Jean-Claude Van Damme anno 2009
Det er lige før, at man forveksler ham med Humphrey Bogart. Det brugte firskårne ansigt, erfaringens rynker, de desillusionerede øjne.
Jean-Claude Van Damme bærer i filmen JCVD, der bliver vist på CPH:PIX, rundt på en træt og tyndslidt maskulinitet.
Han var stor i 1980’erne og 90’erne, The Muscles from Brussels, som han bliver kaldt. Med patos og stramme jeans, karatekluns eller bar røv uddelte han cirkelspark og øretæver i Bloodsport, Kickboxer og Double Impact. Men det er meget længe siden nu.
Fjendtlige stuntmænd
I den franske instruktør Mabrouk El Mechri’s både lystfyldte og melankolske actionkomedie spiller Jean-Claude Van Damme rollen som – jævnfør titlen – sig selv: en taber. En falleret stjerne i skammekrogen på Hollywoods B-side.
Filmen åbner med et kaotisk håndholdt kameraridt gennem en koreograferet krigszone, hvor Van Dammes tunge krop pruster og pløjer sig gennem en horde af fjendtligsindede stuntmænd.
Han er 47 år og for gammel til det her, som klicheen lyder.
Pengene er brugt op, og ved en domstol i L.A. er han ved at miste retten til at se datteren. Hans status som voldspornografisk actionman udgør ikke noget forbillede for et barn. Advokater og agenter er kun ude på at tage røven på ham, og resignationen trænger sig ind på martial arts-ikonet.
John Woo og duerne
Ikke dermed sagt at JCVD er ren tragedie. Den spiller ironisk bold op ad alle de kitschede actionmytologier, der omgiver belgieren. Han mister en rolle og mulig indtægt til Steven Seagal, fordi økokrigeren har indvilliget i at klippe sin signatur-hestehale af.
Og historien om, hvordan Van Damme fik John Woo til Hollywood for at instruere Hard Target, hvorefter instruktøren aldrig brugte ham igen, får vi serveret som et ar på den belgiske folkesjæl.
”Hvis det ikke havde været for dig, ville John Woo stadig rende rundt og filme duer i Hong Kong,” kommer det fra en bitter belgisk fan.
Selvironisk kvajebajer
Inden længe placerer filmen Van Damme i et ”virkeligt” actionplot, da han bliver taget som gidsel på et belgisk postkontor.
Politiet tror, at Van Damme er gidseltageren, og opretter et hovedkvarter i den lokale videobiks – det perfekte sted at fange Jean-Claude Van Damme.
Filmen er måske nok en veloplagt, selvironisk kvajebajer. Men – og det er filmens scoop – den er faktisk også ganske rørende. For Jean Claude Van Damme tegner faktisk et tragikomisk og ømt portræt af en såret mand, der må leve med de valg, han har truffet.
Eller også spiller han slet ikke, men er bare hudløst ærlig?
JCVD vises sidste gang fredag den 24. april kl. 23 i Vester Vov Vov.
Kommentarer