”Jeg blev opfordret til at begå selvmord”

Efterdønningerne fra Cph:Dox er ved at lægge sig. Festivalen blev en stor publikumssucces med over 70.000 solgte billetter, og den mest sete film var Anna Odells The Reunion.

Som den svenske instruktør sidder i en af Empire Bios sofaer, virker hun da også lidt overvældet over opmærksomheden.

”På en måde er det blevet meget større, end jeg havde håbet på eller troet,” lyder det fra 40-årige Anna Odell.

Det er dog ikke første gang, at hun har formået at bringe sig i fokus. I 2009 blev hun kendt verden over på grund af sit afgangsprojekt fra kunstskolen Konstfack.

Diagnosen skizofren
Hun stod på Liljeholmsbroen i Stockholm og var tilsyneladende i fare for at kaste sig ud. Politiet nåede at forhindre, hvad de troede var et selvmordsforsøg.

Hun blev tvangsindlagt og medicineret på det psykiatriske hospital S:t Göran. Dagen efter lod hun det måbende personale forstå, at det hele blot var et kunstprojekt.

Projektet var inspireret af Anna Odells egne erfaringer. Tretten år forinden havde hun selv stået på broen i ramme alvor. Flere gange har hun været tvangsindlagt og fik diagnosen ”skizofren”. Målet med kunstværket var at sætte fokus på problemer i det psykiatriske system.

Med The Reunion, på svensk Återträffen, bruger hun igen sin egen historie.

”Jeg vidste, at det snart var tid til min klasses tyveårsjubilæum, så jeg tænkte, at jeg ville holde en tale til festen og anvende det til et kunstprojekt. Men jeg blev aldrig inviteret,” fortæller Anna Odell.

”Så jeg var tvunget til at tænke mig om. Hvad var de bange for ville være sket, hvis de havde inviteret mig? I stedet for at møde klassekammeraterne til festen, så møder jeg dem med filmatiseringen af det, jeg har forestillet mig.”

I klammeri med gæster
I filmen holder Anna Odell en tale, hvor hun lader sine klassekammerater – som altså spilles af skuespillere – forstå, at ikke alle i klassen havde det rart i deres ni fælles skoleår.

De utilpasse jubilarer ignorerer stort set Anna Odell, som bliver provokeret til endnu engang at rejse sig.

Her fortæller hun, hvordan hun på en klassetur blev snydt til at tro, at en af drengene fra klassen var forelsket i hende. Hun fortæller også, at den værste klassetyran engang spurgte, om hun ikke bare kunne gå hjem og begå selvmord.

Anna Odell ender med at blive slæbt udenfor efter at være kommet i klammeri med flere af gæsterne.

Aha-oplevelse
Det er den fiktive del af historien. Da den er filmet, kontakter instruktøren sine rigtige, gamle klassekammerater.

Hun vil gerne vise dem sin forestilling om, hvad der kunne være sket.

Men i stedet for at optage dem vælger hun at lave en filmisk rekonstruktion af de møder og telefonopkald, hun har med dem.

Det er der to grunde til, forklarer hun.

”Der var større chance for, at de ville være mere åbne at tale med, end hvis jeg havde filmet dem foran et kamera. Samtidig var det vigtigt, at filmen ikke handler om at tage hævn over dem,” siger Anna Odell.

I en scene sidder to kvinder i Odells studie og ser filmen om klassefesten. Instruktøren forlader rummet, og de to kvinder begynder at tale om, hvor træls det er, at de er der.

Scenen er rekonstrueret efter en ægte oplevelse.

”De snakkede om, at der måske var gift på madderne på bordet. Deres opførsel blev en rigtig aha-oplevelse for mig,” siger Anna Odell.

Mobningens effekt
Hun fortæller, at når man ved, at der foregår ting omkring én – at folk taler grimt om én, men ikke står ved det – så begynder man at tvivle på sig selv.

”Mennesker omkring én tror, man overdriver,” siger hun og fortæller, at hun slet ikke blev ked af, at pigerne fra klassen stadig opførte sig grimt.

”For mig var det fantastisk! Bagefter vidste jeg, at det var sådan, jeg følte dengang. Jeg blev så glad, for … jeg kan jo se det!”

Anna Odell fortæller, at det var en række ulykkelige, tilfældige omstændigheder, der gjorde, at hun blev mobbet i samtlige ni skoleår. Men hvad det var, vil hun ikke ind på.

”Men når man bliver mobbet, er det så let at tænke: ’Hvad er der i vejen med mig? Hvorfor synes de, at jeg er mærkelig?’ Jeg tror tit, at den mobbede bliver mærkelig som en effekt af mobning.”

Forsonende projekt
Anna Odell mødte to tredjedele af sin klasse. Men ingen af dem har givet hende en uforbeholden undskyldning. Selv ikke efter de har set filmen og har fået et indblik i, hvad Anna Odell gennemgik som barn.

”’I virkeligheden burde de sige undskyld, men ’vi var jo bare børn’ var der én, der sagde. En anden sagde: ’Ja, man burde måske komme med tyve røde roser til dig, men hvilken forskel ville det gøre?’” siger hun med et lille, ironisk smil.

Anna Odell er en meget smuk kvinde. Som hun sidder i det grå novemberdagslys, nordisk bleg og med langt, sort hår, ligner hun umiddelbart ikke et ”typisk” mobbeoffer.

Men hun er måske en smule afholdende. Lidt reserveret, som om hun hele tiden har nogle usynlige parader oppe.

”Det kommer altid til at være en del af mig, ligesom positive oplevelser også er en del af mig. Alting former jo den, man bliver. Det går godt med filmen, og det giver mig noget forsonende, som er meget skønt, og som jeg tidligere har savnet.”