Irsk ø-komedie bejler til Guldløven

Martin McDonagh har ry for at være en af sin generations skarpeste teaterforfattere.

Med sine tre film – In Bruges, Seven Psychopaths og Three Billboards Outside Ebbing, Missouri – har han samtidig bevist, at hans fortælletalent står lige så stærkt på film.

Han har et uforligneligt talent for at turnere en replik, så man husker den længe efter rulleteksterne. Og han kan skævvride en enkel historie, så den tager røven på os.

The Banshees of Inisherin er hans mest intime film til dato.

Ævler om æsellort
Filmen foregår i et afsondret mikrounivers på en ø ud for den irske vestkyst. Den sættes over styr, da den trinde landsbymusiker Colm ikke gider drikke flere Guinness på den lokale pub med Pádraic.

De har ellers altid været drikkekammerater, men fra den ene dag til den anden beslutter Colm, at venskabet er ovre.

”Og du brugte to timer forleden på at fortælle mig, hvad du havde fundet i dit æsels lort. Jeg tog tid!”

Der er en forrygende musikalitet i de ærkeirske replikker, og The Banshees of Inisherin er en meget lokalt forankret historie.

I irsk mytologi er en ”banshee” en kvindelig ånd, hvis skrig varsler døden.

Der hænger netop en dyster stemning over Inisherin. Året er 1923, og på fastlandet raser en borgerkrig, som øboerne ikke bekymrer sig meget om, men udgør et ildevarslende bagtæppe for de eskalerende intriger på øen.

At den bedste ven således slår hånden af ham fører Pádraic ud på en sjælesøgende deroute. De lokale på Inisherin har altid ment, han er en flink fyr. Ikke specielt ophidsende måske, men flink.

Men Colm vil bruge tiden til noget fornuftigt i stedet for bare at slå den ihjel. Og da den sårede Pádraic bliver ved at forstyrre ham, stiller Colm et dramatisk ultimatum:

”Bliver du ved med at tale til mig, skærer jeg min finger af. Fortsætter du, tager jeg én mere!”

Ensomme skæbner
Med begavede greb strammer Martin McDonagh skruetvingen til en gribende historie om ulykkelig, platonisk kærlighed mellem to mænd.

Colin Farrell hænger kosteligt med mulen som den forsmåede drikkemakker Pádraic, der aldrig før har sat spørgsmålstegn ved sin fasttømrede rutine med køer på marken og øl på pubben.

Brendan Gleeson giver den mere viljestærke Colm en indbildsk stolthed, og det er skønt at se de to genforenet efter deres bravurpræstationer i In Bruges.

The Banshees of Inisherin har også blik for øsamfundets andre ensomme skæbner. Det gælder ikke mindst Pádraics snusfornuftige søster Siobhan og landsbytumpen Dominic, der i Pádraics øjne er en intellektuel trussel.

Barry Keoghan er en isnende psykopat over for Colin Farrell i The Killing of a Sacred Deer, men gør her den højrøstede idiot Dominic til en tragisk, kuet skikkelse. Og Kerry Condon som Siobhan forankrer konflikten som øens rationelle stemme, der ved bedre end at skændes med idioter.

Af samme grund bruger hun det meste af tiden på at længes efter fastlandet. På den lille ø kører livet i samme enfoldige trummerum.

The Banshees of Inisherin er et tankevækkende og fænomenalt velskrevet portræt af venskab og hjertesorg. Den er flere kritikeres favorit til Guldløven, heriblandt Ekkos udsendte.