Nyhed
10. jan. 2013 | 14:20

Jay Z sætter lyd til Luhrmanns Gatsby

Foto | Uoplyst
Den amerikanske rapper Jay Z skal sætter musik og stemning til forårets store The Great Gatsby filmatisering.

New York-rapper og producer Jay Z står bag musikken til Baz Luhrmanns kommende filmatisering af The Great Gatsby.

Af Caroline Thing Lundsteen

Som en veltænkt nytårsgave afslører Jeymes Samuel aka. The Bullits på twitter, at han og Jay Z arbejder utrætteligt på musikken til Baz Luhrmanns kommende filmatisering af F. Scott Fitzgeralds klassiker, Den store Gatsby.

Samuels tweet slutter med: ”It’s too DOPE for words!”

Den store Gatsby to foreløbige trailere giver et hint om afsløringen af Jay Z som komponist på filmen. Begge trailere indeholder nemlig Jay Z og Kanye Wests hit-nummer, No Church in the Wild.

Derudover har skuespillen Isla Fisher, der spiller Myrtle Wilson i filmen, fortalt til MTV, at Jay Z’s musik blev spillet for fuld drøn på settet for at få skuespillerne i den rette stemning.

Filmens andre skuespillere tæller blandt andre Leonardo DiCaprio, Carey Mulligan og Tobey Maguire.

Typisk Luhrmann-mix
Baz Luhrmann, der instruerer 3D-adaptionen af Fitzgeralds samtidsroman om the Roaring Twenties, er kendt for at sammensætte nutidig popkultur med klassiske og historiske fortællinger.

I Romeo og Juliet blev Shakespeares tragedie fortalt med MTV-æstetik, og i Moulin Rouge sang 1800-tals cancandansere Madonna-numre.

Og nu lader Luhrman den populære rapper med ”99 problems”, Jay Z, møde den festglade, men også langt fra problemfrie Jay Gatsby, der er forelsket i en anden mands kone.

Den store Gatsby får premiere over hele verden til foråret.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko