James Cameron har gjort det igen
Da James Cameron gik i gang med Titanic, tegnede der sig en forestående katastrofe, der kunne måle sig med sit historiske forbillede.
Produktionen havde antaget mytiske dimensioner med overskredne deadlines og sprængte budgetter, der gjorde den til verdens dengang dyreste. Men stik imod alles forventning blev filmen historiens mest indtjenende, og ved Oscar-uddelingen blev der kvitteret med elleve statuetter.
I morgen onsdag er der så dansk premiere på Titanic i 3D.
Det sker på et tidspunkt, hvor publikums interesse for 3D-film er dalende, fordi så mange af slagsen ikke har formået at udnytte teknikken, der skulle retfærdiggøre den højere billetpris. Alt for mange 3D-film har været temmelig flade fornemmelser.
Spørgsmålet er, om Cameron endnu engang sparker nyt liv i 3D-filmen. Og den gode nyhed er: Cameron har gjort det igen!
Kilometerlange korridorer
3D-konverteringen gør i alt sin enkelthed Titanic til en bedre og mere nærværende film.
Cameron udnytter 3D-teknikken til at give en ekstra tyngde og realisme til skibet, der virker mere levende end tidligere. Skibets mange små rum bliver ekstraordinært klaustrofobiske, mens den klassiske ”I’m the King of the World”-scene i skibets stævn udfolder sig med stor dybde og en ægte fornemmelse af frihed.
Titanics endelige kollaps fungerer særlig godt, når 3D-effekten lader publikum fornemme skibets voldsomme dimensioner og de kræfter, der ligger bag, da det rammer vandet, som nærmest sprøjter om ørerne på publikum. Skibets mange lange korridorer strækkes kilometerlange i 3D-formatet, og teknikken anvendes her effektivt til at understrege karakterernes febrilske flugt fra vandmasserne og deres håbløse kamp for overlevelse.
Camerons placering af kameraet lige over vandoverfladen antager i kombinationen med 3D-effekten faretruende dimensioner, hvor vandet hele tiden virker lige på grænsen til at bryde igennem lærredet og løbe ud i biografen. Effekten lever helt op til sit potentiale.
Man føler sig bogstavelig talt i samme båd som hovedpersonerne. Ikke mindst i de mange kaotiske menneskemylder-scener i filmens slutning, hvor passagererne løber på kryds og tværs i hele billedets dybde. Lag på lag af kaos.
Følelser i 3D
Midt i dette kaos finder man filmens måske mest innovative brug af 3D. I punktnedslag skruer Cameron på dybdevirkningen i billedet og isolerer sine karakterer i menneskemasserne og lader dem stå helt alene med deres bitre erkendelse af menneskeligt tab og teknologisk overmod.
Titanic 3D viser os, at teknikken ikke kun er velegnet til action og animation, men kan formidle og forstærke det stille menneskelige drama.
Derudover er det lidt af en teknisk bedrift, at filmen ikke i samme grad lider af en formørket billedside, som har plaget så mange andre 3D-film. De flotte kostumer og kulisser står stadig både farvestrålende og detaljerede.
Mennesker og maskiner
Titanic er en storfilm om store tematikker og store følelser.
Historien om skibet, der ikke kunne synke, er ærkeeksemplet på menneskets teknologiske hybris og magtesløshed over for naturens gevaldige kræfter.
Det er tematikker, som Cameron flittigt har udforsket i Terminator-filmene, Dybet og Avatar. Det er altid innovativt iscenesat, men det føles efterhånden, som om Cameron træder vande. Man kunne ønske sig, at han snart kastede sig over sin længe ventede manga-filmatisering Battle Angel Alita, hvis japanske ophav indbyder til en større symbiose mellem menneske og maskine.
Titantic 3D er ikke desto mindre en utrolig vellykket 3D-konvertering, der sætter standarden for, hvad andre konverteringer bør stræbe efter: nemlig at være et aktivt bidrag til filmen.
Det er storslået underholdning, der femten år senere sagtens kan konkurrere med de nyeste, spektakulære Hollywood-film.
Kommentarer