István Szabó venter på en helt der ikke er korrupt

"Ich bin nur ein Schauspieler."

Med kroppen badet i nazisternes skarpe projektørlys står det klart for skuespilleren Hendrik Höfgen, at han har solgt sin sjæl til djævelen ved at spille rollen som Mephisto på Nationalteatret i Berlin. At han har ofret alt for at tilfredsstille et grænseløst begær efter magt og indflydelse.

Så begynder rulleteksterne. Det er nat nu, og gæsterne forlader Asta-biografen i Cinematekets kælder for at gå ud i den sommerkolde Gothersgade. Måske tænker de, at de føler sig anderledes, og hvis de gør, er det muligt, de tænker over noget, som blev sagt lige før filmen.

Solgte sin sjæl til djævelen
"Bilerne er på vej." Janne Giese, leder af Copenhagen International Film Festival 2004, står i foyeren til Den Danske Filmskole på Holmen. Klokken er lidt i ét, og om få minutter begynder dagens seminar med instruktøren István Szabó. Hovedpersonen selv er endnu ikke kommet, men nu lader det til, at Giese kan ånde lettet op.

"De solgte 900 billetter i Dagmar i går," siger hun glad til en dame, der står ved siden af hende. Festivalen blev i åbningsåret 2003 hårdt kritiseret for de lave publikumstal og for at mangle internationalt format. Derfor har den brug for at tiltrække kapaciteter fra udlandet.

István Szabó er en sådan kapacitet. Den nu 66-årige ungarer har gennem fire årtier skrevet og instrueret en række store film, som tilsammen kan ses som en beskrivelse af den europæiske historie. Fra det 19. århundrede til 1. og 2. verdenskrig med nazisme, undertrykkelse og jødeforfølgelser, efterfulgt af kommunisme, stalinisme og invasionen af Sovjetunionen i 1956. Szabós film handler om tunge emner som historie og skæbne, magt og begær, men de store temaer er altid forankret i det enkelte menneskes liv. Det er her, den virkelige historie udspiller sig.

I den Oscar-vindende Mephisto fra 1982 får skuespilleren Hendrik Höfgen (Klaus Maria Brandauer) uventet succes i rollen som Mephisto, da nazisterne kommer til magten i 30'ernes Tyskland. Mens hans venner går i eksil eller under jorden, spiller Höfgen en rolle i rollen for at behage sine nye magtherrer i Nazistpartiet, inden han til sidst må erkende, at det har en pris at sælge sin sjæl til djævelen.

Vores helte er tabere
Szabó ankommer, og seminaret begynder. Janne Giese fortæller om Szabós nye film, Being Julia, som får premiere på festivalen i Toronto senere på året.

"Den festival kan vi nok ikke konkurrere med," siger Giese og kigger på instruktøren. Han smiler overbærende og går selv på scenen. Med sort tøj og gråt hår passer han godt ind i salen, hvor alt har de samme farver med undtagelse af det, der er rødt: den gigantiske buket roser, som står på scenen ved siden af instruktøren; biografsæderne i salen, hvoraf cirka 50 er i brug; blodet i Europas historie, i Szabós film.

"Jeg kan ikke fortælle en historie, der ikke er påvirket af historiske og politiske kendsgerninger," siger han. Seminaret er kommet ind til kernen af Szabós værker. "Vi kan kun fortælle historier om tabere, for vores helte er tabere. Selv når vi vinder, føler vi os som tabere."

Farlige visioner
Szabó siger til publikum, at vi som europæerne bærer rundt på et mindreværdskompleks, som er betinget af vores historie. Han anklager dem, han kalder "de beskidte politikere" for at udnytte det mindreværdskompleks til at tilrane sig magt og rigdom. Han tager flere gange afstand fra politikere og fra at tale om politik.

"Jeg vil ikke tale om noget, jeg ikke ved noget om," siger han resignerende.

"Men med de film, du har lavet, må du da have nogle visioner for Europa?" spørger en tilskuer i salen. "Visioner kan være farlige," svarer Szabó og ser en anelse opgivende ud. Han nævner de ideologiske idéer, der har præget Europa i det 20. århundrede og er omdrejningspunkter i mange af hans film. "Hvordan er det gået med dem?" spørger han retorisk ud i salen, inden han fortsætter:

"De opfordrer os til at lave positive film, for folk vil se vindere, ikke tabere, men hvordan skal man vise helte, der ikke er korrupte? Jeg venter på en helt, der ikke er korrupt, og så vil jeg lave en film om ham."

Indsprøjtning mod diktatur
Senere samme dag, lige før filmen, sidder Szabó og sover på et biografsæde i Cinematekets kælder. Hovedet let lænet tilbage, som om han betragter loftet. Det har været en lang dag.

Samtidig fyldes næsten alle sæderne bag ham af forventningsfulde gæster, som vil se instruktørens 23 år gamle mesterværk. Det er en af hans korrupte helte, de skal se. Szabó vågner op og begynder at fortælle om Klaus Mann, der i 1936 - før nazisterne kom til magten - skrev forlægget til filmen og senere tog sit eget liv.

"Jeg vidste mere om nazisterne, da jeg lavede filmen, end Mann gjorde, da hans skrev bogen, så jeg måtte ændre nogle ting," forklarer Szabó, og fortæller, at hans film først og fremmest handler om at leve i et diktatur. Han kalder filmen "en indsprøjtning mod diktatur."

"Hvis I føler jer anderledes efter filmen," siger Szabó til publikum, lige inden filmen begynder, "så vær klar over, at den her film, den handler ikke kun om nazisterne".

Så forlader Szabó biografen. Næste formiddag skal han se den første af de ti film i konkurrence sammen med resten af festivalens jury. En uge senere skal han kåre en vinder.