James Franco udforsker pornoens univers

Den amerikanske Sundance-festival er stedet, hvor debuterende instruktører har deres livs chance for at vise talentet, og festivalen har været springbræt for navne som Tarantino, Wes Anderson og Benh Zeitlin (Hushpuppy).

Men i år har en af Hollywoods store stjerner stjålet rampelyset.

James Franco deltog i festivalen, som slutter i dag, både som skuespiller, instruktør og producer med tre film, der har hård porno til fælles.

Han spiller ingen ringere end Playboys grundlægger Hugh Hefner I Lovelace,der handlerom verdens første pornostjerne, Linda Lovelace fra Langt ned i halsen.

Han har produceret Kink, som går i kødet på pornoens mest ekstreme feticher. Og han både instruerer og medvirker i bøssefilmen Interior. Leather Bar, der byder på lange og hårde sexscener mellem mænd.

Mere kunst end kommers
Det er umiddelbart et bemærkelsesværdigt filmvalg for en skuespiller, der ikke har problemer med at få roller til tocifrede millionbeløb i mainstreamfilm.

Men James Franco har i forvejen andet på cv’et end roller i store film som Spiderman II eller den kiksede affære som Oscar-vært i 2011. I de seneste år har han instrueret flere eksperimenterende kortfilm, udstillet malerier og udgivet digte og noveller.

Og det er multitalentets kunstneriske sans, som har ført ham til årets Sundance-festival.

”Hvis jeg oplever noget usædvanligt, som for eksempel bare et lille korn, der blæser mod vinden, får det min opmærksomhed,” fortæller Franco i et interview om dokumentarfilmen Kink, der giver et sjældent indblik i pornobranchens hårdeste universer.

Ægte pinsler
Ideen opstod tilfældigt, da han indspillede About Cherry – om en ung piges indtræden i pornobranchen – hvor optagelserne fandt sted i et stort bygningskompleks i San Francisco.

Bygningen ejes af Kink.com, som er verdens største producent af BDSM (bondage, dominans og sadomasochisme), og hjemmesiden har over 600.000 brugere om måneden.

Hjemmesidens succes bygger på, at pornomodellerne leverer den ægte vare, hvor ydmygelser, pinsler og smerte er en del af arbejdet.

Det er en proces, James Franco kunne nikke genkendende til. I Danny Boyles 127 timer hænger hans karakters ben fast mellem en sten og en klippe i ørkenen, og han forsøgte selv at skabe et autentisk udtryk ved at smadre sin krop ind mod klippevæggene.

Falske fordomme
Men det var forholdene under de bizarre optagelser, han overværede i San Francisco, der for alvor fik skuespilleren til at se sine fordomme og myter om pornobranchen blive aflivet for øjnene af ham.

”Forestillingen om skumle mænd med overskæg, der er helt væk på stoffer, var slet ikke til stede. Det var et behageligt miljø, hvor alle arbejdede som et team og virkede ligeværdige, uanset om de var foran eller bag kameraet,” beretter James Franco.

Sammen med kollegaen Christina Voros gik han i gang med at følge modellernes arbejde. Inspireret af 1960’ernes direct cinema-bevægelse holdt de to dokumentarister sig i baggrunden og lod blot kameraet observere dagligdagen.

110 timers optagelser er blevet klippet ned til en 80 minutter lang film, Kink, som kritikerne på Sundance har taget pænt imod.

Filmen giver en overbevisende skildring af sympatiske mennesker, skriver The Hollywood Reporter. Anmelderen savner dog, at Franco og Voros forholder sig til hjemmesidens brugere, der – måske knap så sympatisk – betaler mange penge for at se kvinder blive tortureret.

Baseret på Al Pacino-film
I den 60 minutter lange kunstfilm Interior. Leather Bar bevæger James Franco sig fra den ene seksualitet til den anden. Her er ingen kvinder – kun mænd, som i flere scener dyrker hård bøssesex.

Ideen er baseret på William Friedkins kontroversielle Cruising fra 1980, hvor Al Pacino spiller en betjent, der i jagten på en seriemorder går undercover i et barsk bøssemiljø. For at opnå en lavere censurgrænse blev der angivelig klippet 40 minutters sexoptagelser ud af Friedkins originale version.

I Interior. Leather Bar forestiller James Franco sig – sammen med instruktøren Travis Mathews – hvordan disse scener har udspillet sig. Til formålet hyrede de to instruktører både hetero- og homoseksuelle skuespillere. De hårde sexscener skulle ikke efterlade noget til fantasien, men filmen fokuserer dog primært på at følge de hetero-orienterede skuespilleres håndtering af oplevelserne mellem optagelserne.

Interior. Leather Bar er ikke en hyldest til Friedkins film, men handler om at få publikum til at forholde sig til en subkultur, som der hersker mange fordomme om, fortæller James Franco i forbindelse med Kink-interviewet.

”Cruising er mest brugt som et pejlemærke, hvor vi undersøger, hvordan en livsstil blev opfattet for 30 år siden, og så til, hvordan vores syn på den livsstil er i dag.”

Mere end bare sex
For Franco, der selv har spillet bøsse-ikoner som James Dean, Allen Ginsberg og Hart Crane, er Interior. Leather Bar ikke kun et spørgsmål om at normalisere homoseksualitet.

Filmen fungerer for instruktøren også som et studie i at bruge sex som en måde at fortælle film på.

”Interessen kom, efter at jeg fulgte to filmkurser på New York University og her stødte på den franske À mæ sæur og Michael Winterbottoms engelske 9 Songs,” forklarer James Franco.

Begge film handler om sex og blev af flere kritikere anset som kontroversielle og stødende på grund af deres hede sexscener.

”Sex i de to film har en fortællemæssig funktion. Handlingen fortælles med sex, der viser, hvordan karaktererne har det rent mentalt. Det har altid været svært at lave den slags i Amerika på grund af censur og fobier,” forklarer Franco, der midt i Sundance-travlheden fik tid til at hylde indsættelsen af Barack Obama som USA’s præsident med digtet Obama in Asheville,

Kun for Francofile
Modtagelsen af Interior. Leather Bar har imidlertid ikke været barmhjertig. Mildt sagt.

Ifølge The Guardian fejler James Franco totalt, og avisen uddeler blot en enkelt stjerne til eksperimentet. Filmen klinger hult, da samtalerne bag kameraet virker iscenesatte og falske, lyder det fra anmelderen Ed Gibbs, som konkluderer, at hvis formålet er at ændre på folks fordomme, er resultatet det stik modsatte.

Der er heller ingen begejstring at spore hos John DeFore fra The Hollywood Reporter. Han hæfter sig ved, at skuespillerne fortæller, at de får det fysisk dårligt over at medvirke i de grænseoverskridende optagelser.

DeFore har også svært ved at gennemskue, om scenerne er indstuderede eller autentiske, og han mener, at der kun er noget at hente for ”Francofile”.

7. marts er James Franco aktuel i de danske biografer med Disney-filmen Oz the Great and the Powerful. James Franco forstår virkelig at gå fra den ene yderlighed til den anden.