Cannes 2021
17. juli 2021 | 12:13

Iransk Oscar-vinder er favorit til Guldpalmen

Foto | Amirhossein Shojaei
Asghar Farhadis Ghahreman foregår i instruktørens hjemland Iran, og den er favorit til at vinde Guldpalmen i Cannes, mener Ekkos kritikerpanel.

Sean Bakers Red Rocket har det højeste gennemsnit i Ekkos stjernebarometer, men de fleste peger på Asghar Farhadis Ghahreman som Cannes-festivalens vinder.

Af Nicki Bruun

Efter næsten to uger med film er Cannes-festivalen nået til det afgørende tidspunkt, hvor Guldpalmen i aften skal uddeles.

I år virker konkurrencen særligt åben, men alligevel tegner der sig her i ellevte time en potentiel konsensusvinder.

I Ekkos stjernebarometer er der tre kritikere, som har den samme favorit til at vinde Guldpalmen.

Engelske Lee Marshall, amerikanske J. Sperling Reich og indiske Pragya Mishra peger på iranske Asghar Farhadis Ghahreman, der har den engelske titel A Hero.

”Asghar Farhadis nye film byder på en effektiv historie om nutidens samfund, der er voldsomt påvirket af sociale medier,” lyder det fra Pragya Mishra.

”Filmen handler om frihed og ærlighed, og kampen for at opnå begge dele. Den følger gode mennesker, som falder gennem samfundets huller, og det er en universel fortælling, som vil tale til publikum over hele verden.”

Falleret pornostjerne
De otte kritikere i stjernebarometret har givet stjerner til de 24 film i hovedkonkurrencen.

I toppen finder man sammen med A Hero norske Joachim Triers Verdens værste menneske, japanske Ryusuke Hamaguchis Drive My Car og franske Jacques Audiards Les Olympiades.

I spidsen ligger en film et gennemsnit på 3,4 ud af 4 stjerner: Red Rocket.

Amerikanske Sean Baker har med indie-perlerne Tangerine og The Florida Project slået sit navn fast som en af tidens mest spændende instruktører. Han er i år i hovedkonkurrencen med Red Rocket, der har begejstret med historien om en falleret pornostjerne, der vender tilbage til Texas og forsøger at hustle sig gennem tilværelsen.

”Filmen giver et vitalt og sprudlende billede af randeksistenser i USA. Hovedpersonen bliver skildret med solidaritet, selv om han er lidt af et røvhul, og på den måde er det et eminent portræt af Trumps USA,” siger Nanna Frank Rasmussen fra Politiken.

Hun ser ikke filmen som en åbenlys Guldpalme-vinder, men i et år uden nogen entydig favorit a la Parasite, kan Red Rocket have en chance, mener kritikeren.

”Det er en film, der vil noget og har en samfundskritisk dagsorden, så den kunne godt vække en form for genklang i Spike Lees jury.”

Spike Lees chance
Ekkos chefredaktør Claus Christensen tror også, at juryen vil finde en politisk Guldpalme-vinder, men gætter på en afrikansk film.

”Spike Lee har i sin karriere kæmpet for sortes rettigheder, og han var med til at gøre #OscarsSoWhite-sloganet kendt i hele verden. Når muligheden for den første afrikanske Guldpalme-vinder siden 1975 bliver leveret på et sølvfad, vil det være underligt, hvis han ikke griber den,” siger Claus Christensen.

Chefredaktøren tænker på Tchad-instruktøren Mahamat-Saleh Harouns Lingui, der handler om en femtenårig pige, som forsøger at få en abort i hemmelighed for ikke at blive udstødt af samfundet.

”Det er en enkel, men spændende fortalt og overbevisende spillet historie med scener, man ikke glemmer. Den taler til følelserne og maner til eftertanke, og den slår festivalens stærkeste slag for kvinders rettigheder i et opgør med patriarkatet og ikke mindst religionens undertrykkende magt. Mon ikke det vil appellere til en jury med en sjælden overvægt af kvinder?” spørger Ekkos chefredaktør.

Modig og opfindsom
Det har været et specielt år, hvor film af veteraner som Paul Verhoeven, Sean Penn og Nanni Moretti har skuffet anmelderne.

Også Leos Carax’ vilde åbningsfilm Annette har med et gennemsnit på 2,4 været en undervældende oplevelse for de fleste anmeldere i Ekkos kritikerpanel.

Men den engelsksprogede musical har sine fans. Ikke mindst panelets franske deltager Olivia Cooper-Hadjian fra det anerkendte filmtidsskrift Cahiers du Cinéma.

”Det er en konstant opfindsom og modig film, der med sin tro på filmmediets uendelige muligheder skubber til grænserne for at fortælle en historie,” mener Olivia Cooper-Hadjian.

”Sammenlignet med andre gode film i hovedkonkurrencen overrasker den virkelig i forhold til Carax’ tidligere film, og det er værd at belønne.”

Trailer: A Hero

Kommentarer

Nicki Bruun

Ekkos udsendte journalist i Cannes dækker dagligt festivalen.

Laver primært interviews og opstøver store og små nyheder.

Cannes-festivalen blev holdt første gang i 1946 og regnes for verdens mest prestigefyldte festival.

Årets festival er nummer 74 og løber fra 6. til 17. juli.

© Filmmagasinet Ekko