Nyhed
12. jan. 2005 | 17:09

Jacob Thuesens Anklaget til Berlinfestival

- Jeg læste manuskriptet og tænkte, at det var en fantastisk udfordring at lave en film om noget, som alle mener er forfærdeligt, siger Jacob Thuesen til EKKO.

Af Annemarie Hørsman

Når Berlin Filmfestivalen slår dørene op den 10. februar, vil der være mindst én dansk film i festivalens hovedkonkurrence, nemlig Jacob Thuesens spillefilmdebut Anklaget. Den er netop er blevet udtaget og skal dyste blandt i alt tyve film om den prestigefyldte hovedpris Guldbjørnen.

Filmen, der har manuskript af Kim Fupz Aakeson, handler om et tabu: Den sympatiske familiefar Henrik, spillet af Troels Lyby, arresteres pludselig en dag efter anklage fra sin egen datter om det værst tænkelige — incest!

Anklaget er et psykologisk drama, men Jacob Thuesen har også været inspireret af thriller-genren og især af mesteren Alfred Hitchcock, fortæller han i det første interview om filmen, som kan læses her på hjemmesiden. 

Anklaget har dansk biografpremiere 28. januar. Kim Fupz Aakeson vil bruge Anklaget som case study i sit foredrag om filmmanuskriptets faser på mediekonferencen Medier på tværs! Konferencen, der er åben for alle, finder sted i Filmhuset 10. februar og arrangeres af Dansklærerforeningen og EKKO.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko