Iransk film vinder Un Certain Regard
Cannes 2017 er ved at være afviklet, og mange er allerede rejst hjem.
Men oven på de sidste par ugers heftige filmkiggeri skal der selvfølgelig også deles priser ud, før festivalen kan pakke helt sammen.
Mens vi venter på at få spændingen om Guldpalmen udløst søndag aften, er der i løbet af lørdagen blevet delt en række priser ud. Den iranske instruktør Mohammad Rasoulof har modtaget hovedprisen i Un Certain Regard for Lerd.
Lerd er et intenst, næsten western-agtigt drama om 35-årige Reza, der forsøger at avle guldfisk, men kæmper mod korruption og magtmisbrug i lokalsamfundet. Den idealistiske mand nægter at gå på kompromis med sine idealer, hvilket får problemerne til at eskalere på en måde, der leder tankerne hen på den dobbelte iranske Oscar-vinder, Asghar Farhadi.
Un Certain Regard er konkurrencen lige under hovedkonkurrencen, hvor man fejrer nye stemmer og filmiske eksperimenter. Tidligere vindere tæller Yorgos Lanthimos for Dogtooth og Kornél Mundruczó for White God. Begge instruktører er i hovedkonkurrencen i år, så prisen er altså en god mulighed for at avancere i systemet.
Skamplet på USA
Også amerikanske Taylor Sheridan er for alvor på vej frem, og han har med krimi-thrilleren Wind River lørdag vundet prisen for bedste instruktion.
Sheridan startede som skuespiller, men slog for to år igennem som manuskriptforfatteren bag Sicario. Siden skrev han den Oscar-nominerede Hell or High Water, og får i år sit gennembrud som instruktør, selv om han tidligere har instrueret Vile fra 2011.
Producer Harvey Weinstein modtog prisen på Taylor Sheridans vegne og læste en besked fra instruktøren op.
”Måden de oprindelige indbyggere i Nordamerika er blevet behandlet på, er en skamplet på mit land. Desværre fortsætter regeringen med en blanding af apati og udnyttelse. Jeg kan ikke gøre noget ved det, men som kunstnere kan og skal vi alle råbe op og knytte næverne. Hvis vi gør opmærksom på problemerne, bliver lederne nødt til at gøre noget,” lød budskabet fra Taylor Sheridan in absentia.
Michel Franco vinder igen
Juryens pris gik til mexicanske Michel Franco for Las hijas de Abril, et drama om en bortrejst mor, der vender hjem til sine børn og opdager, at teenagedatteren er gravid.
Franco vandt forrige år prisen for bedste manuskript, da han var i hovedkonkurrencen med Chronic. I 2012 vandt han hovedprisen i Un Certain Regard med Después de Lucía, så hans ture til Cannes er altid gode.
Jasmine Trinca vandt prisen for bedste skuespiller for italienske Sergio Castellittos Fortunata, hvor hun spiller en ung mor, der drømmer om at åbne en skønhedssalon. Mathieu Amalric modtog en pris for sin film om en fransk sangerinde, Barbara, som han både har instrueret, skrevet og spiller hovedrollen i.
Mere end en traditionel biopic er det en kunstnerisk metafilm om en instruktør, der er i gang med en film om en skuespiller, og prisen gives da også som det noget luftige bedste poetiske fortælling.
En ny stemme
Kritikersammenslutningen Fipresci, der på egne vegne deler priser ud på festivaler rundt omkring i verden, har også hædret film i Cannes.
Fipresci har delt tre priser ud: én i hovedkonkurrencen, én i Un Certain Regard og én i parallelkonkurrencen Quinzaine des Réalisateurs.
I hovedkonkurrencen valgte man franske Robin Campillos 120 battements par minute, et homodrama om kampen for at vække folk om aids-faren i 90’erne. Den er blevet nævnt som favorit til at vinde Guldpalmen i morgen, og man kan se det her som et tegn, men på den anden side vandt Min far Toni Erdmann kritikernes pris sidste år for så at blive forbigået af Cannes-juryen.
I Un Certain Regard har Fiprescis jury valgt at hædre den unge russer Kantemir Balagov for familiedramaet Closeness, hvor et ungt par bliver kidnappet, og familien prøver at skaffe penge til en løsesum.
”En slående ny stemme giver en intens skildring af et lukket fællesskab,” skriver Fipresci-juryen i sin begrundelse.
Endelig er der også blevet en pris til portugisiske Pedro Pintos A fábrica de nada, som har imponeret juryen med sin blanding af ”fakta, fiktion, teater og sociologisk diskurs”.
Kommentarer