Isabelle Huppert: ”Depardieu gør det nemt”

Hun har spillet med i mere end 100 film og tv-produktioner. Og pyntet flere af de største instruktørers værker: Jean-Luc Godard, Claude Chabol, Michael Haneke og senest Joachim Trier.

Det er Isabelle Huppert, som journalister taler om, hende, som journalisterne vil have taget selfies med, hende, vi venter på i hotelrummet.

Vi befinder os en overraskende varm januardag i Paris på Le Grand Hotel. Det Franske Udenrigsministerium har inviteret journalister fra hele verden for at promovere årets franske film. I løbet af dagene kommer der flere af årets skuespillere og instruktører på besøg.

Franskmændene kalder filmdagene for ”Rendezvous”, som betyder noget i retning af ”stævnemøde”. Et stævnemøde bliver det desværre ikke til her i eftermiddag.

Egentlig skulle Gérard Depardieu have mødt op på det femstjernede hotel. Den franske førsteelsker spiller over for Isabelle Huppert i det filosofiske og smertelige drama Valley of Love, der netop nu går i danske biografer. Men Gérard Depardieu aflyste af ukendte årsager.

Valley of Love har skabt overskrifter, fordi stjerneparret flirtede for 36 år siden i det anerkendte drama Loulou. Nu har den franske instruktør og forfatter Guillaume Nicloux samlet parret igen. Selv om filmen ikke er en toer, handler den om et skilt, fransk ægtepar, der mødes i USA efter årtiers separation.

Selvmordsbrevet
Isabelle og Gérard, karaktererne er navngivet efter skuespillernes fornavne, mødes på et hotel i Death Valley, en ørkendal i det østlige Californien, som er kendt for at være det tørreste og varmeste sted i Nordamerika.

De står med deres søns selvmordsbrev i hånden. Han har skrevet gåder i afskedsbrevet. For hver dag skal de tage et nyt sted hen, og på den sidste dag vil de møde ham, skriver sønnen i brevet.

Ægteparret adlyder. Måske er deres søn ikke død? Isabelle og Gérard gør, som brevet befaler. Dag for dag tager de steder hen, men alt, hvad de ser, er sand. Indtil de begynder at se ting, der måske ikke er der. Underlige personer glor på dem, og de begynder at udvikle sår.

Somatisk syge
63-årige Isabelle Huppert er ankommet til hotellet og har sat sig på en stol i den hungrende rundkreds af journalister.

Attituden er venlig og nedtonet. Hun er slank og har kun få aldersrynker, i blå cowboybukser, med grå trøje og brunt glat hår. Makeup’en er lagt, men der er ikke meget Hollywood over ankomsten.

Huppert lugter hverken af smykker eller flamboytant designertøj.

Jeg spørger hende, om hun tror, parrets spirituelle oplevelser foregår i deres hjerner, eller om hun tror på, at der er mere i ørkenen mellem himmel og sand.

Hun kigger koncentreret, nøgternt og smiler.

”Nej, jeg tror, det er somatisk. Altså en form for sindssyge, der gør, at du tror, du oplever det, og at kroppen reagerer på det,” siger Isabelle Huppert.

Hun holder en kunstpause.

”Men jeg kan mærke deres sorg, for den måde, de to oplever tabet, kan få én til at tro på hvad som helst. For dem er det tid til at annullere det uacceptable, og så er forældrene i stand til at skabe de mest overraskende situationer for at gøre det acceptabelt. Det virkelig interessante er, at det er sønnen, der skaber situationen.”

”Han tager hævn over sine forældre, for han tvinger dem til at finde sammen efter mange års adskillelse og et fælles svigt af deres søn, og det er en handling af både kærlighed og had og den ultimative hævn,” siger hun.

Følelse af intimitet
Selv om Isabelle Huppert fortæller, at hun kan mærke sorgen, er det tydeligt, at hun holder igen på det personlige plan. Allerede da hun kom, kunne jeg mærke en distance i forhold til de mange andre skuespillere og instruktører på hotelgangene.

Hun ligner én, der prøvet det hundrede gange før. Det her er bare en anden dag på kontoret, eller skulle vi sige hotellet. Måske fordi hun er meget ligetil som person.

En journalist vil vide, om det har haft betydning, at de spiller med deres egne navne.

”Nej, det påvirkede mig ikke. selv hvis jeg havde heddet noget andet, havde det ikke været anderledes. Hvis du ser filmen, er der faktisk intet tidspunkt, hvor vi mit navn kommer frem. Det kun Gérards i slutningen. Jeg var også Isabelle i Joachim Trier Louder Than Bombs og i Godards Every Man for Himself.”

En anden journalist vil vide, om det påvirkede Gérard Depardieu og filmen, at Gérard mistede sin egen søn i 2008, skuespiller Guillaume Depardieu.

”Vi talte aldrig om Depardieus tab af sit barn, men det er klart, at det lå i luften,” svarer hun.

En tredje journalist vil vide, om de to har udviklet deres forhold til hinanden hen over årene.

”Nej, vi kan lide at spille sammen, og det var fantastisk at spille sammen med Gérard igen efter så mange år. Han gør det meget nemt. Det er svært for mig at beskrive det, men der er en kemi og følelse af intimitet. Vi kan nok ikke kalde os venner, men jeg tror, vi elsker hinanden.”

”Haneke ville grine”
Hun sidder på samme måde, som da hun kom. Kontrolleret og hvilende i sig selv. Hun fortæller, at hun spiller efter samme metode som Gérard Depardieu.

”Vores metoder er meget ens. Vi er begge instinktive. Vi øver aldrig. Det gør vi ikke i franske film. Det er mere en amerikansk ting. Jeg siger ikke, at den ene måde er bedre end den anden – det kommer an på situationen.”

”Da jeg arbejdede sammen med Hal Hartley under indspilningerne til Amateur, øvede vi en hel del, men hvis man nævner generalprøver for Michael Haneke eller den afdøde Claude Chabrol, ville de grine. Og med Guillaume Nicloux skulle vi ikke engang læse manuskriptet – vi gjorde det bare. Vi analyserer ikke situationerne. Vi gør det bare. Måske vi bare er dovne,” griner hun.

Huppert vender flere gange tilbage til filmens dialog og miljø, der gik op i en højere enhed med parrets kemi.

”Alle elementer faldt på plads, og det skabte en særlig kemi. Der var en ensomhed i ørkenen, som var meget følsom. Landskabet var som et symbol på den amerikanske myte, og solen blev som en karakter i filmen. Det hele var et stort, kosmisk mysterium, og dialogen var som at sidde på en restaurant,” svarer hun meget fransk.

Der bliver kort stilhed, men den føles lang.

Så er der en bestemt karakter, Isabelle Huppert godt kan lide at spille, forsøger jeg.

”Faktisk er jeg mere tiltrukket af instruktører, jeg vil hellere være en del af en persons vision. Og gerne en af dem, der er anderledes og originale”

– Og hvilke instruktører ville du gerne arbejde med?

”Jeg er ikke meget for at svare på den slags, men Woody Allen, fordi jeg tror, vi kunne få et godt samarbejde. Og jeg kan lide alle de film, jeg har spillet med i, men det er klart Haneke og Chabrol står som noget specielt.”

Gør intet af generøsitet
En journalist siger, at hun har spillet med i mange små film og endda i japansk arthouse, og hun vil vide, om Isabelle gør det, fordi hun brænder for filmkunsten.

”Jeg gør ikke noget af generøsitet. Jeg gør det for mig selv og min egen nydelse, det er ikke en mission,” fnyser hun. ”Det er bare min interesse.”

Der er tid til et par spørgsmål mere, og det gælder om at være hurtigt.

– Har du overhovedet tid til familie og privatliv? Du synes jo at arbejde hele tiden?

”Selv når jeg arbejder meget, føler jeg mig aldrig overbebyrdet. At arbejde er en naturlig tilstand for mig, og jeg føler aldrig, at jeg slides ned. At have en familie har ikke været sværere end for andre mennesker, og som skuespiller er jeg privilegeret.”

– Nogle mennesker tror, du kan være lidt barsk. Er det noget, du kan genkende?

”Folks opfattelse af mig er mærkelig og får mig til at grine. Jeg tror, det er forbundet med de roller, jeg har spillet.”

Femten minutter er gået, og vi er blevet en smule klogere.

En journalist spørger om en selfie, og det går Isabelle Huppert med til, hvis han ikke ligger det på Facebook. Det er blevet tid til en ny runde journalister.

Udenfor er en journalist begejstret, nærmest starstruck. ”Nej, hvor var hun sød, og jeg har endda hørt, at hun kan være meget afvisende og svær.”