James Cagney – det kontrollerede raseri

”Vil Cagney vende tilbage i Ragtime?”

Sådan lød overskriften på en artikel i The New York Times den 7. maj 1980. I artiklen stod der, at det 81-årige, amerikanske film-ikon seriøst overvejede et comeback til filmbranchen, næsten tyve år efter han var gået på pension, og flere detaljer i historien tydede på et snarligt comeback.

Det var fantastisk.

At Cagney havde forkastet Hollywood og hengivet sig til tilværelsen som pensionist, var næsten lige så legendarisk som hans karakteristiske og naturlige måde at spille på. En måde, der fik legenden Orson Welles til at kalde Cagney ”en af filmhistoriens største skuespillere”.      
   
Sprudlende energi og fysisk ynde
Det er interessant at dykke ned i anmeldelser fra Cagneys tid som skuespiller. Nogle af anmeldelserne er tilgængelige på nettet, blandt andre Bosley Crowthers og Vincent Canbys. Cagney bliver beskrevet som en reserveret person og en god, energisk skuepiller, der havde flair for komedie og fysisk ynde.

Hans persona på lærredet var ofte en kombination af en storbysnob og en barsk fyr, der er rap i replikken og klar til at dele øretæver ud. Cagney udviklede sin karakter tidligt og gav den barske fyr et stænk af humor, som for eksempel når han taler jiddisch i Taxi (1932), når han spiller flabet fyr i Lady Killer (1933) eller bruger kropslig komik i Angels With Dirty Faces (1938).

Mange skuespillere har ladet sig inspirere af Cagney. Det gælder Marlon Brando, Al Pacino og Robert DeNiro, men Sean Penn er den skuepiller, der minder mest om Cagney. Penn mestrer ikke blot et lignende autentisk og varmt udtryk, han kan også blive aggressiv, hvis nogen provokerer ham. Ligesom Cagney. Det var det, forfatteren John McCabe kaldte ”et kontrolleret raseri”.

Livet i rendestenen
Cagney var dygtig til at danse, selvom han ikke var uddannet danser – på samme måde som han heller ikke var uddannet skuepiller. Men han var lærenem og kæmpede for sin dans i varietéforestillinger, så han kunne forbedre sine chancer til optagelsesprøverne.

Cagney var en stilfuld stepdanser, dog ikke helt på niveau med Fred Astarie, der var en af Cagneys gode venner. Han var heller ikke på niveau med Gene Kelly, men det var tæt på.

De bedste præstationer gav han i Footlight Parade (1933), Something to Sing About (1937), Yankee Doodle Dandy (1942) og West Point Story (1950). Skribenter bemærkede hans yndefulde dans, og Richard Schickel skrev, at Cagney havde et lykkeligt og beskedent udtryk, når han dansede i film, som om han betragtede noget, han ikke selv havde skabt.

Alt dette var præget af Cagneys erindring om ”barndommens liv i rendestenen”.

Schickel forklarede hans popularitet med, at størstedelen af USA’s befolkning i 1920 for første gang var byboere: De havde forladt gårdene. Cagneys New Yorker-attitude og -accent personificerede storbyen. Accenten faldt sammen med talefilmens opståen og producenternes bestræbelser på at finde nye typer af karakterer til det store lærred.

Mandlige skuespillere med et flot udseende havde ikke længere den store betydning. Det havde til gengæld karismatiske personligheder, der virkelig kunne udtrykke sig gennem tale, og det var præcis, hvad Cagney kunne.

Image som barsk fyr
Han fik sit gennembrud i sin femte film, The Public Enemy (1931) fra Warner Brothers. I filmen maser han en halv grapefrugt i hovedet på sin medskuespillerinde Mae Clark, hvilket cementerede hans image som barsk fyr.

Men berømmelsen havde sin pris. Cagney ville hellere synge og danse end spille den barske fyr, der trækker pistoler og slår fra sig. Men han blev oftest kun tilbudt roller som barsk fyr. Det var muligvis derfor, at Cagney ikke virkede særligt stolt af sin filmkarriere, som han bare omtalte som ”et job”, vurderer Schickel.
 
Ser man en film med Cagney i dag, virker teknikken, skuespillerne og synspunkterne meget forældede, og det står allerværst til i Cagneys tidligste Warner Brothers-film. Det er dog ikke så slemt i film fra perioden 1938 til 1942, hvor Cagney var på toppen af sin karriere hos Warner Brothers. Det var en periode med stærke manuskripter og høj produktionsværdi, hvor særligt rollebesætningen var i top.

Cagneys optræden er frisk og overbevisende, han skinner igennem selv i de mest middelmådige film. Det er lidt ligesom at se en musikvideo med ABBA: Tøjet er forfærdeligt, men musikken er udødelig.   

Trækker sig tilbage
Den sidste film, hvor Cagney virkelig markerer sig som skuepiller, er White Heat fra 1949. Her spiller han en psykotisk gangster med et moderkompleks.

Filmen blev en kæmpe, men bittersød succes. Efter at være blevet frigjort fra kontrakten med Warner Brothers forsøgte Cagney at spille venlige og indadvendte typer i uafhængige produktioner, som hans bror William producerede. Publikum var ikke overbevist. Og Cagney vendte ulykkelig tilbage til Warner Brothers for at spille kriminel, så han kunne betale sin gæld til bankerne, der havde lånt ham penge til de uafhængige produktioner. Cirka ti år senere stoppede 61-årige Cagney pludselig som skuespiller, stadig på toppen af sin karriere, efter at have spillet med i Billy Wilders koldkrigskomedie One, Two, Three (1961).       

Der er forskellige forklaringer på, hvorfor Cagney endte sin karriere på det tidspunkt. Stridigheder over kontrakterne spillede så afgjort en rolle, men det kan også have været en forargelse over Billy Wilders diktatoriske måde at instruere på eller Cagneys besvær med at levere nogle af manuskriptets lange, hurtige dialoger. Det var ellers Cagneys specialitet, men der var behov for 50 takes på settet, og det blev for meget for Cagney.

Cagney som pensionist
I sin biografi, fortæller han om at have siddet i et omklædningsrum og læst et postkort, der var sendt af hans gamle venner, der havde lånt hans elskede sejlbåd. Han forestillede sig deres lykke, og det gik op for ham, at det var slut: hans sidste film. Han var stoppet med at se sine egne film for årtier siden, fordi han følte sig som offer for dårlig klipning og kun lagde mærke til sine ”fejl”.
                    
Cagney tilbragte nu tiden som pensionist med samme kreativitet, som han havde vist på film – side om side med sin kone Frances Williard ”Willie” Vernon. Han dyrkede landbrug, som han elskede, han sejlede, han blev miljøforkæmper, han malede, spillede guitar og forsøgte flittigt at undgå skuespil af nogen art.

Cagney lagde dog speak på filmen, Arizona Bushwackers (1968) som en tjeneste for en god ven, producenten A.C. Lyles. Han blev fristet til at vende tilbage til det store lærred en enkelt gang, da instruktør George Cukor tilbød ham en rolle som Alfred Doolittle, Elizas far i My Fair Lady (1964). Det var naturligvis en rolle med sang og dans.

Sin sande natur
Cagney fik tilsendt manuskripter i mange år, efter han var gået på pension, men han sendte dem alle tilbage uåbnede. Han skriver i sin biografi, at Francis Ford Coppola, der var klar til at smede jernet efter sin kæmpesucces med The Godfather (1972), tog forbi Cagneys gård for at overtale ham til at spille med i den næste, men uden held. Det var trods alt en gangsterfilm.

I stedet gav Cagney efter for sin sande natur – en indadvendt personlighed, der stod i så stor kontrast til hans persona på lærredet, at mange mennesker simpelthen ikke fandt det troværdigt.

Et klip fra Youtube giver et rørende indblik i denne side af hans personlighed og personlige relationer. Klippet viser Cagney sammen med sin nære ven, skuespilleren Pat O’Brien i Michael Parkinsons fjernsynsprogram under optagelserne af Ragtime i Storbritannien i 1981. Her beskriver O’Brien – mens han griber sin ven om håndleddet – hvordan Cagney årtier inden, hvor de begge arbejdede for Warner Brothers, var en meget reserveret person, der gik tidligt i seng, mens O’Brien blev sent oppe og snakkede og drak sammen med sine venner.

Der er et andet bemærkelsesværdigt øjeblik i klippet.

Parkinson spørger O’Brien og Cagney, hvordan de mødte hinanden. O’Brien giver ikke et standardsvar på det spørgsmål. Han fortæller i klippet, hvordan han havde henvendt og præsenteret sig for Cagney bag scenen i 1926 og bemærkede, at den spirende unge skuespiller ”var lige så venlig og dejlig, som han er i dag”.

Den 81-årige O’Brien bryder næsten ud i gråd, inden han når at gøre sætningen færdig.

Cagney havde mange stærke, længerevarende forhold, venskaber som det med O’Brien, men især ægteskabet med hustruen gennem 64 år. Cagneys evne til at vise tårer både offentligt og privat som for eksempel ved synet af et smukt ballettrin, er også beskrevet, og det er særligt rørende, fordi det stred imod kerneværdien i hans offentlige persona.  

Charmerende alkoholikerfar
Men faktisk så var Cagney en barsk fyr.

Han voksede op med sin mor og fire søskende i New Yorks gader. Problemer løste han med vold. Han blev født i 1899 og var af irisk og norsk afstamning. Hans mor, Carolyn, der var en skrap, men omsorgsfuld kvinde, holdt familien sammen. Hans far var en charmerende alkoholiker, der fik forfærdelige anfald og døde af influenza i en alder af 41.

Cagneys historie minder om White Heat, hvor han i en chokerende, perfekt konstrueret scene opdager sin mors død og eksploderer i et skrigende og voldeligt anfald. McCabe skrev i en biografi fra 1988, at Cagney selv fortalte, at han til sammenbruddet havde ladet sig inspirere af sin fars anfald. Biografien blev publiceret efter Cagneys død.

Skuespilleren fremkalder i øvrigt denne mørke side af sig selv med en skrækindjagende effekt i scenen med dødskammeret i Angels With Dirty Faces, der er filmens klimaks.

Schickel antog, at Cagneys alkoholiske og mentalt fraværende far påvirkede Cagney, der undlod at drikke og altid var meget venlig, men også utilnærmelig.

Cagney havde været fraværende i Hollywood i mange år, da han i 1974 blev lokket tilbage til rampelyset en enkelt dag for at modtage det amerikanske filminstituts Life Achievement Award i et glamourøst, stjernebesat tv-program, der præsenterede Oscar-nomineringer. Cagney var i en alder af 74 i fin form, energisk og sjov, og det fik mange fans og producenter til at længes efter et praktisk talt umuligt comeback.     
        
Comebacket
Derfor var det endnu mere overraskende, da Cagney annoncerede sit comeback tyve år efter, han havde forladt filmbranchen. Hvad var der sket?

Detaljerne varierer noget, men Cagney havde tilsyneladende haft flere slagtilfælde og fik diagnosticeret diabetes i slutningen af 70’erne, hvilket mindskede hans muligheder for at læse, male og sejle.

I løbet af denne periode var Cagneys nabo og bekendte, instruktør Milos Forman, ved at sammensætte en efterfølger til hans Oscar-vindende Gøgereden (1975) og til hans mindre succesfulde Hair (1979). Det nye Forman-projekt, der skulle produceres af Dino De Laurentiis, var Ragtime, en filmatisering af forfatteren E.L. Doctorows kritiske bestsellerroman fra 1975.

Skuespillere som Howard E. Rollins Jr., Elisabeth McGovern, Brad Dourif (Gøgereden) og Mary Steenburgen medvirker i filmen, og i en usædvanlig birolle ser man forfatteren, Norman Mailer som den historiske arkitekt Stanford White. Ikke dårligt.

Men De Laurentiis pressede Forman til at opstøve en kendt stjerne til filmen. Det var skæbnen: Cagneys læger havde opfordret ham til at være aktiv, og både Cagneys kone og deres hengivne ven og nabo Marge Zimmerman gav deres samtykke.

Cagney accepterede at deltage på to betingelser. For det første måtte der ikke være nogen kontrakt. Og for det andet ville han have retten til at hoppe fra projektet indtil tre dage før det planlagte tidspunkt for optagelserne af hans lille del i filmen, en fiktiv fremstilling af en aktuel historisk person, en politikommissær ved navn Rhinelander Waldo. Cagney modtog en høj løn for sit arbejde, som han ifølge Forman donerede til velgørenhed.

Den sidste rolle  
Cagney fik ifølge McCabe kolde fødder i sidste øjeblik, men efterkom sit løfte om at optræde foran kameraet i et par minutter i en periode, hvor han ofte skulle have taget scenerne om, og hvor han havde svært ved at huske sine replikker.

I et par scener er det tydeligt, at han også brugte kort med nedskrevne stikord og en stuntmand til at supplere ham i de scener, hvor han skulle gå. Men det gjorde ikke noget. Cagneys persona var intakt.

Ragtime fra 1981 fik blandede anmeldelser, men Cagneys optræden fik stor mediebevågenhed. Dog havde mange idoldyrkende amerikanere svært ved at acceptere hans fremskredne alder, særligt i betragtning af hans tidligere dynamiske præstationer, der er uforglemmelige.   

Den iagttagelse blev forstærket i 1984, hvor Cagney optræder i titelrollen i Terrible Joe Moran – en film, der var produceret til tv med Oscar-vinderen Art Carney. Cagney var bundet til en kørestol i rollen, og undervejs i produktionen fik han et andet problem med sit helbred, nemlig dyspraksi, der ifølge McCabe gjorde hans stemmeføring sløret og uklar. Det fik producenter til i al hemmelighed at eftersynkronisere hans stemme med hjælp fra en skuespiller, højst sandsynligt impressionisten Rich Little.

Men på trods af at Cagney var svækket, formåede han alligevel at levere en rørende præstation. Han døde den 30. marts 1986.


Oversættelse: Malene Sofia Skov