Islamdebatten

Da en ung politiker med muslimsk baggrund, Asmaa Abdol-Hamid, i foråret bekendtgjorde, at hun ville i Folketinget, var medierne fulde af kritiske udtalelser.

SF's Villy Søvndal sagde, at Asmaa Abdol-Hamid hørte til på højrefløjen, men på højrefløjen sammenlignede Dansk Folkepartis Søren Krarup hendes tørklæde med et hagekors. Og heller ikke på midten var der hjælp at hente: "Jeg bryder mig ikke om det tørklæde, og jeg håber, at flere unge piger vil lægge det fra sig," lød det fra Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt.

Rykket mod højre
Sagen om Asmaa Abdol-Hamids folketingskandidatur viste, hvor hård tonen er blevet i den danske islamdebat. Hele det politiske spektrum er rykket mod højre: De moderate er blevet mindre moderate og de ekstreme mere ekstreme.

Der er afgørende forskelle mellem debatklimaet i 1980'erne og i dag. Dengang handlede debatten om respekt for forskellighed - nu handler den om muslimer. Eller som den politiske kommentator Clement Kjersgaard formulerer det: "Dengang blev racisme set som problemet. I dag er det muslimerne, der bliver set som problemet."

Mediernes fokus er flyttet fra "den svage indvandrer" til "den stærke muslim", skrev religionshistoriker Cora Alexa Døving i en kronik i år. Hun noterer sig også, at medierne er begyndt at omtale muslimske befolkningsgrupper som én kollektiv gruppe med en bestemt politisk dagsorden uden at tage hensyn mangfoldigheden blandt de muslimske grupper.

Den lille nationalisme
Debatten er altså blevet mere islamofobisk, og tilbage står spørgsmålet: Hvordan er det kommet så vidt? Hvordan fik vi den islamdebat, vi har i dag?

Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance gav forrige år medierne og politikerne skylden. De har udnyttet deres rolle til "at splitte befolkningen snarere end at samle den", skrev Kommissionen i en rapport om Danmark. Som rapporten indikerer, kan islamdebatten forklares med udviklingen i såvel det politiske liv som i medieverdenen.

På det politiske niveau er man i store dele af Europa - især Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Holland, Sverige og Danmark - begyndt at sætte spørgsmålstegn ved selve idéen om det multikulturelle samfund. I stedet formulerer man politikker baseret på, at indvandrere skal tilpasse sig de europæiske landes egne kulturer.

Det sker som "en reaktion på sociale og økonomiske problemer blandt de etniske minoritetsgrupper", vurderer Oxford Analytica, som gør brug af Oxford-universitets eksperter, i en artikel på Forbes.com. I samme artikel fra i vinter afviser Oxford Analytica, at de senere års terrorhandlinger - blandt andet i London og Madrid - har påvirket de europæiske regeringer til kursskiftet. Afvisningen af det multikulturelle begyndte før terrorangrebene, skriver de.

De europæiske landes modvilje mod multikulturelle samfund kan også ses som udtryk for ny slags nationalisme, mener den politiske kommentator Clement Kjersgaard. Han taler om en "lille nationalisme", som - i modsætning til 30'ernes stolte og aggressive nationalisme - passivt bekæmper kræfter, der kan forandre nationalstaten. Islam, for eksempel.

De polske gæstearbejdere
Modviljen mod det multikulturelle er også tydelig i Danmark. Og spørger man Bashy Quraishy, chefredaktør for tidsskriftet MediaWatch, kan den spores tilbage til 1970'erne.

Dengang inviterede regeringen gæstearbejdere til Danmark på grund af manglen på arbejdskraft. Politikerne tænkte ikke på, at gæstearbejderne ville blive i landet, når der ikke længere var brug for dem på arbejdsmarkedet, og at de ville tage deres slægtninge med til Danmark. Derfor gjorde man ikke meget for at integrere gæstearbejderne og lige så lidt for at forklare danskerne, hvorfor de var her. Som Bashy Quraishy siger: "Det var arbejdere, der blev inviteret, men det var mennesker, der kom."

Da oliekrisen og den efterfølgende lavkonjunktur meldte sig, mistede gæstearbejderne deres jobs. Så de søgte nye jobs eller understøttelse, og først dér blev de for alvor synlige for befolkningen. På den måde opstod "den danske frustration", mener Bashy Quraishy.

Det var altså først, da indvandrerne blev en social og økonomisk belastning for det danske samfund, at modviljen mod dem opstod. Siden har samme modvilje resulteret i den store succes, først Fremskridtspartiet og siden Dansk Folkeparti har haft i dansk politik.

Mediernes islamofobi
Danske og andre europæiske politikeres afvisning af det multikulturelle samfund har uden tvivl været med til at give os den islamdebat, vi har i dag. Men kommer denne afvisning også til udtryk i den måde, medierne formidler islamdebatten på? Er medierne med til at slå den hårde tone an?

Ja, mener Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance, som forrige år skrev, at politikere i Danmark "relativt ustraffet (kan) fremsætte diskriminerende udtalelser mod mindretalsgrupper i medierne".

Det er der en grund til, mener Bashy Quraishy: "De fleste danske medier er anti-islam og anti-indvandrere. De er ignorante og ikke trænede i en multikulturel diskurs. Den eneste dagsorden, de reflekterer, er den islamofobiske," siger han.

Et eksempel kunne være mediernes dækning af efterårets såkaldte 2. Muhammedkrise, som opstod, da to kunstnere offentliggjorde optagelser af medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom i konkurrence om at tegne den grimmeste Muhammed-tegning. Medierne koncentrerede sig om, hvordan muslimerne ville reagere på provokationen: Hvornår går de amok? Enkelte medier bragte endda gamle billeder af brændende flag og vrede menneskemængder fra den oprindelige Muhammedkrise. Til gengæld fik DFU-medlemmernes diskriminerende handlinger ikke stort fokus.

Skal følge politisk debat
Mediernes modvilje mod at sætte spørgsmålstegn ved diskriminerende handlinger og udtalelser er et generelt problem, mener Bashy Quraishy. "Og når de bare holder mikrofonen frem, så er de villige medskyldige," siger han.

Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden forklarer, at medierne til en vis grad er forpligtet til at følge den politiske debat: "Det, der bliver accepteret i en parlamentarisk sammenhæng, er - og skal være - det, der bliver formidlet af medierne," siger han.

Tøger Seidenfaden mener dog, at medierne bør "indramme og modsige" ekstreme udtalelser. Det synes han også, at de som regel gør, men han erkender, at journalister ofte betragter deres arbejde som færdigt, når fakta er på plads og begge sider i en sag er blevet hørt.

"Forestillingen om et bredere ansvar for at skabe dialog, tolerance osv. er ikke stærk i branchen," konstaterer Tøger Seidenfaden.


Interviewene med Kjersgaard, Quraishy og Seidenfaden er blevet til i forbindelse med et uddannelsesprogram arrangeret af den internationale organisation Humanity in Action.