It’s Hollywood, baby!

Efter premieren på De fortabte sjæles ø i februar måned havnede jeg i en større identitetskrise og vidste basalt set ikke længere, hvorfor fanden jeg lavede film. Jeg var midt i en fire måneder lang sidde-i-sofaen-og-tænke-over-livets-skrøbelighed-periode, da min amerikanske agent (som jeg har haft siden Kongekabale) ringede og insisterede på, at tiden var moden til at komme til Los Angeles og møde den amerikanske filmbranche på
tomandshånd.

"De er vilde med dig herovre," som han sagde. Det skulle senere vise sig at være en lettere optimistisk udlægning.

Jeg er ikke en af de danske instruktører, der rynker på næsen ad Hollywood og dets affaldsprodukter. Tværtimod har jeg drømt om at arbejde i filmbranchens mekka, siden jeg begyndte mit professionelle virke i midten af 90'erne.

For det første er budgetterne (og lønnen) mange gange større end herhjemme. For det andet vokser det potentielle publikum med mange tusinde procent. Og den tredje og vigtigste grund: L.A. er tilholdssted for verdens dygtigste filmhåndværkere, og dér bliver lavet nogle skidegode film. Som et af mine barndomsidoler, Ole Bornedal, så smukt sagde i Ekko: "At lave en reaktion mod amerikansk film svarer til at lave en reaktion mod solskin."

Men jeg fik alligevel aldrig rigtig taget mig sammen til at komme derover. Der var selvfølgelig nervøsiteten: "Kan jeg klare mig blandt de store kanoner," men også en heftig flyskræk og et par spillefilm, der skulle overstås.

Men nu var tiden altså moden. Jeg var godt nok netop gået i gang med den spæde research på en dansk film om Caroline Mathilde og Struensee og deres dramatiske oplevelser i 1770'erne, men hvad fanden.

Skide være med hvorfor jeg laver film! Det er Hollywood, baby! Af sted!

He gives a great meeting!
Efter en veloverstået tur og de første par dages åben mund og ærefrygt over ligegyldigheder såsom Hollywood-skiltet på bjerget og de tre filmstjerner, der spiste frokost på min lokale café, fik jeg min møde-plan fra agenturet: 50 møder på fire uger, med option på flere. Jeg fik en peptalk fra mine "folk" herovre: "Vær charmerende, sælg dig selv, vær velforberedt, giv et godt møde!"

"He gives a great meeting," er et udtryk, der bliver brugt om populære instruktører. Ifølge min agent er der hundredvis af talentfattige folk, som gang på gang laver lortefilm, men er hamrende gode til at "give a great meeting" og dermed får alle de fede jobs.

Allerede her burde advarselslamperne have blinket.

Mit første møde var på Universal Pictures. På vejen til kontorbygningen går jeg forbi 30 enorme haller, kulisser til flere millioner i hver eneste hal, og føler mig helt hjemme. Den er god nok, det er her det sker, tænker jeg.

Mødet går helt fantastisk. Vi skal tale om et manuskript, jeg har læst aftenen forinden. Den kvindelige producer er helt vild med begge mine film. Jeg fortæller hende, hvad jeg synes, der skal laves om i manuskriptet, og vi bliver enige om, at vi skal arbejde sammen. Jeg går helt eksalteret derfra, imponeret over, hvor god jeg åbenbart er til at "give a great meeting".

Jeg ringer til min agent og siger, at jeg allerede har et potentielt job, men i stedet for den forventede jublen er der blot lidt tøven i den anden ende.

"Det lyder fint, Nick," siger han.

Jeg går videre til mit næste møde på Disney og har fuldstændigt samme oplevelse. Igen er de meget entusiastiske, igen bliver vi enige om, at vi skal arbejde sammen. Hmmm ...

Først et par uger senere forstår jeg min agents tøven - og først efter to måneder herovre begynder jeg at forstå, hvordan Hollywood fungerer.

Nobody knows anything
Filmbranchen i Los Angeles er drevet af frygt. Her er hundredtusindvis af mennesker, der arbejder med film, og endnu flere der går og drømmer om det. Så der står altid en yngre, klogere model om hjørnet og venter på at overtage dit job.

Hvilket betyder, at næsten enhver beslutning, du tager, er potentielt dit springbræt opad ... eller enden på din karriere.

Set fra deres ende af bordet: "Her kommer Arcel, en eller anden dansk instruktør, der har lavet et par OK film. Hvis jeg hyrer ham, og han laver noget lort, er jeg færdig. Så det må jeg hellere lade være med! På den anden side, hvis en anden producer tager chancen, og han laver en kæmpe succes, vil jeg gerne have et godt forhold til ham. Så jeg giver ham standardsvaret: Vi er store fans, vi er utroligt interesserede i at arbejde med dig, og vi må ses rigtig snart igen ("rigtigt snart" i Hollywood-slang betyder mellem tre måneder og to år).

Manuskriptforfatter William Goldmans berømte slogan om "nobody knows anything" i Hollywood rammer plet. Hvis ingen ved noget, er det aldrig klogt at sige hverken ja eller nej til nogetsomhelst.

En meget lang måned, 50 møder, 40 læste manuskripter og 100 siders noteskrivning senere, havde jeg 50 visitkort fra producenter, der alle sammen syntes, at Kongekabale og/eller De fortabte sjæles ø var den bedste film, de nogensinde havde set og potentielt gerne ville arbejde med mig.

Jeg har til dato intet fået ud af et eneste af de 50 møder (bortset fra en ude-afkroppen-oplevelse på Spielbergs produktionsselskab Amblin, hvor jeg fik lov at sidde og drikke kaffe i "Stevens legerum" og røre ved hans flippermaskiner og E.T.-dukker).

Jeg begyndte faktisk at se frem til de få møder, hvor producenterne havde rygrad nok til at indrømme, at jeg skrabede bunden af deres ønskeliste. "Først håber man jo på Ridley Scott ..."

Med andre ord, jeg var totalt ydmyget. Spild af liv.

I det mindste forelsker jeg mig i Los Angeles. Mit billige hotel med tilhørende Coffee Shop, hvor alle pigerne serverer i miniskørter, de daglige timelange køreture (at skulle mødes på en café her i L.A. betyder ofte en køretur, der svarer til Bryggen-Tisvilde), en enkelt live koncert på Hollywood Bowl med John Williams, der dirigerer sin egen filmmusik ...

Det eneste der irriterer: Alle er noget inden for filmbranchen. Man kan ikke engang nævne sin profession på renseriet, før den russiske ejer tropper op med sin femtenårige datter, der læser til starlet. Uden pis: to hjemløse ældre mænd uden for mit hotel stod og diskuterede Die Hard 4's billetindtægter i åbnings-weekenden!

Hurry up and wait!
Jeg var faktisk på vej tilbage til Danmark, lidt desillusioneret, men også fuld af hjemve, da der pludselig skete noget. Og typisk for Hollywood skete der fire ting på en gang.

Et manuskript fra Focus Features (Brokeback Mountain, Lost in Translation) landede på mit hotelværelse, en intelligent thriller om en aldrende lejemorder. Focus havde specifikt bedt om, at det skulle sendes til mig, hvilket er ekstraordinært. Jeg læser det, elsker det og vupti, jeg mødes med produceren, producenten, studiet. Alle vil have mig til at lave filmen.

De skal dog først lige finde en hovedrolle. "Øhm, er det ikke mig, der skal finde en hovedrolle," spørger jeg.

Der bliver grinet overbærende. Bare gør dig klar, siger de, vi skyder allerede til januar; lad for guds skyld være med at tage tilbage til Danmark!

Klip: En måned senere. Jeg er stadig i Los Angeles. Focus er stadig ekstatiske. Der er intet på papiret. Filmen er udskudt til juli 2008.

Det seneste nye er, at en meget berømt skuespiller vil spille hovedrollen, og han skal godkende mig, før jeg kan få jobbet. Jeg har mødt skuespillerens "folk" (alle har "folk" herovre) og de er glade for mig, men skuespilleren er en travl mand, så der går mindst en måned, før det møde bliver til noget.

"Hurry up and wait," endnu et standardudtryk herovre. Man forstår det ikke, før man har mærket det på sin egen krop.

You've got momentum, Kid!
Anyway, nu havde jeg så det, min agent kalder "momentum".

Producenterne lægger mærke til, at der er en ny spiller på banen. Nogen var dumme nok til at tage en chance med knægten fra Danmark, lad os skynde os at gå med på bølgen, vi skyder skylden på de andre, hvis han er talentløs.

Så kort efter Focus-affæren bliver jeg kaldt til hastemøde på Universal. De vil købe rettighederne til De fortabte sjæles ø, de vil have mig til at instruere remaket, og de vil give mig en "two picture deal". Det lyder skidegodt, når man vinkler det rigtigt - en kontrakt på to film på Universal! - men i realiteten betyder det, at de vil være sikre på at få mig billigt til nummer to film i tilfælde af, at den første bliver et hit. Hvis den derimod bliver et flop, kommer der aldrig nogen nummer to film. Bare spørg førnævnte hr. Bornedal.

Øhm, jeg ved ikke rigtigt, om jeg orker lave Fortabte sjæle igen, men det er Universal, baby! De har nogle gode ideer og er villige til at skyde ti gange mere i budgettet, end hvad vi havde sidst. Ok, så. Det er den lille blåøjede Spielberg-fan i mig, der overtager.

Vi går i gang med at diskutere, hvem der skal skrive manuskriptet, og jeg forfatter ti siders noter om alt det, jeg synes jeg gjorde galt i den danske version. Manus forventes klart til december.

Samtidig får jeg et officielt tilbud om at instruere en gyser med overnaturlige elementer for Gold Circle Films, og dagen efter ringer Paramount og siger, at de vil have eksklusiv ret til en science fiction-idé, jeg pitchede dem, og nu vil de finde en forfatter til projektet.

Jeg bliver helt stresset, men min agent siger, at 99 % procent af filmprojekter aldrig bliver til noget, så alle respektable instruktører er tilknyttet mindst fire-fem projekter. Jeg takker tøvende ja til tilbuddene, men tænker mest på det med de 99 %, der aldrig bliver til noget.

Nu var der altså tre projekter på plads, et fjerde i udsigt. Det lyder som en succeshistorie. Men sjovt nok følte jeg mig en smule på autopilot, tom indeni. Jeg var blevet underligt Los Angeliseret, havde ikke set nogen rigtigt i øjnene i tre måneder, glæden over de gode deals var større end glæden ved de egentlige projekter. Var det bare den klassiske reaktion, at så snart du får, hvad du ønsker dig, drømmer du om noget nyt?

I virkeligheden var det fordi noget andet trak i mig ...

Hvorfor fanden laver jeg film!
Midt i al dette kaos, fiaskoer, succeser og den kedsommelige venten, skete der nemlig et lille mirakel.

Caroline Mathilde begyndte at tage form. Med romanen Prinsesse af blodet i lommen, min medforfatter Rasmus på hotelværelset ved siden af og Lars von Trier på long distance i telefonen, begyndte jeg lige så stille at se historien for mig. Den idealistiske, men politisk naive doktor Struensee, der pludselig får magten over et kongerige; den indadvendte, men erotisk begavede teenage-dronning, der elsker ham; den følsomme og mentalt eksplosive konge, der stod mellem dem.

Og pludseligt opstod den helt specielle kildren i maven, lige så jomfruelig og inspirerende og fuld af muligheder, som dengang jeg endnu ikke fik løn for at skrive manuskripter, men gjorde det for min egen sjælefreds skyld.

Caroline begyndte psykologisk at overskygge alle de mulige deals med de store kanoner, fik dem nærmest til at virke ligegyldige. Det var ikke længere autopiloten, men historiefortælleren, der sad i cockpittet.

Først kunne jeg ikke forstå det. Her var endelig drengedrømmen inden for rækkevidde, og hvordan kan noget så uendeligt dansk som historien om Caroline Mathilde så pludselig udviske det?

Det er. Så. Utroligt. Simpelt: Historien handler om noget.

Filmen om Caroline Mathilde har noget på hjerte. Tillige har den potentiale til at blive den mest spændende og anderledes film, jeg endnu har turdet lave - en langt bedre film end nogen af de amerikanske projekter, jeg er tilknyttet.

Og med dette kom chokket, realisationen,lige så fysisk som det 4.6 jordskælv, der rystede mig og resten af Californien en stille torsdag nat. De fleste af de tilbud, jeg havde fået var forholdsvis banale genrefilm, i princippet ligegyldige film. Og en ligegyldig film bliver ikke bedre af, at man laver den på amerikansk til et stort publikum.

Det er vitterligt fuldstændigt ligegyldigt, hvor fanden man laver film, hvor mange penge de koster, hvor store stjernerne er. Der er ingen forskel på Hollywood og Filmbyen i Avedøre. Det er det samme hårde, kedelige, sjove, trivielle, fantastiske og langsommelige arbejde. Det eneste, der betyder noget er, at man kan se tilbage på sin film og sige: "Den havde sgu noget på hjerte."

Det er derfor jeg laver film. Eureka!

Det er så min Hollywood-tur i en nøddeskal: Jeg kunne ikke have skrevet et manuskript med et mere røvsygt, forudsigeligt dramatisk forløb. Akt 1: Kunstner er i krise, drømmer om de store tinder. Akt 2: Han rejser hjemmefra, illusionen brister. Akt 3: Sandheden om kunstens natur går op for ham, han finder lykken igen derhjemme.

Og vær' gerne spydige, hvis jeg om et par år render rundt på Universal Studios og laver De fortabte sjæles ø for anden gang.