Jagten på kærligheden og Steen Jørgensen

”Naboer. Hun manglede erfaring. Han manglede en arm.”

Teksten toner frem på skærmen til tonerne af Skousen & Ingemanns folkekære hippie-hit Herfra hvor vi står.

Dermed er scenen sat til en af de hidtil mest eksperimenterende filmoplevelser på Ekko Shortlist. Søndag er et visuelt essay om to ensomme naboer, som måske, måske ikke, vil have hinanden. Det er en kærligheds-collage, som inkluderer en brand, to plasticposer, et maskingevær, lidt for mange øller og en kødsav.

Men mest af alt er det en famlende flirt mellem ham og hende. Han er 52 år, han hedder Steen Jørgensen og er Danmarks kendteste enarmede mand.

Hun er 25 år, hun hedder Sandra Virginia Bereza og er helt ukendt. Men det har hun tænkt sig at lave om på. Og da filmrollerne ikke kom til hende, besluttede hun at lave sin egen film.

Det blev til Søndag, som skuespillerinden selv har skrevet, produceret og betalt.

Lynhurtig uddannelse
Sandra Virginia Bereza, som fylder 28 på torsdag, er uddannet skuespiller fra New York Film Academy. Da hun ikke kom ind på Statens Teaterskole, måtte hun tænke ud over landets grænser. Skolen i USA blev gennemført på rekordtid.

”Det er en toårig uddannelse, men jeg fik allerede mine uddannelsespapirer efter første semester, det vil sige et halvt år. Man kender det fra folkeskolen, hvor nogen rykker to klasser op. For mig skete det så bare på en filmskole,” forklarer hun med dansk beskedenhed i stemmen.

”Jeg kom ind til et møde, og så sagde de: ’Du må selvfølgelig gerne fortsætte, men vi vurderer, at der ikke er nogen grund til det. Så du kan godt få dine papirer nu.’ Så sagde jeg ja tak.”

Multikunstner som mentor
Men da hun forlod skolen, forlod hun også hele sit nye amerikanske netværk.

”Det var rigtig svært for mig at komme tilbage til Danmark, fordi jeg følte mig ekstremt ensom. Jeg følte, at jeg blev nødt til at starte helt forfra,” sukker hun. ”Danmark er jo så lille, og der er så mange om buddet. Det er jo ofte de samme og de samme og de samme skuespillere, de bruger.”

Derfor besluttede hun at gå ud i byen og finde sig nogle nye venner. Nogle, der led af den samme skabertrang som hende selv.

Den første fandt hun, da hun stødte ind i multikunstneren Marcelino Ballarin til en fest i miljøet omkring filmuddannelsen Super16. Foruden punkmusik, tegneserier, fotoudstillinger, digte, radioprogrammer og hiphop-mode står Marcelino Ballarin bag spillefilmen Slim slam slum (2002).

”På det tidspunkt føler jeg, at jeg er lidt i klemme. Jeg føler ikke der sker så meget, som jeg gerne vil have, der skal ske. Så Marcelino stiller mig det klassiske, smukke spørgsmål: ’Jamen Sandra, hvorfor gør du det ikke bare selv?’

Hvis telefonen ikke ringer, må man jo bare starte sit eget projekt, forklarede han. Lave sin egen film.

”Så står jeg der og tænker: ’Det er fuldstændig rigtig, hvad han siger. Hvad har jeg dog tænkt på?’ Nogle gange skal man bare lige have én til at sige det.”

Manuskript på to timer
Marcelino Ballarin gjorde kort proces.

”Vi gik op på Hovedbiblioteket, og så satte han mig foran computeren. Og så guidede han mig til at finde ud af, hvordan den her historie skulle være.”

”Han stillede mig en masse åbne spørgsmål, som jeg kunne svare på for at åbne op for fantasien,” husker hun. ”’Hvor mange karakterer skal der være med i din film? Hvilket køn skal de være? Hvor gamle er de? Hvor befinder de sig i deres liv, og hvor bor de? Hvor mødes de?’”

”To timer senere havde vi et manuskript,” fortsætter hun. ”Så sagde han: ’Nu kan du gå ud og lave den her film. Men hvis du ikke har gjort det inden for seks måneder, så overtager jeg den og laver den selv.’ Han gav mig et ultimatum, og det blev vores aftale,” siger hun taknemmeligt.

”Jeg havde brug for det skub.”

Minglede sig til en instruktør
Søndag er produceret med hjælp fra Zentropa som et såkaldt græsrodsprojekt. Selskabet har støttet med udstyr og vejledning, men ikke med penge. Filmen er finansieret af cirka 20.000 kroner fra Sandra Virginia Berezas egen lomme.

Den næste brik i filmpuslespillet var at finde en instruktør.

Da hun ved et tilfælde havnede til en forevisning af kunstkortfilmen The Killing of a Danish Swan, var hun ikke i tvivl om, at det skulle være den dansk-argentinske instruktør, fotograf og billedkunstner Juan Hein.

”Så tænkte jeg: ’Hold kæft, hvor er han bare fantastisk!’ Jeg elskede jo det, han lavede.”

Efter filmen fik hun minglet sig til en snak med den 42-årige multikunstner. Da han havde læst manuskriptet, sagde han ja. Men han havde et par betingelser.

”Juan er jo også kommet med inputs til manuskriptet, for han havde også brug for at integrere sit univers i filmen,” forklarer Sandra Virginia Bereza.

Røverhistorie om mistet arm
I sit kunstneriske virke blander Juan Hein ofte dokumentarisme og fiktion i en gråzonet collage. Han fortæller til Ekko, at han godt kan lide, når publikum befinder sig i et vakuum af tvivl mellem sandhed og opspind.

I Søndag ser man nogle rystede mobil-optagelser af et hus i brand, som er klippet ind midt i den centrale kærlighedshistorie. Billederne er helt dokumentariske og hentet fra Youtube. Men i forlængelse af de to karakterers længselsfulde blikke synes de at varsle en altfortærende og gådefuld, indre brand.

Juan Hein besluttede også, at filmens to naboer skulle hedde Sandra og Steen. På den måde tvinges publikum til at overveje, om de to skuespillere faktisk spiller sig selv.

Spørgsmålet trænger sig for alvor på i en scene, hvor Steen Jørgensen afslører, hvordan han mistede sin ene arm på højdramatisk vis. Røverhistorien har Juan Hein selv fundet på. Men han håber, at publikum kommer i tvivl. For hvor mange ved egentlig, hvorfor Steen Jørgensen mangler en arm?

Bare en følelse
Sandra Virginia Bereza kan ikke forklare, hvorfor hendes mandlige medspiller skulle være den ikoniske forsanger i rockbandet Sort Sol. Det var bare en følelse.

”Da vi sidder og næsten har skrevet filmen færdig, spørger Marcelino Ballarin mig: ’Men Sandra, hvem skal så spille manden?’ Og så sagde jeg: ’Det skal Steen Jørgensen.’ Så grinte vi helt vildt. Så sagde han: ’Men hvordan vil du få fat i Steen Jørgensen?’ Det anede jeg ikke,” griner hun.

Men Marcelino Ballarin gav hende et tip om, at den meget private musiker ofte frekventerede den lille københavnske bar Floss. Og så indledte hun en forfølgelsesjagt. Hun begyndte at komme mere og mere på baren.

”Det blev nærmest en besættelse for mig. Men han var der aldrig.”

”Hej, jeg har skrevet en film”
Sandra og Steen mødtes lige så tilfældigt, som de flirtende naboer i Søndag.

”Jeg cykler ned ad Gothersgade. Og på hjørnet ved Cinemateket er det så, at jeg ser ham. Han står dér helt mutters alene og ryger en cigaret. Og jeg tænker: ’Yes! Der er han jo!’”

”Så stopper jeg op og siger: ’Hej Steen!’ Han kigger på mig og siger ’Øh, hej?’”

”Jeg siger: ’Ja, du kender mig ikke, men jeg har skrevet en film, og vil du ikke nok være med i den?’”

”’Intet er umuligt,’ siger han så.”

Sandra Virginia Bereza havde manuskriptet i tasken. Og så blev der udvekslet telefonnumre.

Men herefter ringede hun forgæves til ønske-kollegaen i en måned. Så besluttede hun at tage på Floss en sidste gang.

”Og der står Steen og ser glad ud,” griner hun. ”Så siger jeg: ’Hva’ så, Steen. Hvorfor tager du ikke telefonen, når jeg ringer?’”

”Han spørger, om jeg ikke har en plan B og en plan C. Så siger jeg: ’Jamen, jeg har hele alfabetet, men det kan kun være dig, Steen! Vi bliver nødt til at finde ud af noget her. Skal du have noget at drikke?’”

Et par Somersby senere var aftalen i hus.

God til at spille sig selv
Steen Jørgensen har en smule erfaring foran kameraet som gæstestjerne i tv-serierne Klovn og Den serbiske dansker. Ellers har han mest spillet skuespil i musicals. Filmen blev optaget på to dage, og de forløb, med Sandra Virginia Berezas ord, helt smooth.

”Steen var fantastisk at arbejde sammen med. Han skulle bare være sig selv. Og det gør han jo meget godt! Når man har stået på en scene i tyve år, så er det vel også en form for acting, ikke? Så helt uden erfaring kan man ikke kalde ham,” siger hun.

Under optagelserne fik Juan Hein rig mulighed for at arbejde med grænsefladerne mellem fiktion og virkelighed. Ifølge instruktøren var der en særdeles god kemi mellem virkelighedens Steen og Sandra. Og han gjorde alt, hvad han kunne for at indfange den på film.

Sandra Virginia Bereza understreger, at hendes relation til medspilleren var rent professionel. Men hun er enig med sin instruktør.

”Jeg tror helt sikkert, at den gode kemi er grunden til, at filmen spiller så godt, som den gør.”