"Jeg er en af dem, der tror, at sandheden er min"

For ikke længe siden instruerede jeg en dokumentarfilm med titlen Nede på jorden, der handler om nogle timelønnede på en fabrik i Esbjerg. Den har haft et beskedent publikum og besøgt et par festivaler i den vestlige verden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg forventede, at alle ville elske den. Men den deler vandene og ikke sjældent sker det, at filmen støder folk. De provokeres af, at den har et formsprog. De sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt det så kan være dokumentarisme. Jeg modtog et brev fra et jurymedlem i Chicago, der holdt meget af filmen, men som havde oplevet, at resten af juryen ikke mente, filmen hører til blandt dokumentarfilm. Og i Leipzig var der mennesker, som udvandrede fra forestillingen, fordi de ikke var kommet for at se fiktion.
    
På sin vis er jeg ligeglad med synspunktet. Jeg ser ingen forskel på dokumentarfilm og fiktionsfilm — som produkt. Når spørgsmålstegnet alligevel irriterer mig, er det, fordi det bygger på en forestilling om, at hvis en film er bevidst planlagt og gennemtænkt, inden den optages, er den ikke sand. At sandheden tilhører de film, der er optaget bevidstløst, uplanlagt og uigennemtænkt. Eller med andre ord: Ikke alle sprog er lige sande. Og håndholdte reportager er mere sande end film, der er optaget på stativ.
    
Jeg vil meget gerne indrømme, at jeg instruerer mine film. For jeg sætter en ære i det. Alle film, også dokumentarfilm, er instruerede. Nogle er bare bedre instrueret end andre. En god film virker bevidst. Som en bevidsthed, der selv ved, at den er i færd med at fortælle.

For mig er sandheden ikke en størrelse, der har særligt meget at gøre med virkeligheden. Sandheden er den, der får os til at grine og græde, den, der kan få os til at føle og genkende. Sandheden kan mærkes. Som et grin for eksempel. Så når jeg griner over, at Jim Carreys snot fryser til is i Dum og dummere, er det, fordi scenen indeholder en form for sandhed. Den vækker noget i mig — noget, som jeg genkender. Den vækker sande følelser, der får mig til at grine. En films sandhedsværdi er ikke noget, som kan kontrolleres ved at sammenholde filmen med virkeligheden. For så ville jeg ikke kunne grine af Dum og dummere. Sandhed er derimod troværdighed. Hvis det virker, er det sandt.
    
Man snyder sig selv, hvis man tror, at historier er noget, der ligger ude i verden — noget, som kan hentes ind og fortælles. Det er almindeligt at høre folk i branchen sige, at "det var en god historie, men den var dårligt fortalt". Det er for mig at se en meningsløs kommentar. I hvilken form skulle historien findes derude? Som et slags fantom, der blot endnu ikke har givet sig til kende? Man siger jo heller ikke om et maleri, at det er et godt billede, men dårligt malet. Historien — filmen — bliver til i det øjeblik, den fortælles. Den eksisterer ikke før. Ikke et sekund før. 

Som instruktør af dokumentarfilm oplever jeg, at det er afgørende — både for kvaliteten og moralen — at vedkende sig, at filmen ikke er virkeligheden. Moralsk set bliver det betænkeligt, for ikke at sige farligt, hvis man påstår det modsatte: At man ikke er en fortæller. At man blot er en viderebringer af virkelighed. For så er der jo ikke nogen til at tage ansvaret for historien. Og historier er magtfulde. De kan ændre verden. Og hvis ikke fortælleren tager ansvaret for historien, vil de medvirkende i filmen ofte stå tilbage med ansvaret. Og de kan jo ikke tage ansvaret for en historie, som jeg fortæller. 

Det er også et kvalitetsmæssigt problem, hvis man fratager sig selv retten til bevidst at benytte hele det filmiske sprog, der er til rådighed. Så risikerer filmen at blive bevidstløs og tilfældig, for det er svært at fortælle en god historie uden at tage ansvaret for den — uden at være bevidst om, at man fortæller. Man skal jo vælge sit billede, sin karakter, sit lys og sine lyde. Og hvilket billede vælger man, hvis man ikke ved, at man har et valg?

Vi fortæller ikke virkeligheden. Vi fortæller historier om den. Virkeligheden er i sig selv ikke en historie. Den er uendelig, så det kræver mange valg og uendeligt mange fravalg at fortælle en historie. Og de valg kræver noget så sammensat og avanceret som en bevidsthed. 

Historier er noget, der bliver fortalt. Og de bliver i sagens natur fortalt af et menneske — et menneske, som har et sprog. Og det er sproget, der er historien, altså filmen. Det er beskæringen, lyset, skyggen, de medvirkende, lydene, bevægelserne, tempoet, skarpheden, uskarpheden. Det er alt det, der er filmen. Ikke virkeligheden. Den er blot et materiale. Som blækket i pennen. Ligesom den vel sagtens er materialet til de film, der normalt kaldes fiktion. Derfor er der ikke nogen væsensforskel på det, vi kalder fiktion, og det, vi kalder dokumentar. Det er historier om vores virkelighed, fortalt af nogen.

Hvis dokumentarfilm faktisk var virkeligheden, ville det være ganske bemærkelsesværdigt dumt at sende dem i fjernsynet eller vise dem i biografen. Virkeligheden kan vi jo se ud af vinduet, med vores egne øjne. Og det er vel historiernes ærinde at lade os se på virkeligheden med en anden bevidstheds øjne for en stund. 
    
Nyhedsjournalistik er heller ikke virkeligheden. Og hvor befriende og spændende er det ikke, når en reporter står i en direkte transmission fra et fremmed land og fortæller, hvad han tror, der sker omkring ham. Når han ikke længere påstår, at det er virkeligheden, men i stedet tilstår, at det er hans oplevelse af virkeligheden. Så tillader han os at opleve. For måske tager han fejl. Eller også gætter han rigtigt. Og måske vil han oven i købet fortælle os, hvorfor han gætter, som han gør. Måske er det et rygte, han har opsnappet. Og vi kan se hans arbejde for os. Hvordan han bevæger sig rundt i en fremmed verden og forsøger at skabe sig et sammenhængende billede, som han giver til os. Så bliver det pludselig nærværende og troværdigt og sandt.
    
Måske er det specielt vigtigt for dokumentarister at spørge sig selv, hvad det er, man fortæller. For det er let at snyde sig selv, derude i virkeligheden. Man kan blot tænde kameraet. Virkeligheden er fyldt med kulisser og spillere over det hele. Og hvis ikke man har taget beslutninger på forhånd, er man tilbøjelig til at følge de udvendige begivenheder. Når en person i selskabet snubler, vil man — styret af sine reflekser — være tilbøjelig til at rette kameraet mod vedkommende. Men det er jo ingen naturregel, at den, der snubler, altid skal være hovedpersonen. Ens historie kunne lige så vel udspille sig i ansigtet på én af dem, der betragter scenen. Men det ville man ikke vide uden at have taget et bevidst valg. Derfor er det vigtigt at opfinde filmen på ny hver gang. Ikke fordi den ikke må se ud, som den gjorde sidst, men fordi den skal ville se ud på netop den måde, som den ender med at gøre. Det gælder om hele tiden at forsøge at vække sig selv og lytte til filmens vilje.
    
Enhver scene kræver sin helt egen instruktion, og de bedste dokumentariske øjeblikke er som regel meget godt tilrettelagt. Et dokumentarisk øjeblik er noget, der giver en film liv. Det er noget, der ikke helt kan ses. Det er spændinger mellem mennesker. Det er løgnen eller tvivlen i stemmen. Det er det splitsekund, der tøves. Og det er afgørende for en film, at den er levende. At rammen er fyldt ud med liv. Fyldt med sandhed. Det er selvfølgelig ikke alle film, der får deres liv fra dokumentariske øjeblikke, men når man gør, er øjeblikket i høj grad noget, der tilføres fra de medvirkendes karakterer. Det er det, der gør Jim Carrey morsom eller Robert De Niro fængslende og min kioskejer sørgelig. Det er magien og øjeblikket. Hvad enten det handler om fiktion eller dokumentar, har den gode scene det dokumentariske øjeblik i sig. Kunsten er at tilføre filmen den magi, uden at filmen mister sit sprog, sin bevidste fortæller.

Magien, troværdigheden, sandheden er skrøbelig. Den kan forsvinde i det øjeblik, jeg træder ind i rummet. Så det gælder om at finde mennesker og situationer, der kan tåle, at jeg er til stede. Når jeg arbejder med medvirkende, der ikke er uddannede skuespillere, handler personinstruktion ofte om at få dem til at spille rollen, uden at de ved det selv. Uden at de føler sig iscenesat. Grundlæggende skal personen have viljen i sig selv. Derfor kan man ikke give hans eller hendes karakter handlinger. Man kan kun opstille situationer, der kan få viljen til at træde i kraft. Man må opstille situationer, som er en blanding af kontrol og anarki. Begge dele er lige nødvendige. Kontrollen tilfører filmen sproget, og anarkiet tilfører den magien. Uden magien er filmen kedelig, uden sproget er der ingen film.
    
Så når der er andre grundvilkår for dokumentarfilmen end for fiktionsfilmen, skyldes det ikke, at man som dokumentarist skal holde sig tættere til virkeligheden. Det skyldes, at begge film skal holde sig til troværdigheden. Og for at gøre det, må man arbejde anderledes på de film, der benytter sig af spillere, som ikke er uddannet, end på de film, der benytter sig af uddannede spillere. Og man må arbejde anderledes på film, der skal finde deres lys og beskæring i et rum, som allerede findes, end hvis man selv skal skabe rummet. Men der er jo stadig tale om scenografi, lys og beskæring, når filmen er færdig, ligegyldigt om det er skabt af virkeligheden eller instruktøren.
    
Hvis ikke vi vedkender os ansvaret for vores egne historier, vil de blive løgnagtige og kedsommelige. Sandheden ligger inde i maven. Den er det instrument, vi vurderer en scenes troværdighed med. Hvis det virker, er det sandt. Sandheden er min.