Nyhed
25. juli 2010 | 11:09

Janus Metz glad for spindoktor

”Presset fra Forsvaret er så stort, at man har brug for hjælp,” siger Armadillo-instruktøren, der er blevet rådgivet af Foghs tidligere spindoktor, Michael Kristiansen.
Af Claus Christensen

De rådgiver om, hvordan man skal tackle medierne, og i dag har næsten alle ministre en spindoktor eller ”en særlig rådgiver”, som det officielt hedder.

Nu har spindoktorerne fået en ny kundegruppe: instruktører, der laver kontroversielle film!

Og spindoktorer er kommet for at blive i dansk film, hvis man skal tro Janus Metz – instruktøren bag den succesfulde krigsdokumentar, Armadillo.

”Laver du en film af den karakter, som Armadillo har, er presset så stort, at du har brug for hjælp,” siger han.

Mediestorm
Det var i november 2009, at Janus Metz og hans filmselskab, Fridthjof Film, besluttede sig for at ansætte en personlig medierådgiver.

”Vi havde vist en trailer for Armadillo på dokumentarfilmfestivalen i Amsterdam. Bagefter kom Det Danske Filminstitut hen til os og sagde: ’Prøv at høre drenge: I har brug for hjælp! I risikerer at blive kørt fuldstændig over ende,’” husker Janus Metz.

Det Danske Filminstitut reagerede på baggrund af  erfaringerne fra Christoffer Guldbrandsens regeringskritiske Afghanistan-dokumentar Den hemmelige krig (2006). Guldbrandsen kom ud i en regulær mediestorm, som fik afgørende betydning for synet på hans film.  

En umulig opgave
”Christoffer Guldbrandsen har fortalt, at der sad femten mand alene i Forsvarsministeriet og arbejdede på at miskreditere filmen ved at fodre pressen med historier,” siger Janus Metz.

”Fridthjof Film er jo bare et lille produktionsselskab. Vi er ikke mere end fire mennesker, der skal stå på mål over for X-antal pressearbejdere og kommunikationsfolk fra flere ministerier. Det er en umulig opgave, hvis du ikke har en kvalificeret samtalepartner, som står uden for det hele.”

Det Danske Filminstitut gav støtte til, at man kunne ansætte en spindoktor og anbefalede Michael Kristiansen, som i perioden 2001-05 var statsminister Anders Fogh Rasmussens personlige rådgiver.

Jungletrommerne
”Vi overvejede meget valget af Michael Kristiansen, som jo er en sagnomspunden karakter. Sidder han ikke på den borgerlige fløj og har snablen dybt nede i Lars Løkke Rasmussens regeringsapparat, spurgte vi os selv. Men han viste sig at være meget professionel,” siger Janus Metz.

Michael Kristiansen har i dag sin egen konsulentvirksomhed, Kristiansen Strategy. Hans  opgave på Armadillo var i mindst lige så høj grad at tackle Forsvaret som pressen.

Undervejs pressede Forsvaret nemlig på for at få udleveret en kontroversiel optagelse, hvor en soldat siger, at han har likvideret afghanske soldater. Det startede et nervepirrende forløb, hvor Metz forsøgte at lave filmen uden censur. Og det lykkedes.

”Vi havde nogle rigtigt gode møder med Michael Kristiansen. Han ved, hvordan de arbejder i Forsvarsministeriet og Forsvaret, og han ved, hvordan de arbejder på den borgerlige fløj. Han hører, hvad jungletrommerne fortæller.”

Elske filmen ihjel
Janus Metz kan i dag konstatere, at angrebene på Armadillo slet ikke har haft den ødelæggende effekt, som de havde på Den hemmelige krig.

”De angreb, der har været på filmen, er primært kommet fra mellemledere i Forsvaret – typisk folk med en akademisk baggrund, som har følt sig fortørnet over filmen og har haft et talerør i medierne. Hvis forsvarsledelsen overhovedet har lagt en strategi, har det været at elske filmen ihjel.”

Janus Metz understreger selv, at han har været den primære kommunikator på Armadillo-holdet.

”Det er mit filmprojekt, og ordene, der kommer ud af munden på mig, er mine. Men derfor kan det godt være, at jeg har vendt en formulering eller to med Michael Kristiansen.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko