer ind til tiden, en vækstplan med ny bank og ny finansiering, som bliver skubbet,” siger Sarita Christensen til Mediawatch.

”Så der skete tre-fire ting samtidig, som gjorde, at vi gik fra positivt til negativt cash-flow,” fortsætter Sarita Christensen og tilføjer, at virksomhedens kassekredit og råderum ikke var gearet til at klare så mange udfordringer på en gang.

Der er nu meldt krav for i alt 58 millioner kroner fra 32 forskellige kreditorer.

Der kommer ingen redning
Sarita Christensen finder det afgørende at afvikle sit velrespekterede selskab, som havde over 50 medarbejdere, på den bedst mulige måde.

”Jeg ser det som min opgave at få ryddet op og hjælpe til med, at det sker i god ro og orden. Jeg har ingen anden interesse end at efterlade noget så pænt og ordentligt, som jeg overhovedet kan i respekt for panthaverne. Jeg forestiller mig, at det betyder noget for dem, at jeg nok skal gøre mit for at få det hjem, vi kan,” siger hun til Mediawatch.

16. maj skal kreditorerne mødes i skifteretten for at stemme om en rekonstruktionsplan. Men direktøren har nu ingen forhåbninger om, at virksomheden kan genstartes. Hun tror mest på den udvej, at virksomhedens projekter bliver solgt fra.

”Jeg kigger ind i en medievirkelighed, og den er svær rent økonomisk. Jeg har affundet mig med, at der ikke kommer en redning flyvende ind,” siger producenten.

Hun har i over tyve år arbejdet i den danske filmbranche, som i disse år befinder sig i en massiv krise. Flere danske produktionsselskaber går konkurs, der er meget lidt arbejde at få, og mange filmfolk overvejer at finde på noget andet at lave.

”Selv har jeg tænkt en hel del over, hvad jeg har lyst til og er motiveret for. Jeg troede måske, jeg skulle forlade branchen, men det skal jeg ikke. Jeg synes, jeg kan begynde at se noget for mig, men det er for tidligt at sige mere om,” siger Sarita Christensen til Mediawatch.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko