”Ja, det rager mig, Kim Pedersen!”

”Hvad rager det dig?” spurgte Kim Pedersen mig på Facebook sidste weekend, da jeg ulejligede mig til at forklare ham, at ingen betvivlede Ekko-bloggerens fundamentale tåbelighed, men nærmere hans egnethed til at blogge for en vigtig og væsentlig platform i dansk film. 

En egnethed, som ikke er til debat for første gang, men synes at følge formanden for Danske Biografer rundt som en ærgerlig stank. 

Årsagen til sammenstødet på Facebook var et nyt blogindlæg af Kim Pedersen under titlen The Hollywood Casting Couch. Heri beskrev formanden det, som den skandaleramte Harvey Weinstein ”har rendt rundt og lavet” (det vil sige: overgreb, chikane og voldtægt) som ”naturligvis utilgiveligt”. 

Han konkluderede endda: ”Der er faktisk ingen ende på historier om sexchikane i Hollywood.” 

Især sidstnævnte pointe var vigtig, idet Weinstein-skandalen utroligt nok fremtræder som et chok for den amerikanske filmbranche. Det er skræmmende i sig selv og værd at fremhæve. 

Desværre følte Kim Pedersen også et behov for yderligere at nuancere en debat, der ifølge ham ikke er ”helt så sort-hvid, som nogen vil gøre den til: At de hvide, fedladne og cigarrygende Hollywood-bosser er nogle svin over for de stakkels, uskyldige og sagesløse kvinder”. 

Der er mere til den historie, mener formanden. ”For hvad med de kvinder, som hellere end gerne smider sig på The Hollywood Casting Couch, i håbet om at det vil fremme deres karriere?” 

Usympatisk timing
Ja, hvad med dem? 

Er de ikke vigtige at få med i den aktuelle historie om alle de kvinder (og mænd!), der lige nu står frem og fortæller om den uhyggelige chikane og de traumatiserende overgreb, de har oplevet fra Weinstein og andre magtfulde mænd i branchen? 

Svaret er selvfølgelig nej. 

Selv hvis det var muligt at bestemme med sikkerhed, at kvinder på Hollywoods casting couch ikke er produkterne af en rædselsfuld og ødelæggende kultur, men derimod medansvarlige for den, så ville den pointe stadig være kommet på det mest ufine og usympatiske tidspunkt, man kunne forestille sig. 

Den uundgåelige mistænkeliggørelse af kvinder og mænd, som i deres afsløringer udtrykker hverken lyst eller samtykke i forbindelse med Weinsteins overgreb, er beskæmmende og en del af problemet. Den er ikke modig, som René Fredensborg lidt forventeligt skrev på Facebook, men virker direkte modarbejdende på den udrensning af kulturen og systemet, vi forhåbentlig alle kalder på. 

Den peger fingre af de forkerte, nemlig de sårbare (uskyldige eller ej) og tager fokus fra dem med magten, som må være aktørerne, der sætter retningen. Det er ikke et spørgsmål om ”begge køn i Hollywood”, som Kim Pedersen skriver (selv om dette ville være overordentligt belejligt, idet alt det der ligestillingshalløj så pludselig kommer formanden til gode), men et spørgsmål om magt og misbrug af den magt.

Afsender af dårskaben
Her er vi så. 

Med et i bedste fald tåbeligt og i værste fald skadeligt blogindlæg fra en ikke uvæsentlig karakter i dansk film. En, der selv er en form for magthaver, skulle man tro, hvis man læser bloggerens biografi på Ekko, hvor det ikke er småt med tillidsposter og formandskaber. 

Det er der al grund til at kritisere, og det gjorde folk så (mig selv inklusive) i indlæggets kommentarspor på Facebook. Kim Pedersen som afsender af dårskaben tog en del kritik, men Ekko næsten endnu mere for at agere bugtalerdukke. Forfatteren var da ikke sen til at gribe muligheden for at afspore debatten om hans perspektiv på Weinstein-skandalen i særdeleshed og hans stemme i almindelighed ved at gøre det til et spørgsmål om ytringsfrihed. 

Kritikernes ”ønske om at få mig fjernet på grundlag af mine ytringer, eller at Ekko skulle blande sig i indholdet af mine blogskriverier” kan ifølge Kim Pedersen ikke ”betragtes som andet end en begrænsning af min ytringsfrihed”, skriver han i et nyt blogindlæg med titlen Ytringsfriheden har trange kår i filmbranchen. 

Lad os bare mane den påstand i jorden med det samme. 

For selvfølgelig skal Ekko ikke blande sig i indholdet af sine bloggeres tekster, og den pågældende blogger er fri til at mene alt det sludder, han vil. Den frihed er ham grundlovssikret og gudskelov for det. Hvad Grundloven derimod ikke sikrer Kim Pedersen, er Ekko som platform for hans holdninger. Med retten til at ytre sig kommer ikke automatisk retten til at få de ytringer bragt i Ekko, selv om vi da sikkert alle gerne ville have et vedvarende talerør i offentligheden. 

Det er nemlig en del af idéen bag den frie presse, at et magasin som Ekko – inden for lovens grænser – uden sanktioner kan strukturere og prioritere sit indhold. 

Skadeligt for ofrene
Det betyder, at læserne ikke kan kræve en bloggers afskedigelse, men samtidig også, at det klinger hult og fejt, når mediet i kommentarsporet på Facebook undskylder sig med følgende: ”Ekko har ingen aktie i blogindlæg. Vi har fire bloggere, som kommenterer begivenheder i film- og medieverdenen helt uafhængigt af redaktionen”. 

Med den og mange lignende kommentarer fraskriver Ekko sig i realiteten sit journalistiske ansvar som portvagt eller gatekeeper. 

Om man vil det eller ej, kontrollerer medier stadig i en eller anden grad, hvad der kommer ud til offentligheden (især når det kommer til blogs), og derfor har Ekko uvægerligt et medansvar, når det bringer et dårligt argumenteret og slet ikke dokumenteret indlæg, som kan virke skadeligt for en lang række ofre, der lige nu kæmper (eller kommer til at kæmpe) med modet og viljen til at stå frem – et mod og en vilje, der i høj grad afhænger af, hvordan offentligheden stiller sig parat til at modtage det, de har at fortælle.

Så lige for at svare på dit spørgsmål, Kim: Ja, det rager mig! Nu er spørgsmålet bare: Rager det Ekko?