Dag 4: Jalousivanvid, KKK-anger og Wilde

Sundance er fuld af filmnørder, men festivalen er også ét stort reklamefremstød.

Producere sælger deres film, filmskabere sælger sig selv, og som journalist har man travlt med at sælge sit magasin til skeptiske pr-agenter.

Sundance sælger også sig selv, selvfølgelig.

Der er et stort udbud af gratis virtual reality-oplevelser, lounges, paneler og koncerter, hvor man som deltager betaler ved at lade sig fotografere og interviewe til sociale medier og til en video, der spiller foran alle visninger med højdepunkter fra dagen forinden.

Mine betragtninger om en VR-film om NASA var åbenbart et højdepunkt, for jeg fik lov at runde den video af til alle festivalens lørdagsvisninger.

Sådan kan man hurtigt blive Sundance-berømt.

Læreren og barnegeniet
Åbningsscenerne af Sara Colangelos The Kindergarten Teacher sætter tonen.

Lisa trisser rundt i sit lille klasseværelse og går igennem en stille rutine. Senere tager hun færgen for at gå til poesiundervisning, hvor læreren lokker et digt ud af hende. Ingen kan lide det. Da hun kommer hjem, lokker hendes mand det ud af hende. Han kan heller ikke lide det.

Men så sker et mirakel: En lille fyr i hendes børnehaveklasse går frem og tilbage og mumler for sig selv med koncentreret mine:

Anna is beautiful
Beautiful enough for me
The sun hits the side of her yellow house
It’s like a sign from God

Den femårige er et poetisk naturtalent. Hun sætter sig for at vise ham frem for omverdenen.

Der er en ubehagelig Mozart/Salieri-dynamik over deres forhold, når den uforløste digter stille og roligt vender begejstret opbakning til regulær besættelse.

Men selv om Maggie Gyllenhaal leverer en hjerteskærende præstation, der i sin sygelighed er svær at tage øjnene fra, er filmen både for trøstesløs og til tider for langtrukken til, at den rigtigt fænger.

Sødladen afhopperhistorie
Det gør Andrew Hecklers Burden i højere grad, men det er heller ikke en decideret vellykket film.

Det er aldrig et godt tegn, når en biopic slutter med interviews med de personer, hvis autentiske historie har inspireret filmskaberne. Så risikerer man noget rørstrømsk bras om folk med verden imod sig, der overkommer alle odds for at sejre til sidst.

Denne historie om et højtstående medlem af Ku Klux Klan, der kommer på bedre tanker, passer egentlig ganske godt på den beskrivelse. Derfor er det overraskende, hvor længe filmen faktisk holder ens interesse.

Det skyldes først og fremmest skuespillet.

Garret Hedlund har længe været et overset stortalent, og han lever sig langt ind i rollen som white trash redneck, der holder sorte nede for i det mindste at have den skammel at stå på.

Han får tørt på af sin kæreste, Andrea Riseboroughs Judy, da hun opdager, at han brænder kors af i sin fritid.

Men det skæmmer skuespillet, at historien er så uelegant fortalt.

De store vendepunkter kommer med en monolog til Gud, mens kameraet bevæger sig i frøperspektiv, musikken buldrer, og der klippes traumatiske flashbacks ind, så vi rigtig forstår den byrde, hovedpersonen Mike Burden bærer rundt på.

Døende Oscar Wilde
Den engelske skuespiller Rupert Everett er trådt om bag kameraet med et portræt af den herostratisk berømte digter Oscar Wilde, der endte sine dage i eksil i Paris i 1990.

Det er netop rejsen mod døden, der er omdrejningspunkt i The Happy Prince. Den fedladne Wilde skriver ikke længere efter sine to år i fængsel – dømt for homoseksualitet – og lever af at nasse på venner og velgørere.

Men han er en mand med stor appetit på livet og endnu større armbevægelser, og stille og roligt skubber han vennerne fra sig.

”Jeg mødte Kristus i fængslet,” siger den kortvarigt angrende digter til sin ven, der spilles af Colin Firth.

”Virkelig?” returnerer Firth koldt. ”Hvad sad hun inde for?”

Skarpe bemærkninger og diskrete spydigheder er et Wilde-kendemærke, og Everett, der også har skrevet manuskriptet, har et godt øre og øje for komik.

Som når Wildes kone og to børn sidder fromt i køkkenet i England og synger salmer, mens far sidder i Napoli og spiller klaver til strip-stopdans med et harem af smækre italienske mænd.

Men filmen som helhed er usammenhængende. Den fremstår på én gang som overproduceret og underudviklet.

Dialogen er storladen som teatermonologer, den håndholdte fotografering virker malplaceret i periodedramaet, og de kronologiske springture frem og tilbage føles som en filmskoleelevs første halvårsprojekt.

Det føles som en film lavet på vennetjenester. Hvilket vel egentlig er meget passende for verdens største independent-festival.