Berlinale dag 10: Iransk taxatur vinder

På en dag, hvor filmene var afløst af glamour, blev det ved den pompøse afslutningsceremoni afsløret, hvem der løb med diverse bjørne.

Iranske Taxi løb med Guldbjørnen for sin formfuldendte og elegante fortælling fra Teheran, hvor en dagslang taxatur udvikler sig i mange forskellige retninger, og somme tider næsten når Woody Allen-komiske højder midt i al politik-tragikken.

Da instruktøren har fået forbud imod at rejse af de iranske myndigheder, var det hans lille niece, Hana, der spiller med i filmen (og spiller godt!), som gik på scenen og hævede Guldbjørnen over hovedet. Et politisk symbol lige i ansigtet på det iranske styre. Mere politisk bevidst bliver det ikke.

To store til 45 Years
Jury-formand Darren Aronofsky åbnede med en kort og koncis tale om, hvor højt niveauet havde været ved årets festival, og at juryen da også havde måttet se sig nødsaget til at dele flere priser imellem to film.

Således gik den småfluffy bjørn for nytilføjelser til filmkunsten til både den tyske nattelivsfilm Victoria og den russiske tableaubilledskønne Under Electric Clouds, mens instruktør-bjørnen blev delt mellem Radu Jude for den sort-hvide westernlignende Aferim! og Małgorzata Szumowska for den kulsorte, polske spiseforstyrrelseskomedie Body.

Én film modtog imidlertid hele to priser – uden at dele med andre. 45 Years nakkede således begge skuespilbjørne, idet Tom Courtenay og Charlotte Rampling begge måtte på scenen for deres formidable præstationer i filmen om et 45 års langt ægteskab, som pludselig slår uforudsete revner.

Begge aldrende briter serverede da også solide, søde og underholdende takketaler til det tyske publikum.

Lidt dansk
I sidekonkurrencen Panorama, hvor danske Christian Braad Thomsens Fassbinder – at elske uden at kræve og grønlandsk-danske Sumé – lyden af en revolution var med, gik publikumspriserne til den britiske krigsdokumentar Tell the Spring Not to Come This Year samt spillefilmen The Second Mother fra Brasilien, som handler om nogle drastiske dage i en husbestyrerindes liv.

Andenpladsen i Panoramas dokumentarprogram gik til The Yes Men are Revolting, som har en dansk co-produktion hæftet på sig.

På den måde fik Danmark en smule med hjem fra Berlin rent resultatmæssigt, men den 65. udgave af Berlinalen har imidlertid mere været viet til kommende produktionssamarbejder og buzz omkring danske projekter end egentligt handlet om store danske film.

Det har dog ikke gjort Berlinalen ringere. Faktisk har filmniveauet i år været ganske højt, og kun få film har været småkedelige. Den film, der delte vandene mest hos anmelderne i hovedkonkurrencen, var dokumentaren The Pearl Button. Den fik en sølvbjørn for bedste manuskript.

En god årgang
Vinderne kan man selvfølgelig altid diskutere, men som forudset i går, var det svært ikke at give Charlotte Rampling en bjørn for sin rolle i 45 Years.

At hendes medspiller Tom Courtenay så også nappede en pris, var lidt mere overraskende, men de to spiller nu sådan set fuldstændigt forbilledligt i det, der for denne signatur var Berlinalen anno 2015’s største filmoplevelse, mens det også er svært at indvende noget imod juryens specialpris til den chilenske præstefilm The Club.

Vinderen af den eneste gyldne bjørn kan man nu også kun være glad for.

Taxi var nemlig uden tvivl den mest politisk-interessante film på festivalen i år. Den er legesyg i sit filmsprog (den foregår sådan set konsekvent i en taxa), mens den i allerhøjeste grad tør udfordre det regime, som holder instruktør Jafar Panahi fra at rejse ud af sit hjemland.

Således er Taxi både virtuos i sin langsommelighed og drøncharmerende i sin dialog og tone.

Og da instruktør Panahis lille niece hævede Guldbjørnen over hovedet for så at bryde ud i tårer foran de tonsvis af blitzende kameraer, havde Berlinalens 65. årgang fået det billede, som for altid vil stå som det store øjeblik i 2015 på den politiske filmfestival.

For det er jo netop, hvad film handler om: Uforglemmelige øjeblikke og elegante billeder i skøn forening.